Hvad skal jeg gøre?

Jeg har før skrevet om den pragmatiske tilgang til boligudstyr, min mand har, hvor jeg mener, at min er mere æstetisk. Man kunne også sige, at min smag koster mere. Og eftersom jeg tjener 0,0 dut for øjeblikket, er der selvfølgelig grænser for, hvor meget udstyr jeg kan tjene på Zapera undersøgelser alene. Deraf følger også, at jeg må indgå visse kompromiser, det forstår jeg godt.

Men så kom min mand hjem med denne her - ting. Fra Lidl. Og den var ledsaget med glade budskaber om, hvor praktisk det var med vandtæt bagside, så det ikke bliver fugtigt af at lægge på græsplænen eller stranden:

Kan du ikke næsten mærke, hvor meget det kradser? For slet ikke at tale om, hvor statisk elektrisk mit hår bliver bare ved at nærme mig nylonhelvedet. Og så er jeg ikke engang kommet til grimheden endnu. Det kan selvfølgelig indvendes, at vi ikke holder picnic i stuen, men at tage sådan et tæppe med ud i verden, ville garanteret være starten på en social deroute.

Jeg kan enten lade ham tage det med på stranden og så holde to-fire meters afstand og sige, at jeg ikke kender noget til det tæppe, den mand eller de børn for den sags skyld. Eller jeg kan fake et anafylaktisk chok, ud fra en pludselig opstået og hidtil ukendt nylon-allergi. Eller der er pyromanløsningen, og jeg tror faktisk ikke, der ville være spor efter noget som helst, hvis jeg stak en tændstik til det ude i pejsen en mørk nat, hvor han sover sødt.



Det bliver over mit lig, at jeg nogensinde picniccer på det tæppe i hvert fald. Eller måske bliver tæppet lagt over mit lig, når jeg dør af det anafylaktiske nylonchok.