Jeg er sikker på, forskerne en dag isolerer fumlegenet. Jeg vil gå så vidt som til at donere mit afdøde legeme til forskningen, for jeg ved, at jeg rummer det, og det er både dominerende og arveligt. Det får en til at ramme lidt skævt med høje hæle på trappetrin, vælte kopper, hælde kaffe ved siden af koppen eller tømme vandglas en lille smule foran munden. Desuden udmærker det sig ved, at bæreren går ind i ting og snubler over stort og småt på sin vej.
Når jeg ved det er arveligt, er det både erfaret ved selvsyn og selverkendelse. Min onkel kaldte det i en sang, da min mor fyldte 60, for et lidt lavt niveau for elegance. Det var en høflig underdrivelse, men hun havde jo også fødselsdag.
Ofte prøver vi med genet at kompensere ved enten at tale enormt meget og hurtigt, ignorere det skete eller neglicere det ved at lade som om, det ikke gjorde ondt. Det gør det næsten endnu værre og det er svært at fornægte, at man slog sig, selv om man hurtigt er på benene igen efter et glid efterfulgt af fald. En anden coping strategi er medrivende hysterisk latter, selv om situationen er alt andet end sjov.
Men måske kommer der en dag en banebrydende opdagelse af genet og dermed også en kur. Sådan så man kan spise en lille pille og derefter gå elegant henover brosten i høje hæle, svinge sig i cykelsadlen uden at vikle foden ind i barnesædet og taskens skulderstrop (JO det kan godt lade sig gøre). Man behøvede jo ikke spise pillen hver dag, bare når man skulle til vigtige møder eller et af den slags stående arrangementer, hvor man får et glas i den ene hånd og skal spise små lækre stykker finger food med den anden hånd. Og cirkulere og konversere afslappet i mens. Jeg tror, der er et stort marked der, vi er mange som får koldsved bare ved tanken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: