Opgang mod undergang 10. kapitel

10. kapitel

April 2010

Henrik købte en stor buket roser på vej hjem fra lufthavnen torsdag. Han vidste godt, at han havde trukket hårde veksler på Mette i den sidste tid. Han havde også mærket hendes afvisning og forstod egentlig godt, hvis hun var træt af at være så meget alene med Katrine. Hvad han måske ikke helt forstod var, at hun nogle gange sagde, at hun gerne ville have et barn mere, men samtidig overhovedet ikke viste engagement i forhold til at købe et hus. De kunne da ikke have et barn mere i den lille lejlighed. Det måtte de lige få snakket om.

Han købte også Cava og jordbær. Nu skulle Mette nok blive god igen og i aften ville han ikke arbejde.

Han glædede sig til at overraske hende, mens han sprang op ad trapperne og låste sig forsigtigt ind i lejligheden. Henrik var notorisk ordensmenneske og allerede fra entreen skimtede han et tomt rødvinsglas ved køkkenvasken. Var hans ellers så fornuftige og nærmest alkoholforskrækkede kone begyndt at pimpe, når hun var alene hjemme? Hun som plejede at sige, at der ikke var noget mere trist, end folk der drak alene. Eller få medlidenhed, når de var ude at spise og hun så en enlig mand spise på restaurant. Mærkeligt. Han stillede flasken og jordbærrene i køkkenet.

Mette sad med sin pc i sofaen og så koncentreret ud og Katrine var faldet i søvn i sækkestolen. Ingen tog med andre ord særlig notits af, at Henrik kom hjem. Han blev lidt skuffet, men prøvede at genkalde sig den forventingsglæde, han havde følt siden han købte roserne.

Han rakte roserne frem mod Mette og de fyldte stuen med en tung parfumeret duft. Pludselig så Henrik nærmest hele scenariet udefra som en fed kliche om den travle mand, der kommer hjem med aflad købt for at dække over sin elskerinde. Lige bortset fra, at han ikke havde nogen elskerinde.

”Her skat,” sagde han og maste sig ned i sofaen ved siden af hende. Lynhurtigt skiftede hun skærmbillede til jp.dk – hvad mon hun skjulte? Mette kiggede først tomt på ham. Så blev hendes øjne røde og der samledes tårevæske i begge øjenkroge, indtil de bristede i tårer, der trillede stille ned ad hendes kinder.

Hvornår ville Henrik mon lære at forstå kvinder? Han havde aldrig for alvor haft andre kærester end Mette, men nogen gange var det som om, hun forventede, at han læste hendes tanker og vidste præcis, hvad han skulle gøre, for at få hende glad igen. Problemet var, at han ikke anede, hvad han skulle stille op, når hun græd. Så han trak hende ind til sig og lod hendes mascara tvære ud på skulderen af sin hvide skjorte. Hun rullede sig sammen til en lille pindsvinekugle i hans arme uden at gengælde hans kærtegn, men også uden at trække sig helt.

Sådan sad de en tid, Henrik fuldstændig forvirret, mens Mette græd stille. Så vågnede Katrine og kom stavrende hen og krammede Mette fra den anden side af hendes plads i sofaen.

”Mors underbukser er gået i stykker, så hun er ked af det,” sagde den snart 3-årige alvorligt til sin far.

”Hendes underbukser? Ej hvad mener du Katrine?” fiskede Henrik hos sin datter. Nogle gange forstod han hendes logik bedre end Mettes.

Mette rejste sig med et ryk, gik ud i badeværelset og låste døren. Henrik kunne høre, at hun pudsede næsen og vaskede sig ved håndvasken. Pudsede næse igen – det betød sikkert, at tårerne stadig flød.
Katrine kravlede op på hans skød. ”Du dufter af jordbær far!” sagde hun.

”Ja, jeg har jordbær med hjem, kom lad os gøre dem klar til mor,” svarede han med en mat stemme.

Efter en rum tid kom Mette ud af badeværelset og gik ind i soveværelset. Men Henrik opgav ikke og havde nu tænkt sig at spille Katrinekortet. Måske ikke lige det, han havde i tankerne, men datteren kunne Mette i hvert fald ikke blive ved med at afvise. Så de to listede ind med chokolade, jordbær, champagne og et glas mælk til Katrine. Henrik satte bakken på sengen og prikkede til Mette, som havde lagt sig med ryggen til.

”Hvad er der galt skat? Vil du ikke nok prøve at sige det?” spurgte Henrik oprigtig forvirret. Det var vel ikke noget at tage sådan på vej over, at han havde været væk et par dage i denne uge – det plejede da ikke at være SÅ problematisk.

”Det ved du sgu da godt,” svarede Mette og sendte ham et ondt blik.