Min niårige dreng kan finde på at løbe væk fra tv'et i græmmelse, fordi det både er pinligt, ulækkert og kedeligt. Min femårige datter derimod sluger det råt med et henført og saligt smil.
Logisk og kronologisk set, bør det være den niårige, der først får sig en kæreste. Men noget siger mig, at med den afsmag for romantik, kan han godt blive overhalet indenom af sin mere sværmeriske lillesøster. Eller måske synes han bare ikke, kærligheden behøver udspille sig som en tøsefilm. Han nærer for eksempel stor kærlighed til Pirates of the Caribbean, både som Wii, LEGO og film.
Kærlighedens vilkår er altså lidt svære eller forudsætningerne lidt skævt fordelt. Hvis piger vil have kys ved solnedgang og drenge hellere vil have piratskibe, bliver det umiddelbart ret vanskeligt at tilfredsstille begge parter.
Heldigvis er der forhåbentlig en del år til de skal opleve deres første rigtige kærester og kærestesorger. Men måske kan jeg godt huske på de forskellige udgangspunkter, når jeg f.eks. synes, vi skal spise middag med stearinlys og min mand egentlig hellere vil se en skydefilm. Der er egentlig ikke så meget forskel? Udover at han ikke løber væk fra tv'et ved kyssescenerne. Ikke længere i hvert fald.
Nej nej den er da let, skatteøen. Altså for mig handlede den om kærlighed. Men jeg var også teenager i 90'erne. Men jeg tror ikke dagens børn forstår den som jeg gjorde.
SvarSletHahahaha, åhh hvor er det godt - kan lige se det for mig.
SvarSletLigenu sidder jeg og småflæber til youtube-klip af håbefulde kunstnere, der entrerer talentshows og overrasker dommerne, så DE får tårer i øjnene, fx da Poul Pots kommer ind og ser megafjollet ud, men så synger opera så taget er ved at lette i salen, og min kære mand sidder og ser en fuldstændig meningsløs voldsfilm på tv :)