Færdig med at lave aprilsnar

Jeg er blevet ramt af noget karma. Den 1. april sagde jeg, at nu var jeg tilfreds med min vægt og ville ikke tabe mig mere. Det er jo altid sjovt at se reaktionen på manglende selverkendelse, når man nu stadig har sin muffintop over bukselinningen. Der var også et par stykker, der røg i. Men det var ikke prisen værd, for Jeg Har Ikke Tabt Mig Et Gram Siden! Jamen så gå dog væk Nemesis.

Men der er en anden og vægtigere grund til, jeg ikke tør sætte mig op mod det karmashit igen. For min ældste søn og jeg lavede i fællesskab en af de bedste aprilsnar længe. Vi stillede brækspand frem og sønnemand lagde ansigtet i syge folder, mens faderen var i bad. Lige som han kom ud af badet, spyttede ældsten aldeles livagtigt i spanden.

Den dreng bliver ellers næsten aldrig syg og slet ikke bræksyg. Indtil i dag. For ind i h...... Jeg har strøget min del af varme pander i denne uge. Og godt ham ældsten ellers aldrig bliver syg, for han har en meget veludviklet sans for mandeinfluenza. "Årh årh, suk, jeg har det så dårligt og jeg KEDER mig. Hvornår bliver jeg rask?" har det lydt det meste af dagen.

Og det er skide synd. Men det er altså også lidt synd for moderen, som fik ugen spiffet op med en hospitalsindlæggelse og en jamrende preteen. For ikke at nævne den sympatikvalme, jeg altid får, når en af ungerne kaster op.

Så nej, nix, slut. Ikke mere aprilsnar herfra. Der giver dårlig karma.