500 meter mærket

Ved en tilsyneladende spontan mutation har vi fået børn med naturtalent for sport. Særligt den ældste har stort set gået til alting og været god til det. Men i dag var det mellemstemand, der fik diplom og de legendariske 4x5 cm computervævet nylon med Dansk Svømmeunions logo og 500 meter påtrykt. Han gik glad i gang med at overveje, om det skulle pryde opslagstavlen, svømmetasken eller ligefrem badebukserne.

Det lille stykke stof sendte mig direkte ud på et flashback. Care to join? Here goes:

Det er en sommermorgen, atletikbanens asfalt er endnu dugvåd. Jeg er iført et rødt joggingsæt fra Daells Varehus og et par Adidas sko med røde og blå streger (til det yngre publikum: dem du ser nu er retrosmarte, vi var nogen, der havde originalerne). I den anden ende af banen står en idrætslærer og blafrer med armene, mens hun råber: "Kom så, kom nu, du kan godt!" Nu skulle man måske tro, det var spurten efter en 8- eller 1500 meter. Det var det ikke. Det var 60 meter sprint. Og det afgørende var, at jeg skulle under 10 sekunder, for at få sådan en skide stoflap: Bronzemærket. Det var så høje, idrætslærerens ambitioner var på mine vegne. Og med rette.

For selv om jeg klarede sprinten, så skulle der alligevel rimeligt dårlige præstationer til i de andre discipliner, for ikke i det mindste at få sølv.

Flashback nr. 2:

Det er lidt senere samme morgen. Det er lige lykkedes mig at rive overlæggeren ned, selv om den er placeret lavere end højdespringsmadrassens egen højde. Jeg går lidt væk fra banen, fordi jeg får ydmygelsens tårer i øjnene. En velmenende pige ser det og kommer og siger trøstende: "Men så er du jo god til dansk." Problemet er bare, at dansk ikke giver samme street credit der i 3.-4. klasse eller hvornår det var.

Jeg husker det formentlig af flere grunde:

1) Der var ikke andet tilbage af den sorte skole end de idrætsmærker. I alle andre fag var det først langt senere, vi fik en egentlig bedømmelse og den skulle ikke syes på tøjet, men ankom i et lukket hæfte med standpunktskarakterer.

2) Det var det eneste fag, hvor jeg klarede mig eklatant dårligt.

3) Lige præcis svømmemærket minder mig om en af mine få sejre i idræt. Vi skulle deles i begynder, bælte og uden bælte, da vi skulle begynde svømmeundervisning. Jeg glemmer ikke udtrykket på lærerens ansigt, da jeg pippede, at jeg faktisk godt kunne svømme uden bælte, for jeg kunne se overraskelsen. Jeg var kategoriseret håbløst tilfælde i hendes hoved.

Hermed en posthum tak til min far for at have lært mig at svømme meget tidligere. Små og store sejre står stærkest i hukommelsen. Tror hellere jeg må få syet det mærke på min søns badebukser.