Udkantsdanmark

Jeg har været en tur i Udkantsdanmark i weekenden. Der hvor de fleste huse ser sådan her ud:

Og de fleste mennesker ser ud som om, de går og venter på, at 1) Kontanthjælpen bliver udbetalt eller 2) At der kommer nogle turister og køber bare et lille loppefund eller stykke tvivlsom keramik af egen produktion.

Vi havde været til en hyggelig fest på Bogø, hvor øfolket måske nok var særlige, men på den virkelig charmerende måde. Det var også vildt hyggeligt at være i bil uden børn på de 3.5 timers tur derned, så da vi skulle hjem, tog vi en spontan beslutning om at dreje til venstre, hvor vi skulle have været til højre for at komme hjem. Der stod Møn 6 km og vi tænkte, hvor langt kan der så være til den klint? Det kan ikke være særligt langt.

Det var det sådan set heller ikke i kilometer, men i mental og social rejse var der virkelig langt. Vi skulle jo helt ud til det yderste brune punktum af den rådne banan, for at finde noget af den mest specielle natur i Danmark. Ud til Møns Klint, som er lavet af kalk og hvid ler og hvis strand er  smækfyldt med fossiler og skoven med sjældne planter.

Vejen dertil førte gennem et utal af små landsbyer. Det mest udbredte erhverv er tilsyneladende noget med automekanik, for hvis man ikke er Pouls Bremseservice eller Knuds Karrosserier, så har man i hvert fald en mindre bilkirkegård i forhaven.

I udkanten af Stege ligger Ellens Cabaret Stege Bugt Resort. Der er lagt op til høj barmføring og cancan med det store neonskilt på en flere etagers høj bygning. Men når man kører forbi, afsløres smadrede ruder og forvitrede altaner. Ellens Cabaret blev sikkert ved drømmen.

Det med vinduerne er et gentagent tema. De fleste huse har nedrullede rullegardiner eller persienner, og hvis ikke det, så tylgardiner, der næsten dækker for tætte opstillinger af svigermors skarpe tunge og andre succulenter i plasticskjulere.

Et sted står en tyk mand i sin forhave og spejder mod det fjerne. Gad vide, hvad han drømmer om og tænker på? Hvordan han skal få råd til nye vinduer? Eller bare en spand maling? For der ville godt nok være nok at se til, hvis man sendte en flok malere til Møn bare lige for at rette op på det værste forfald.

Det, der til sidst gjorde mig allermest trist, var imidlertid hverken folket eller deres huse. Men at selv kirken trængte til at blive kalket, selv om den ligger så tæt på en meget kalkholdig klint, det vidner om en tristesse så tung, at det bliver svært at rejse sig fra den. En landsbykirkes mure skal stå knitrende hvide, det kan der ikke laves om på. Jeg håber, at nogen en dag kommer forbi Møn med hvidtekost og arbejdspladser.