Det skete første gang en sen aften, hvor jeg havde åbnet terrassedøren for at lukke babykatten ind til natten (jaja, det er mig, der fastholder ham i babyrollen, han skal ikke ud i det vilde kattenatteliv og have baggårdstæsk af de store, selv om han snart er et år). Til gengæld lover jeg at lade mine børn være selvstændige, så længe jeg får lov at pylre om katten.
Jeg registrerede ud af øjenkrogen, at der kom en kat ind og gik til den i madskålen. Det var bare ikke den rigtige kat! Det var den frække Jack som er alt for stor til killingefoder og som i forvejen er berygtet for at gøre yngre hunkatte gravide og bryde ind ad kattelemmen hos rivaliserende hankatte om natten. Således skal en af naboerne i pensionistalderen nu op om natten og lukke sin kat ud, for ikke at risikere, at Jack kommer ind.
Her til morgen gjorde han det igen. Watson snorksov fra indbruddet. Måske skulle jeg bare lade hannerne klare ærterne selv. Men jeg synes, kampen er ulige, når den ene er dobbelt så stor og et usteriliseret instinktdrevet dyr, mens vores er et udpræget sofaelskende hyggedyr (hvem sagde, at man kan kende ejeren på dyret?) med hang til uldbetrukne puder, som man kan dekorere med sin egen ekstra uld.
Men altså, der skal jo også være tid til pelshygiejne og et par solide hvil i løbet af dagen, og der plejer at komme refill i madskålen, hvis maden er blevet hugget. Så måske er Watson bare villig til at dele sin mad, hvis alternativet er tørre tæsk og flænsede ører. Måske er han ikke så blank, som han ser ud til, når han smasker løs på sin egen pels.
Og nu stopper jeg altså, jeg begynder jo at lyde som en, der tiltror dyr menneskelige egenskaber. Det er patetisk! Det er jo bare en kat.
Men er der måske nogen, der kan hjælpe babyen og jeg med at modificere dette skilt til "Katte ingen adgang"? Så skal vi nok lære Jack at læse.
hmm han skal nok slå fra sig hvis han ikke vil vær med til det. Men kan du ikke bare sige til Jack når han kommer at det ikke er hans mad? Det skal han nok forstå.
SvarSlet