lørdag den 4. juni 2011

OK, HVEM opfandt solcreme som spray?

Når jeg har købt noget, som jeg selv syntes lød smart, skal der meget til, før jeg indrømmer, at det var en fejltagelse. Derfor har jeg forsvaret en pumpe fra Vichy med et mælketyndt fluidum, som spreder sig til tusindvis af små mælkefedtlignende partikler, som tiltrækkes af tøj, hår, solbriller, møbler og sin egen trykflaske mere end af bleg skandinavisk hud, som ellers nok kræver sin solbeskyttelse.


Jeg har opmuntret min mand til at lukke hånden tæt om dysen, og pumpe med den anden hånd, for at begrænse atomernes spredning til et areal, der svarer til håndfladen i den således tilklistrede lukkede hånd. Jeg har ignoreret hans spørgsmål om, hvordan dette var smartere end bare at hælde solcreme ud i hånden fra en beholder til den halve pris. Havde han haft gigt i fingrene, havde han måske været mere end småirriteret. Som det er nu, kan man nå at abstrahere fra irritationen, indtil den opstår igen ved næste påføring.

Hvis den var blevet markedsført overfor gigtsvage mennesker, var det mere problematisk. For det som er vanskeligt for normale hænder, må være helt umuligt for en svækket hånd, som allerede efter første pumpeslag er så fedtet, at grebet om flasken umuliggøres.

Når det påføres barn med stærkt roterende rumpe, kan det ikke undgåes at sætte sig i de gyldne hårlokker. En effekt, der forøger længden på en anden hadebeskæftigelse betragteligt nemlig frisering af de selvsamme lokker. Tilføjes håret så et kilo sand fra børnehavens legeplads er det er lige før, jeg sætter pris på, at mindsten har fået smag for at klippe sit eget hår ultrakort i udvalgte områder.

Med andre ord, er jeg parat til en tilståelse. Det var en fejl. Jeg køber aldrig mere det stads og beklager ved samme lejlighed overfor pædagogerne, at jeg også købte en flaske til brug i børnehaven. Undskyld!

5 kommentarer:

  1. Der var jeg for to år siden. Jeg købte det, fordi jeg har voldsomme aversioner mod solcreme. Ikke effekten men fornemmelsen af at være varm og derpå blive indhyldet i et fedtet lag. Men allerede efter første forsøg måtte jeg indrømme, konceptet ikke holder. Knægten skreg op om solcreme i øjnene mens solcremen stille løb ned ad hans arme. Og omgivelserne var smurt mindst lige så effektivt ind som drengen.
    MetteA

    SvarSlet
  2. Må også indrømme, at jeg er gået tilbage til helt almindelig solcreme, hverken på pumber eller spray, belært af de samme erfaringer ;-)
    Kh Charlotte

    SvarSlet
  3. Smag og behag: Jeg er vældigt glad for det når ungerne skal indsmøres.

    SvarSlet
  4. ;-) Jeg står og sælger det til daglig, og mange er faktisk glade for det! Men klart, i ansigtet skal man bruge det ud i hånden først... :-)
    Jette / Villa Ko

    SvarSlet
  5. PS. Jeg bruger også alm. creme herhjemme...

    SvarSlet

Kloge kommentarer: