tirsdag den 7. juni 2011

Den dag lort bliver guld værd...

...bliver de fattige født uden røvhuller. Sådan lyder en fatalistisk og grundlæggende ret deprimerende talemåde. Der er sådan lidt Bare vent og se, hvis du får en god ide, så kommer overmagten og tager fortjenesten fra dig. Du kan ikke gøre en skid, så du kan lige så godt være bitter.

Derfor, mine damer og herrer, er det mig en fornøjelse at præsentere et dementi af talemåden: I dag er lort faktisk blevet guld værd og mig bekendt er det stadig meget sjældent, både her og i fattige lande, at børn bliver født uden røvhuller.

Historien er, at jeg er med i analyseinstituttet Zaperas online panel af helt almindelige mennesker. Det betyder, at jeg jævnligt svarer på forskellige mere eller mindre ledende spørgsmål. Til den første kategori hører nok det, jeg fik forleden. "Har du nogensinde fravalgt et rejsemål i udlandet på grund af mistanke om dyremishandling ved dyreshows?" Øh nej, jeg kunne aldrig drømme om at vælge et rejsemål udfra dets sortiment indenfor dyreshows, men det svar var ikke en mulighed.

Som regel er det meget fredsommeligt og jeg svarer rutinemæssigt på, hvor mange vi bor i husstanden, hvem der køber ind og hvor økologisk det er. Når man har svaret tilstrækkelig mange gange, har man sparet point nok op til at købe et eller andet designhejs i deres shop. Som regel har jeg dog kun point nok til en nøglering eller en kreditkortholder fra Zone.

Derfor var overraskelsen så meget desto større, da der en dag midt i den rutinemæssige udfyldelse stod: Er du interesseret i at deltage i et medicinsk forsøg, hvor vi skal undersøge forekomsten af tarmparasitter? Du vil modtage prøveglas i en diskret pakke med posten og vil blive belønnet med 1500 point. Din lort forbliver anonym, selv om vi skal bruge din adresse. Ikke ordret, men noget i den stil stod der. Venlig hilsen Køge Sygehus.

Tak spids, det var lige ind over intimgrænsen og klamhedstærsklen midt i et ellers sterilt og upersonligt spørgeskema. På den anden side ville det en gang for alle bringe mig over nøgleringsstadiet og jeg kunne tjene til en brugbar gave på, shall we say, naturens egen rigdom.

Så jeg bed al skam i mig og klikkede Ja til at få tilsendt diskret prøveglas og returnerede fæces til den stakkels studerende, som formentlig sidder i den anden ende og åbner alle pakkerne.

Kort efter havde jeg sparet op til at kunne købe dette her Le Creuset hjertefad, som jeg har elsket, men været for nærig til at købe selv:


Dermed er miraklet sket: Lort er blevet guld værd og de fattige fødes fortsat med røvhuller.

4 kommentarer:

  1. Det er et meget smukt fad, Mai. Og du vil altid ved hvert eneste kig på det smukke fad blive mindet om dét unævnelige, vi alle sammen har, rig eller fattig, i vores bagdel.

    Velbekomme ;-)

    Kærligst
    CharlotteA
    (meget misundelig)

    SvarSlet
  2. Hvor er det intet mindre end FANTASTISK at du gjorde det, Mai. Tænk - en lort for et Le Creuset fad, sikke en forretning!?

    Hvis det på nogen måde kan trøste, så har jeg deltaget i et hav af medicinske forsøg, dog aldrig med lort - men jeg har f.eks afprøvet en pille, som indtil da kun havde været givet til manio-depressive rotter!!!

    Tak for en skøn lorte-beretning :)

    SvarSlet
  3. Haha hvor er det fedt! Jeg svarer ellers også på spørgeskemaundersøgelser (og er i øvrigt også telefoninterviewer), men jeg har sgu aldrig fået sådan et tilbud! Skal da helt sikkert tjekke det der Zapera!

    SvarSlet
  4. Told ya' so....en dag skal du osse nok få optjent nok point! *fnis*
    Grande finale eller så'n noget - og en form for tillykke skal lyde her fra. ;o)

    SvarSlet

Kloge kommentarer: