Det er meget nemt at få kvantificeret sin popularitet på Facebook. Bam, jeg lever op til de gennemsnitlige hundredeognogleogtyve. Selvfølgelig kan jeg det præcise tal, for i dag lagde jeg mærke til, at der var blevet en mindre.
Straks gik jeg i gang med at undersøge sagen, men jeg ved endnu ikke, hvem det er. Jeg startede med at tjekke, at de mest betydningsfulde var der endnu, og det var de heldigvis. Derefter gik jeg over til at spekulere på, om det var en, der havde fjernet sig helt fra Facebook eller en, der personligt havde fravalgt mig.
Jeg ved stadig ikke, hvem det er, og måske går der lang tid, før jeg finder ud af det, om nogensinde. Tilsyneladende betyder denne person jo lige så lidt for mig, som jeg gør for vedkommende.
På et kursus i sociale medier, hørte jeg, at det nu var old school at have mange Facebook-venner. Minimalisme vinder frem og less is more. Men altså det er nu alligevel lidt sært at blive smidt væk. Jeg har aldrig smidt nogen væk! Jeg har takket nej til enkelte, men ikke sendt nogen ud af folden igen.
Her på bloggen bliver jeg kisteglad, når jeg får en ny læser. Tag ikke fejl, her er minimalisme ikke blevet moderne endnu. Og jeg må med skam melde, at jeg også lægger mærke til, hvor mange I andre har. Den kvantificerede popularitet er tilsyneladende kommet for at blive.
Jeg har også prøvet at undre mig, når I ikke straks døde af grin eller faldt i svime af beundring, når jeg selv syntes, jeg havde skrevet noget sjovt eller ligefrem klogt. Jeg har endda været inde og se, om der mon var noget galt med min mail-opsætning, hvis de anerkendende kommentarer udeblev.
Så er det ude, det grimme forfængelige og bekræftelseshungrende. Og jeg skylder en varm velkomst til mine senest ankomne læsere. Tak fordi I holder mig oppe på pop-barometeret. Siger I ikke lige farvel, hvis I beslutter at smutte igen?
Åh Jeg kender det. Når jeg føler mig sådan rigtig åh hvor er livet bare skønt, så skal jeg på ingen måder steder hen hvor folk har over 200 læsere. Men altså jeg tænker lidt, din polaritet kan ikke mærkes på hvor mange faste læsere du har, fordi du kan jo ikke se alle de faste læsere du har, det er i hvert fald det jeg bilder mig selv ind, fordi nogle gange skriver nogen om feeds, og hvis man får feeds så er man jo også fast læser, og det kan man jo ikke se.
SvarSletJeg har nu ikke slettet en facebook ven i over en måned, sådan ca. Men jeg tænker også, nogle gange, hvad fanden skal man med 226 venner? Nogle snakker man aldrig med, og der er ingen kommentarstrøm hverken fra dem eller mig. Så jeg tænker hvorfor? Men så kommer mit samler gen op, og siger, tænk nu hvis man fik brug for dem på et tidspunkt.
Jeg har siden min fb-debut slettet mange "venner". Lige da facebook var nyt, smart og spændende på den nyopdagende måde, bekræftede jeg gud og hvermand, som ansøgte mig. Fx. stort set alle min lillebrors kammerater, som ikke kender mig, men ved hvem jeg er, fordi jeg er deres vens/gamle skolekammerats storesøster. Dem har jeg slettet igen. Jeg tager jævnligt en tur gennem vennelisten og er der nogen, som jeg INGEN kontakt overhovedet har haft med i al den tid, vi har været fb-venner, så gør jeg mig en overvejelse, om det er nogen, jeg egentlig ønsker skal kunne følge med i mit liv, se mine billeder osv. og er det ikke det, så ryger de... Jeg prøvede engang at lave individuelle indstillinger for hvad hver enkelt ven havde adgang til på min profil, men det var alt alt for besværligt.
SvarSletJeg er helt sikkert også blevet slettet af nogen, sikkert af de samme grunde...
Og så er jeg enig med dig i, at det er dejligt at få nye faste læsere :)
ps. google konto driller helt vildt, så jeg kan kun kommentere som anony, men det er altså bare mig HELLE
SvarSletwww.mithelle.blogspot.com