HVIS jeg var morbid, kunne jeg sige, at det måske er fordi, der er så mange studenter, at dem der falder af bilen i fuldskab nok ikke vælter Danmarks fremtid. Så morbid er jeg heldigvis ikke. Men der var faktisk en, der faldt af sidste år.
Udover det usmagelige i indledningen, så tænker jeg stadig, om det er en god ide at omkring 60% af en årgang bliver studenter. Eller jo, det er en god ide med noget almen dannelse, men spørgsmålet er måske snarere, om man kan gøre noget for ikke at uddanne dem til Klubben af Nyuddannede Arbejdsløse Akademikere.
Og jeg ved godt, at mange har prøvet at sige, at der manglede både lærere, ingeniører og andet godtfolk, åbnet sluserne til disse studier, for dernæst at uddanne dem til ledighed 4-5 år senere, når samfundet har ændret sig. Ingen kan spå om fremtiden, men jeg vil alligevel æde adskillige både gamle og støvede studenterhuer på, at der aldrig bliver mangel på nordiske filologer, antropologer, filosoffer, litteraturhistorikere, eller for den sags skyld kommunikationsmedarbejdere.
Det er nemlig der, alle de smalle fag fører hen - til noget med formidling. Men venner, vi kan desværre ikke formidle os ud af fattigdom. Der skal være noget substans at formidle. Det er forstemmende at møde søde og kloge nyuddannede historikere og etnografer, som ikke har en kinamands chance, om de så har skrevet verdens mest spændende speciale.
Jeg ved, der er ledighed inden for næsten alt undtagen autolakering pt og det er måske ikke nu, man skal stramme optaget på humaniora. Det er jo bedre end ledighed. Sagen er bare, at uanset konjunkturer, vil der altid være mere efterspørgsel på nogen, der kan sælge, markedsføre, analysere markeder, tale sprog, for slet ikke at snakke om alle de tunge drenge i IT og ingeniørfagene, fremfor alle dem, der bare så gerne vil lave en kvalitativ analyse ud fra et autopoietisk perspektiv.
Så mit råd til alle I smukke unge studenter: Take it from en gammel hårdt prøvet humanist: Vælg uddannelse med hjertet, men brug også lige hjernen. Bare det af den, I ikke drikker ud i weekenden that is.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: