Hvis jeg havde gemt alle de skatte, alle mine børn har fundet gennem tiderne, skulle vi have en tilbygning ud over den, vi har. Men jeg er ond nok til hårdhændet at fjerne skatte efter den første herlighedsværdi har lagt sig. Det er sjældent, at de bliver savnet. Det er heller ikke alle skatte, der er lige hygiejniske at få indenfor. Derfor havde vi engang en køkkenmødding af sten og pinde lige udenfor bagdøren, fordi jeg ikke ville have det ind. Jeg tror, vi kunne bygge en mellemstor hytte af det materiale, vi har medbragt fra skoler, institutioner, skove, strande og andre gåture. I hvert fald hvis det blev klinet sammen med det kommunale institutionssand, vi har hjembragt i sko og bukseopslag.
Jeg bor i en familie af samlere, i særdeleshed er jeg gift med en og børnene er arveligt belastede. Det kan være anstrengende, når man selv er en væksmider. Jeg har så til gengæld kastet sygesikringskort og andre vigtige papirer i grams, i min iver efter at få orden. Jeg har prøvet med psykologiske udredninger om, at det er tryghedsnarkomaner, der fastholder hvert et lille flækket cykellygteglas, fordi det kan fixes med lidt gaffatape en gang ved lejlighed. Lejlighed optræder sjældent, men hvis der derimod er fem cykellygter for 100 kr, kan vi være sikre på at få fem nye til samlingen. Vi har i øvrigt alle magnetlygter monteret på cyklerne.
Så har jeg slet ikke været inde på MacDonalds Happy Meal legetøj, Kinder æg og alt det andet merchandise, der klæber til børn. Jeg tør slet ikke begynde at regne ud, hvilken miljømæssig gevinst, det ville være at stoppe med det. Det bliver for deprimerende, for det lader sig selvfølgelig ikke stoppe.
Lader sig stoppe gør jeg forresten heller ikke om dette emne, medmindre nogen eller jeg selv tvinger mig til det. Eftersom dette ikke er udgivet endnu, er jeg nødt til selv at gøre det, men jeg tager det op igen en anden dag. Hvordan vi bliver plasticdimsehelvedet kvit, skal det handle om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: