Ensom, fordrukken og sølle

Åh jeg bliver så trist, når jeg ser sådan en kvinde. Paraplyen hænger i laser og stiverne blafrer frit for vinden i ruskregnen. Hun går med en Faktapose med flasker og nogle af dem klirrer mod hinanden. I hendes hånd er noget, der ligner en flaske billig rødvin og hun er slet ikke klædt på til regnvejret. Sandalerne svupper for hvert skridt, hun tager, hun har bare tæer i dem og tåneglene var engang nylakerede, nu er de noget slidte. Ved det ene øje er der mascara, men ved begge løber det i strimer ned ad kinderne. Hendes hår er enten regnvådt eller fedtet og jeg har ikke lyst til at vide hvad. Hun lugter nemlig lidt af bræk.

Sådan en stodder er jeg!

Eller det var i hvert fald let at få det indtryk, hvis man for et par timer siden befandt sig i Brovej/Grenåvej kvarteret i Egå. Den anden version af den sølle skæbne er som følger og slet ikke nogen atypisk situation for mig:

Jeg har en søn, der har været i opkasthelvede i snart et døgn. Så da han på et tidspunkt endelig har evnet at holde væske i maven, vil han gerne have Ribena. Jeg tager optimistisk bestik af situationen, medbringer en afdanket paraply og tænker, at jeg da lige vil sælge vores pantflasker. Mest fordi jeg ikke rigtig længere kunne komme til vaskemaskinen, for den flaske-amøbe, som levede i baggangen.

Efter at have siddet og våget over blegtræt barn hele dagen, virker en rask gåtur tillokkende og der er en slags pause i slagregnen. Der er også ca. en kilometer til Kiwi, som er det eneste åbne i nærheden.

På vej derover blæser paraplyen endnu mere fra hinanden i takt med, at regnen tager til. Inde i Kiwi er der kø ved flaskeautomaten, og da jeg endelig kommer til, er der kun plads til tre flasker, før den bipper og beder mig finde personale. Personale er først lige kommet sig efter en ildebrand i butikken i sidste weekend, og der er som følge af branden ikke nok tomme kasser i omløb til alle mine flasker. Ergo må jeg slæbe hjem med uforrettet sag, men nu med Ribena ved hånden ved siden af Faktaposen. Som btw stadig klirrer.

Det svupper meget i mine sandaler nu, og paraplyen er så lidt bevendt, at den ryger i en skraldespand. Deraf det våde hår og den strimede mascara. I farten ligner Ribena-flasken billig rødvin og i hvert fald en mand griner hånligt, da jeg passerer busstoppested, inden jeg har opgivet kampen mod paraplyen.

Jeg er på nippet til at tage en tår af Ribenaflasken og havde gjort det, hvis jeg ikke var kommet i tanker om, hvor grimt det smager.

Bræklugten var forhåbentlig kun inde i mit hoved. (Det kan være lidt svært at afgøre her fra underverdenen af arbejdsløse flaskesælgende rødvinsdrankere.)

- Posted using BlogPress from my iPad