Mødre jeg ville have forsvoret at blive

De fleste principper for god børneopdragelsesskik, fra før jeg selv fik nogen, er for længst gledet ud af hukommelsen. Men enkelte står tydeligt frem og andre er kommet til i mellemtiden. Fælles er, at de alle er blevet forkastede pga virkelige hændelser.

Jeg ville fx ikke være den slags mor, som tog sit barns avisrute, hvis det regnede/ungen ikke havde passet det ind efter lektier/var for træt pga natlig computerspil.


Knap ti dage inde i min søns karriere, er det gået op for mig, at det er nemmere at gå den rute, end først at sætte sig ind i hvordan, dernæst at huske at melde ferie inde i det system, man skal melde fri i. Eftersom jeg er moderen, forventes jeg at besidde det gyldne overblik. Det mistede jeg desværre for længst, og nu er det altså i morgen, han skal være 10 timer i Danfoss Universe og næppe er i humør til en kæk avisrunde, når han er hjemme kl. 19.30.

Altså må jeg æde ydmygelsen og gå en tur med cykeltraileren i morgen. Udover reklamer er der også telefonbøger i. (Hvem i alverden bruger telefonbøger?) Jeg har i øvrigt endelig selv fået lov at klistre et Nej tak til reklamer på postkassen, nu da min tilbudsglade bedre halvdel har fået mulighed for at håndplukke dem, han gider læse. Det ironiske er bare, at vi aldrig har haft så meget at smide på genbrugspladsen, for der bliver leveret rigeligt med reklamer til omdeling på ruten.

En anden mor, jeg heller ikke ville være, var sådan en, der sagde, at de afdøde var i himlen og kiggede ned fra skyerne. Jeg har syntes, det var bedragerisk, fordi jeg ikke selv er overbevist om, at det er sådan, det forholder sig. Det er gået godt i 12-13 år, men så er min datter pludselig begyndt at savne konceptet morfar. Jeg kalder det konceptet, fordi hun aldrig har mødt den rigtige indehaver af titlen.

Nu har hun brudt hulkende sammen henved 20 gange i savn af morfar og derfor brød jeg princippet og sagde, hun kunne tegne en tegning til ham og lægge den på havebordet, så han kunne se den fra himlen. Problem solved, indtil hun igen brød sammen og hikstede: "Hvad så hvis det regner?" "Jamen så lægger vi den i en plastlomme." Bingo. Den plan stoppede tårerne. Hvem ved, måske checker han rent faktisk det havebord?

Det sidste er ikke så meget et princip, som noget jeg bare ikke havde forudset. Jeg ville virkelig ikke have troet, at jeg ville blive typen, der gik direkte fra madlavning, via lektiehjælp og ud for at afhjælpe et tilstoppet toilet vha at stikke en pind ned i lorten. (Jeg troede heller aldrig, jeg ville få en så fækal blog, som den har udviklet sig på det seneste, men det kan jeg i det mindste nogenlunde kontrollere). For dernæst at vaske og afspritte hænder og fortsætte i samme cyklus i et uendeligt loop. Der bliver sød hævn, når faderen i aften kommer hjem fra kollegahygge og til stadig tilstoppet toilet.