Tre steder jeg ikke kan lide at være

Nogle gange tvinger nødvendigheden mig til at komme steder, jeg virkelig ikke bryder mig om. I den sidste uge er det sket mindst tre gange:

G-Star Raw butik: Ung smart tøjbutik, hvor jeg engang spurgte om noget i størrelse XS til min meget snarlige teenager. Jeg fik at vide, at det havde de ikke, fordi det skræmte deres kernekunder væk, hvis mødre rendte rundt i butikken med deres små wannabe G-Star drenge. Tag den! Jeg skræmmer simpelt hen de smarte og unge mennesker væk i en grad, så de betakker sig for den smule omsætning, det giver, at jeg går rundt i en time og sukker over, at en t-shirt koster 350 kr. For max at købe en.

I dag var jeg nødt til at gå derind igen. Måske skulle jeg have luret, at jeg var udenfor målgruppen allerede da jeg refleksmæssigt holdt ekstra godt fast på min taske, da en meget tatoveret fyr med skægstubbe rodede i tøjstakkene ved siden af mig. Han viste sig at være den tjekkede ekspedient.

Bilværksted: Selv om jeg bare skal aflevere bil og nøgle bliver jeg allerede på p-pladsen meget opmærksom på, hvordan jeg parkerer og inde i hallen, hvor alle mekanikerne kigger op og tørrer hænderne i et stykke twist, mens de spørger om de kan hjælpe, ja så glemmer jeg helt, hvorfor jeg gik derind. Det er noget med lugten af benzin, testosteronniveauet, selv P3s Adam Duvå Halls bløde stemme lyder mere rå, når den bliver blæst ud over et helt værksted.

Det føles som om, jeg er gået forkert. Når jeg endelig finder den flinke ejermekaniker er han altid rar og imødekommende, men jeg er alligevel bange for, at han skal spørge om, hvordan det går med topstykket eller kileremmen eller sådan noget. Måske har de et spørgsmål, de stiller kvinder som en del af deres værkstedshumor?

Spil/computerbutik: Der lugter lidt som herreomklædning (tror jeg, for jeg ved det selvfølgelig ikke). Men bare som om, man ikke går synderlig højt op i at lufte ud. Også her er jeg bange for at falde igennem, fordi jeg ikke ved andet, end hvad der står på ønskesedlen eller hvad jeg er sendt i byen for at hente.

Det hjælper så heller ikke, når hverken jeg eller fem 17-årige hårvoks-stylede drenge i orange poloer med påskriften "expert" ved endnu mindre end jeg om, hvad de sælger.

Det er jo egentlig butikkernes opgave at få mig til at slappe af og få en god købsoplevelse. Det sker bare næsten aldrig nogle af de steder. Men nu er årets drengefødselsdagsgaver købt og bilen serviceret. Dermed kommer en forhåbentlig lang pause, før jeg behøver købe noget af nogen af de ovennævnte. Det er nemlig ikke noget problem at købe ting til mig selv og min datter.