4. kapitel - med disclaimer til min netmødregruppe

I dag har jeg brug for at præcisere overfor min virkelige og vidunderlige netmødregruppe fra 2002, at jeg er den jeg er og ikke en 60-årig dame og heller ikke hedder Mette. Eventuelle navnesammenfald med virkelige personer er tilfældige.

God fornøjelse!

4. kapitel

Marts 2010
Mette havde altid savnet en passion. Hun misundte andre, der gik brændende op i håndbold, forsvandt ind i violinspil eller bare altid havde vidst, at de ville være designere. Selv havde hun været meget i tvivl om sit karrierevalg, men var nået frem til, at hun altid havde været god til at skrive, men var lidt for tilbageholdende til at blive journalist. I stedet var hun havnet som kommunikationsmedarbejder i en mindre kommune. Stabilt og ikke særligt udfordrende arbejde og kolleger, der tillod hende at hente sit barn tidligt, når det var nødvendigt, uden at sende himmelvendte blikke, i hvert fald ikke, mens hun stadig var på kontoret. I det hele taget var Mettes liv blevet så forudsigeligt, at hun af og til var ved at kaste op over det. Gift med gymnasiekæresten, som nu var konsulent og rejste meget, datter ankommet to år efter brylluppet. Da nyfødte Katrine blev lagt op på hendes mave to år tidligere og lå og stirrede uudgrundeligt på sin mor, mens munden lavede suttebevægelser, følte Mette for første gang noget, der lignede ægte lidenskab. To år senere var også dette mirakel imidlertid ved at drukne i hverdag, leverpostej, lusekure og alenetid i lejligheden med datteren.

Samtidig med den lidt for hverdagsagtige tilstand af utilstrækkelighed og diffus utilfredshed mærkede Mette dog også et ønske om et barn mere. Det var ikke et ønske, der kom fra den rationelle hjernehalvdel, som havde mere end rigeligt at gøre med ét barn, som hun ofte stod alene med, men et nærmest biologisk kald, som styrede hendes tanker i retning af graviditet og babytrang igen. Henrik var med på idéen og var straks begyndt at snakke om forstadshus og større bil, men når det kom til stykket, gik aftener og nætter ofte med enten Katrine, med arbejde, med vasketøj og indkøb, og når de lagde sig i sengen, var de for trætte til andet end at falde i søvn, ryg mod ryg.

Som en mulighed for at få afløb for sine babydrømme, var Mette begyndt at bruge forskellige internetfora med andre gravide og småbørnsmødre. Det var blevet en afhængighed på linje med sukker- og kaffetrang, og hun tjekkede ofte de forskellige grupper, før hun åbnede sin post eller læste nyheder på nettet. Langsomt havde de forskellige netgrupper erstattet store dele af Mettes sociale liv, og hun så nu kun enkelte veninder tilbage fra studietiden. På skrift kunne hun udtrykke sig, uden at blive kejtet, uden at blive afbrudt eller overdøvet af mere højtråbende veninder eller mødregruppen i den virkelige verden.

I sin tankeverden oplevede Mette ofte et glimt af klarsyn, men det blev aldrig til en færdigformuleret tanke. Strejf af fuldendt lykke var der længe imellem, men det kunne også være en fornemmelse af, hvad der var det rigtige for hende at gøre, hvad hun skulle stræbe og styre efter i livet. Det var så flygtigt, at hun ikke kunne sætte ord på og det meste af tiden var det hverdagens gøremål, der optog hendes tankevirksomhed, og deres planer om at flytte ud af lejligheden fyldte også. Kun i søvnløse nætter og på lange dage hjemme, når Katrine var syg, havde hun tid og rum til tanker om, hvorfor hun lige var endt der i livet, hvor hun var. Om livet havde mere at byde på, eller om forstadsdrømme og et barn mere var det, der skulle til, for at gøre hende mere lykkelig.

