En dressaholic på fem

"Vil du så købe en ny kjole til mig i morgen mor? *snøfte* eller måske to, hvor den ene er med Kitty?" Straks fik jeg lige sådan et flashforward på ca. 8-10 år:



For sådan lød min datters sidste ord, inden hun faldt i søvn i aften. Det var efter, vi havde været omkring savnet af morfar (en sådan har hun aldrig haft), følelsen af, at det var som om, ingen ville lege med hende (det vil de godt, men jeg var anerkendende til det kvalmende) og endelig angsten for ikke at have noget at tage på i morgen. Løsningsmodellen - at shoppe følelsen væk - er altså etableret i et lille femårigt (stiv)sind.

Altså ligesom mit skab, så bugner hendes også, men vi deler åbenbart den samme følelse af, at der som regel ikke rigtig er noget af det, der dur. Ganske vist vokser hun hurtigere end mælkebøtter lige nu og nogle af yndlingskjolerne virker lidt som t-shirts. Faktisk er det virkelig på tide at rydde op i skabet og se, om der reelt er noget sommertøj, hun kan passe. Men at tøjsavn kommer ud på linje med ensomhedsfølelse, det overrasker mig alligevel.

Jeg var ved at være lidt træt efter al den anerkendelse og rummelighed og et kort øjeblik virkede en Hello Kitty kjole som en lille pris for at få lov til at komme ind og drikke et glas cola i sofaen. Men den kat er simpelt hen så overrepræsenteret på hendes værelse, nattøj, undertøj og legetøj, at jeg ikke orker se den på hendes mave også. Så jeg undveg spørgsmålet. Da jeg omsider troede hun sov, fortalte hun mig, at nu vidste hun, hvordan man laver klistermærker. Damn hun sov ikke, men på den anden side, tror jeg, man er ude over den akutte sorgfase ifbm tøjkrisen, når man tænker på klistermærker.

Her kunne jeg have valgt at høre en gennemgang af klistermærkefremstilling for femårige, men jeg satsede højt på, at krisen og grådlabiliteten var drevet over og bad om at få udsat dette spændende oplæg til i morgen. Heldigvis åd hun den, så det ikke endte i en "HVORFOR valgte jeg den konfikt?" af typen, hvor man hellere vil æde en pude end at føre den til en sejr, som virker både dum og urealistisk.

(Her skulle have været en glidende overgang til noget med forbrug og gaver, men jeg kan ikke finde på noget - al den rummelighed har simpelt hen slidt mig op).

For det der med give away, det var jeg nok ikke lige så god til. Men ok, måske skal man ikke lægge ud med en gave som både gør ondt i øjnene og tegnebogen. Mao, du kan nå det endnu, hvis du vil have (eller bare kender en, der vil have, shit det er ved at være desperat, jeg har nu Shu-Bi-Duas Når jeg holder fester, kommer der ingen gæster, kørende i baghovedet) et uforpligtende Memira-gavekort til forundersøgelse. Værdi 300 kr.