søndag den 17. juli 2011

Opgang mod undergang 11. kapitel

11. kapitel

Kirsten 1957-1968

Kirsten kom i skole som 7-årig og var ikke sen til at lære at opfylde lærernes forventninger. Hun sad på første række og så ud til at suge viden til sig. Tankerne kunne sagtens flyve, selv om hun så fokuseret ud. Hun havde bare ikke brug for at få stoffet gentaget, det klæbede til hendes hjerne fra starten, ja faktisk havde hun ofte en fornemmelse af at vide tingene i forvejen. Hun var dog alt for godt opdraget til at afsløre sin kedsomhed overfor lærerne. Opgaver og stile blev afleveret rettidigt, svarene var korrekte, og stilene besvarede emnet nøjagtigt sådan som Kirsten fornemmede, lærerne foretrak det. For ikke at skinne alt for tydeligt igennem med sin fejlfrihed, indsneg hun af og til småfejl i den blækregning, som skulle afleveres, mens hun holdt nøje regnskab med de rigtige resultater, som hun gemte i en skuffe på sit værelse og sammenlignede, efter skoledagen var slut, med den blækregning, hun fik tilbage med røde mærker i.

Af klassekammeraterne blev hun omgærdet med en blanding af respekt – hun var trods alt Direktør Essendahls barn – og det had, som fulgte misundelsen over letheden hvormed hun tilegnede sig lærdom og hendes tilsyneladende arrogance overfor kammeraterne. Det var ikke arrogance, men en fuldstændig mangel på sociale færdigheder, der fik Kirsten til at virke arrogant. Bag hendes tillukkede ansigt, observerede hun stadig ivrigt på andre mennesker, men hun følte sig aldrig helt som en del af samme art. Hun lærte sig teknikker til at holde øje med sine omgivelser, selv om hun selv var en del af dem – en flue på væggen midt i begivenhedernes centrum. De andre børn vænnede sig til hendes tavse tilstedeværelse, omend de kunne fare sammen af forskrækkelse, når hun pludselig dukkede op, som om hun manifesterede sig ud af ingenting, bleg og tavs som et spøgelse.

Moderen gik altid med Kirsten den korte vej mellem skolen og den hvide patriciervilla med den store glaskarnap ud mod gaden. Således var Kirsten altid under beskyttelse på vejen til og fra skole. I frikvartererne holdt hun sig i nærheden af gårdvagten eller blev indendørs. Hun havde efter aftale med moderen frihed til at blive inde, ligesom hun var fritaget for gymnastik pga. hendes astma og lungebetændelse.

De muligheder, der alligevel opstod for at drille hende, blev primært udnyttet af Karen Smed, en stor, men hverken særlig køn eller begavet pige, som besad en stor del af magten over pigeflokken i klassen. Det gjorde hun mest i kraft af sin fysiske styrke som hun havde fra sin far, der var smed i 7. generation. Karen var også optændt af en vrede, fordi lærerne ofte hængte hendes uvidenhed ud: ”Frk. Smed har nok opfundet en helt ny fugl – en ’gul-ben’, som hun har svaret i biologiopgaven – meget interessant, den har jeg ikke engang hørt om, og jeg som troede, billedet forestillede en stork Men frk. Smed skal måske være ornitolog”.

Klassen skraldgrinede, læreren solede sig i populariteten og Karen blev rød af ydmygelse og raseri.
I frikvartererne fik Karen afløb for noget af raseriet ved at få Kirsten med om bag lokumsbygningen, hvor kun trak hendes fletninger ud, kradsede hende i ansigtet og hvis hun kunne slippe af sted med det, smurte hun også jord i ansigtet, så det så ud som om, Kirsten havde leget vildt eller været i slagsmål. Karen vidste godt, at lærerne ville se i gennem fingre med Kirstens udseende, de var alt for bange for repressalier fra Kirstens forældre, men hun vidste også, at Kirsten ville få skænd af sin mor, for at have set sjusket ud i skolen. Dette var en større tilfredsstillelse for Karen, som på de dage holdt sig i nærheden af Kirsten, når hun blev hentet af sin mor, der straks opfangede, hvis Kirsten havde forsøgt at rette op på de beskadigede fletninger eller overset en indtørret mudderstrime på siden af hovedet.