Afsløringen af Henriks utroskab havde vaklet ved noget, hun havde taget for givet. Hun følte selv, at hun havde udviklet sig til en sur mokke de seneste år. Faktisk havde hun indset, at en kvinde, der plager om sin mands anerkendelse, var noget af det mest uudholdelige, Henrik kunne forestille sig. Derfor havde hun forsøgt at lægge denne vane bag sig og tro på hans kærlighed til hende, uden at få den bekræftet konstant. Det projekt var så lige faldet til jorden med et brag.

Brevet fra Lykke lå nederst i Mettes sokkeskuffe og for som en tanke gennem hendes hoved, hver gang hun tog sokker på eller lagde rene i skuffen. Hun skubbede konfrontationen foran sig, dels af bekvemmelighed, dels fordi det efterhånden føltes som en smertefuld nydelse at have en viden, som han ikke vidste, hun havde. Måske ville der dukke mere op, måske ville hun kunne tage Henrik med bukserne nede i bogstaveligst forstand, hvis hun spillede sine kort rigtigt. Den første smerte og bevidstheden om ydmygelsen var forseglet dybt i hendes sjæl, hvor hun mente at kunne kontrollere den.

Mette var både overrasket og frastødt over, i hvor høj grad Henrik opførte sig som om, intet var hændt. Det dobbeltspil, han dermed måtte føre, var kun med til at gøre hendes sammenbidte hævnlyst større. Men hun viste ikke noget, og han havde tilsyneladende heller ikke mærket en forandring hos hende. I hvert fald havde han ikke sagt noget om det. Klart, hans tanker var jo et andet sted. I følge Mettes damebladspsykologiske teori skulle man ellers ofte opleve, at en utro mand pludselig blev meget mere opmærksom på den faste partner i et forsøg på ikke at blive afsløret. Måske læste han også hendes dameblade og afstemte sit skuespil nøjagtigt så ingenting blev forandret hjemme.

Weekenden var svær at komme igennem uden at løfte sløret for sin nyvundne viden. Lørdag gik hurtigt med rengøring, oprydning, vasketøj og svigerforældre til kaffe. Søndag morgen blev som vanligt indledt med, at Henrik satte cirkler rundt om de rækkehuse, der passede til deres families størrelse og økonomi. Det var heller ikke fordi, Mette havde ubehagelige svigerforældre, men ligefrem at flytte til den samme gudsforladte forstad, som var så indpakket i stisystemer til skole, børnehave og indkøb, at man kunne leve en hel tilværelse uden at komme ud af villakvarteret, var længere end Mette var villig til at flytte sig.

”Men så kan mor og far jo hjælpe, når Katrine er syg, mor går snart på efterløn og far kan hjælpe med haven,” var Henriks evige løsning og svar på den sag. Ubetinget rigtigt, at de ville hjælpe, men det ville også gøre det muligt for svigermoderen især at lægge endnu mere beslag på sit eneste barnebarn og Mette kunne sagtens forestille sig en svigerfar, der i sit hjertes godhed fik anlagt græs, plæne og staudebede, helt uden at spørge Mette og Henrik først, om det var det, de ville have. Alligevel endte de for gud ved hvilken gang til et åbent hus i et anonymt velfriseret rækkehus med åbent køkken-alrum, to børneværelser og forældresoveværelse, terrasse med herregårdsstenbelægning, skarpt kantet græsplane og grænsende op til fællesområde med legeplads.

Henrik kørte forbi sine forældre efter huskigget: ”Jeg skal bare lige fortælle dem om huset, tænk, jeg har jo leget med Lars, som boede i det, da jeg var barn – kom nu med ind!” Mette skumlede indvendigt, men fandt den høflige svigerdatter attitude frem og tøffede pænt i hælene af sin mand ind bag ligusterhækken. Mette havde ikke hørt ordet surbundsbed, før hun mødte Keld og Bente Sørensen, i hendes tanker oftest kendt som Hr. og Fru Forstad. Endnu engang vidste hun ikke, hvad hun selv drømte om, hun fornemmede bare, at det ikke var rækkehus i forstad med svigerforældre i gåafstand.