Stille drenge

Stille børn er hos mange en ønsketilstand, i hvert fald dem, der er udstyrede med afkom, som uafladeligt gør opmærkom på deres egen tilstedeværelse ved at tale i et væk fra øjnene slås op og til de falder i af udmattelse 14-15 timer senere. Sådan et barn har jeg og alene tanken om, hvis det var dem alle tre, er nok til at give mig myrekryb.

Men stille børn findes, jeg har to og de er oven i købet drenge. De er ikke dem, man ser og hører først i et klasselokale. Men er man først begyndt at kigge efter dem, er de faktisk over alt. De vil hellere nørkle med computer og LEGO end holde oplæg og stå på scener og give den gas. De bliver udfordrede på den del af lærerne, fordi det er en del af uddannelsen til livet at kunne sælge sig selv og sine budskaber.

Det er gået op for mig, at nogen forveksler stille børn med uhøflige børn. Når jeg tænker tilbage, har det været svært at få dem til at hilse goddag og farvel, ikke på grund af uhøflighed, men på grund af generthed. I dag var jeg vidne til et lille barn, som havde haft min datter på besøg, og som ikke gad sige farvel til min datter. Det udviklede sig næsten komisk, hvor faderen slæbte hende hen til vores cykler, for at aftvinge et farvel.

Tro mig (selv om det kan være svært) jeg har engang været et stille barn. Jeg kunne se, hvad barnet gennemgik. Hun var ked af, at legeaftalen var forbi, hun ville gerne have været med os hjemme, men turde det alligevel ikke. Midt i disse følelser blev hun slæbt afsted og bedt om at sige farvel og tak for i dag til min datter. Selvfølgelig klappede hun i, for hun var fyldt med frustration.

Det er lidt ligesom, når man hvæsende af raseri beder børn om at sige undskyld. Det har jeg prøvet - og også at bede børn hilse, ligesom faderen ovenfor. Men jeg ved efterhånden, at kampen er tabt på forhånd, hvis der også er følelser på spil.

En lille mistanke går også på, at der er lidt showoff effekt over for andre forældre. Hvis barnet siger et ulasteligt farvel med fast håndtryk, er der dømt succesfulde forældre. Det er bare et højt sats, for hvis barnet i stedet går i krampegråd og flitsbue og nægter at sige et eneste ord, er der i den grad dømt minuspoint i forældresucces. Det er simpelt hen for stor en risiko! Nu er jeg en gammel snu mor, så jeg beder kun mine børn om at sige høflighedsfraser, når jeg kan mærke, at de har overskuddet til det.

Til gengæld opfører de sig i det store og hele ordentligt og der er langt mellem behovene for at undskylde.