Hjemme fik Kirsten ros for sin indsats og sine flotte karakterer i skolen. Hvert karakterblad gav anledning til et klap på hovedet og en skinnende tokrone fra faderen. Men end ikke moderen anede, hvilke tanker og fantasier, der gennemstrømmede Kirstens hoved, og endnu mindre, at Kirsten var begyndt at eksperimentere med den magt, hun følte, at hun havde over andres handlinger.

I et spisefrikvarter, hvor Kirsten havde fået lov at blive inde på grund af en slem hoste skrev hun med en nøjagtig kopi af Karens håndskrift, et brev til Peter Eriksen: ”Kære Peter, jeg er forælsget i dig, skal vi være kærster? Hvis du vil, så bær min skoletasge hjem for mig i dag.” Kirsten lagde brevet øverst i Peters skolepult, så han ikke ville kunne overse det, når regnetimen startede efter spisefrikvarteret. Nøjagtig som Kirsten havde forudset, opstod der fnis omkring Peters skolepult, og han blev bedt om at læse brevet højt i klassen. Drengen, som var velopdragen og afholdt af de andre drenge, gjorde som han fik besked på. Kirsten virkede upåvirket udadtil, mens der strømmede en varm fornemmelse af sød hævn gennem hende. Det skulle dog ikke vare længe, før Karen havde gennemskuet drilleriet og begyndte at behandle Kirsten endnu hårdere. Kirsten forstod, at hun måtte være både mere forsigtig og mindre forudsigelig, når hun fremover skulle påvirke ting til at ske.

Kirsten vaklede mellem trangen til at være som de andre og følelsen af at være et ophøjet og mere intelligent væsen end de andre. Hun havde arvet sin fars selvsikkerhed, og det var først som en lidt større pige, at hun for alvor ønskede at være en del af flokken. Da hun kom til mellemskolen kom Karen i den frie mellemskole for de mindre boglige, og Kirsten planlagde en helt ny udgave af sig selv, en mere talende og deltagende pige i klassen. Hun vidste fra sin grundskoleklasse, hvad pigerne talte om, og det eneste, der afslørede hende var den afvæbnende latter, som hun afsluttede hver sætning med, når hun alligevel var i tvivl, om hun havde sagt noget ufrivilligt komisk. På de nye klassekammerater virkede hun mest af alt som en dårlig skuespiller, der læser sine replikker op i stedet for at spille dem. De gamle klassekammerater, som var fulgt med i mellemskolen, accepterede stiltiende Kirstens forandring. Alle var så optagede af sig selv, at der ikke var rum til at undre sig over, at blege, høje Kirsten Essendahl forsøgte at blive en del af pigeflokken.

Det lykkedes aldrig Kirsten at komme helt ind i inderkredsen af piger i klassen. Kun hendes evne og villighed til at lave de andres hjemmeopgaver på en sådan måde, at det ikke lod sig afsløre, hjalp hende frem til realklassen med skindet på næsen. Hendes egne resultater og flid var stadig bemærkelsesværdige, og hun forventedes at gå videre til handelsgymnasiet, så hun kunne blive rustet til en elevstilling på kontoret i Essendahl Møbel Import. På handelsgymnasiet var der flest drenge i klassen og Kirsten trak sig atter ind i sig selv og besluttede at koncentrere sig om at opnå gode resultater og dermed tilfredsstille faderens ønske om at få hende ind i firmaet. Omend det ikke ville være passende, at hun som kvinde skulle overtage virksomheden, var det stadig Erhards håb, at hun en dag ville gifte sig med en mand, som var direktørposten i den gamle virksomhed værdig. Lidet vidste han, at Kirstens sociale evner var så uudviklede, at det forekom hende utænkeligt bare at tale med jævnaldrende og da slet ikke repræsentanter for det modsatte køn.

Fætrene blev hun nødt til at tolerere til familiemiddagene, men forældrene var kun stolte af hendes ophøjede tavshed ved disse lejligheder, som de tog som et tegn på, at deres opdragelse af en flittig, men dydig og tilbageholdende pige var lykkedes. Med denne ballast fik hun kontorplads i faderens virksomhed efter handelseksamen i 1968. At der foregik et ungdomsoprør, var ikke en del af Kirstens univers.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kloge kommentarer: