Må der være en grænse?

Det er i dag, de første grænsekontroller vil blive udført af genindførte toldere ved den dansk-tyske grænse. Det har fået Justits- og europaminister Jürg-Uwe Hahn fra den tyske delstat Hessen til at anbefale sine landsmænd at pakke badetøjet og vandrestøvlerne og rejse mod syd, i stedet for at pakke regnfrakkerne og holde ferie i Danmark.


Foranstaltningen er lille, men symbolværdien er tårnhøj. Følelserne er i kog og hvis man læser kommentarerne til Jyllands-postens artikel kan man mærke mindreværdsfølelsen drive fra danskerne. Der drages paralleller til besættelsen og man mener, tyskerne er gået for vidt, hvis de boykotter Danmark.

Hmm. Når man peger med en finger, vender de fire andre som bekendt mod en selv. Og hvem var det nu, der startede med at lukke sig om sig selv? Kan vi så med rette være sure, hvis tyskerne boykotter vores sommerhuse nu? Jeg synes, vi ligger, som vi har redt. Vi ligger lige i DF's hule hånd og vi fatter ikke, at hverken Tyskland eller Europa vil os noget ondt. De vil sådan set bare gerne, at vi deltager i det fællesskab, vi har forpligtet os til. I skolegården er der heller ikke mange, der gider lege med dem, der laver spillereglerne om, så de altid selv vinder.

Jeg blev født i 1972, da Danmark lige var trådt ind i EF. Jeg voksede op med en Venstrefar, som altid sagde, at det fik ham til at sælge sin kvægbesætning. Det stod aldrig helt klart, om det var ankomsten af den fjerde datter eller indtrædelsen i EF, der fik ham til i stedet at satse på svin. Det er muligvis et af den slags spørgsmål, jeg ikke behøver et svar på.

Ellers har EF og siden EU stået som noget lidt fjernt og støvet bureaukratisk. Mens globaliseringen er foregået lige foran min næse, i hvert fald når jeg sidder her med næsen i tastaturet. En verden med stærkt opdelte nationer er i opløsning. Formelle grænser findes fortsat, men interessefællesskaber lever på nettet uafhængigt af fysiske grænser.

Hverken "de fremmede" eller "de rige" har nogen fast definition, sikkert fordi, at når man kan se dem for sig, er det sværere at være sur på dem og bange for dem. Mere om det i et andet indlæg. Der må godt være en grænse for, hvor politisk, og dermed for nogen formentlig kedelig, jeg bliver her på bloggen.