Opgang mod undergang 9. kapitel

9. kapitel


April 2010

Kirsten fik langsomt følelsen tilbage i sin venstre arm i løbet af dagen og trængte den ubehagelige tanke om at skulle blive gammel, syg og hjælpeløs i baggrunden.  Det psykiske ubehag varede ved længere. Hun var nødt til at danne sig et overblik, for der var i øjeblikket flere løse ender, end hun brød sig om. Hun skrev i et nyt tekstdokument:

”Mette – mistanke formentlig intakt. Skal til koncert på fredag, hendes mand er ikke meldt til eventen. Har sandsynligvis ikke konfronteret Henrik. Jeg må selv finde en straf til ham.
Ernst – sandsynligvis fraskilt eller enkemand. Bliver nødt til at undersøge nærmere.
Mig selv – følelsesløshed i armen har fortaget sig. Underlig fornemmelse. Må lave flere gymnastikøvelser.
Henrik  - …”

Hvad skulle hun finde på. Hvis ikke Mette ville straffe ham, måtte hun selv skride til handling. Han var den mest sjuskede og respektløse i opgangen og ofte hang hans stinkende våde løbetøj for eksempel i tørrekælderen side om side, hvis ikke henover, andres rene vasketøj. Måske kunne det bruges.

Kirsten tog en skarp saks og listede sig ned af bagtrappen, låsede sig ind i vaskekælderen og kunne straks lugte gammel sved fra sportstøjet, der hang hulter til bulter blandet med rent tøj. Det tog kun et øjeblik at klippe elastikken i hans løbebukser næsten helt over. Ikke nok til at blive bemærket, men nok til, at det ville briste og bukserne falde ned efter få løbeskridt.

Normalt løb han ture mandag og fredag morgen, hvis han var hjemme. Nu skulle det første store forårsløb snart finde sted fra Tangkrogen og Henrik var i gang med at træne til dette løb. Det var nemt at følge hans træningsprogram, for han postede altid sine tider på Facebook. Og han havde en helt åben profil, så MaryP behøvede ikke en gang finde på et påskud for at blive venner med ham, for at følge med. Det var næsten for nemt. På det seneste løb han sammen med 3-4 andre mænd, som han mødte udenfor gadedøren klokken 6 på løbemorgenerne.

Kirsten smuttede op ad bagtrappen igen i al stilhed. Hun havde det bedre, men var ikke helt tilfreds. Hun burde kunne gøre det bedre end et klovnenummer med bukser, der faldt ned. Og det var jo ikke engang sikkert, han skulle løbe nu på fredag, han var ikke hjemme i disse dage.

Pludselig slog det Kirsten, hvad hun skulle gøre. Hun gik på nettet igen og googlede ”Escortpiger Århus.” Der var masser af resultater, så Kirsten valgte et bureau, der så nogenlunde sobert ud, og hvor pigerne hverken så for billige eller for prangende ud. Der var oven i købet en, hvis arbejdsnavn var Lykke. Hvilken fryd!

Kirsten skrev en e-mail fra en af sine mange mailadresser konstrueret til lejligheden. Hun satte blot Henrik ind foran snabel-a’et og svaret ville lande i hendes egen mailboks. I mailen skrev hun:

”Jeg er ret genert, men vil gerne mødes med Lykke til en gåtur i skoven. Er hun tilgængelig fredag kl. 16.30? Hun skal bare ringe på dørtelefonen og bede mig komme ned.” 

Det var præcis på dette tidspunkt, Mette altid kom hjem med Katrine om fredagen og samtidig var det den dag, hvor Henrik tilstræbte at være hjemme på samme tid for at holde weekend med familien. Med lidt held ville både Mette, Henrik og endda også datteren Katrine blive antastet af Lykke på fredag kl. 16.30 udenfor deres opgang.

Kirsten kunne strege et af punkterne fra listen: Hævn over Henrik. Hun glædede sig allerede til at følge optrinnet fra karnappen. Det ville blive en lang og spændende fredag. Først skulle Henrik på en løbetur sammen med sine venner, hvorunder han formentlig ville tabe bukserne. Så ville han med Mette som vidne blive mødt af en Lykke, som skulle instrueres i at opmuntre ham til at komme over sin generthed og gå med ham i skoven. Endelig skulle Mette til koncert om aftenen, og Henrik sandsynligvis sidde skrupforvirret alene hjemme med Katrine og prøve at rede trådene ud.

Der kom allerede svar fra escortbureauet. Lykke kunne sagtens løse opgaven for Henrik på fredag. Bureauet havde forstået, at han var genert, men lovede, at deres Lykke nok skulle få ham til at glemme alt om det på deres skovtur på fredag. Perfekt.

Bare nu alt ville klappe. Kirsten glædede sig som et lille barn til juleaften. Mente hun i hvert fald. For hun havde aldrig været et lille barn og hun havde aldrig følt ren glæde.

Hun mærkede noget vådt i øjenkrogen. Græd hun? Det havde hun ikke gjort, siden hun var barn. Men da hun tørrede øjet med bagsiden af hånden, var der en stribe af frisk blod henover håndryggen. Hun styrtede ud til spejlet. Der var en lille blødning fra øjet. Ikke voldsomt, men alligevel noget, Kirsten aldrig havde oplevet før.

Hvad var nu det? Ville hele planen nu blive ødelagt af sygdom? Hun havde det ellers meget bedre end hun havde haft tidligt om morgenen. Hun gik på Netdoktor og fandt alt for hurtigt frem til, at både sovende venstrearm og blødning fra øjet kunne være symptomer på hjerneblødning.

Det skræmte hende fra vid og sans. Hun gik ud i køkkenet, fandt flasken med Rød Aalborg i fryseren og fyldte et snapseglas. Hun drak det i et sug, stillede glasset hårdt ned og fyldte det igen. Den værste uro fortog sig. Hun kunne jo altid ringe til sin læge i morgen og formentlig blive beroliget. Hun havde virkelig ikke tid til at være syg.