Kan I egentlig bedst lide nutid eller baggrund eller er en kombination passende?
12. kapitel
April 2010
”Mette, hvad er det, du tror, jeg godt ved?!” spurgte Henrik. Han forstod virkelig ingenting.
”Årh og så benægter du! Det her er sgu ikke nogen dårlig film, Henrik, det er dit og mit liv, og hvis du ikke engang kan indrømme, hvad du har lavet, så er vi færdige.”
”Jamen Mette, jeg fatter ingenting!”
Men Mette havde været mere rasende og ude af sig selv, end han nogensinde havde set før. Hun hørte ikke, hvad han sagde, men rejste sig, greb sin taske og jakke og forlod lejligheden. På vej ud af døren sagde hun:
”Du kan jo tænke over om det er din Lykke eller vores lykke, der er vigtigst.”
Katrine havde set sit snit til at spise en god del af jordbærrene i glasskålen på sengen. ”Ups far,” sagde hun, idet hun kom til at vælte skålen ud på lagenet, så der blev en kæmpe rød plet. Hendes mund var også smurt ind i jordbær og Katrine havde det fantastisk. Hun reddede et af bærrene fra at trille på gulvet, krammede det i hånden, så saften dryppede ud mellem de små buttede fingre, da hun rakte det til Henrik med et ”Her far, smage?”
Uden at vide, hvad han ellers skulle stille op, trak Henrik alt sengetøjet af og gik ned i vaskekælderen med det. Han hadede uorden og snavs og ville vaske det med det samme. I kælderen hang også hans løbetøj, som han tog med op. Skulle han fortsætte i dårlig romantisk film-stilen og løbe efter Mette? Men hvor var hun mon? Og hvad så med Katrine? I romantiske film er der aldrig en to-årig, der smører jordbær ud over sig selv og ødelægger scenen. Men hvad var det overhovedet, han skulle bede om tilgivelse for? Og hvad var der nu i vejen med deres lykke?
Han fyldte Katrines badekar og satte hende i. Prøvede at ringe til Mettes mobil, men den havde hun ikke fået med i farten. Det blæste og regnede, og Henrik håbede, hun ville komme hjem, når hun havde raset ud. Der var planlagt påskefrokost hos hans forældre på søndag, der skulle alt gerne være tilbage til normal.
Henrik gennemgik posten og faldt over en besked fra overboen om at skrue ned for deres vækkeure. Den sure gamle dame, kunne hun ikke bare få sig et liv? Uden at tænke over det, stak han brevet i jakkelommen i stedet for at smide det i skraldespanden.
Han fik Katrine op af badet, gav hende en rugbrød, fordi hun pludselig var sulten. Ikke så mærkeligt, eftersom hun kun havde fået jordbær og klokken nærmede sig hendes sengetid. Mens han puttede hende, lå han og tænkte på, om det bare var fordi, han havde arbejdet så meget, at Mette var blevet så frustreret. Der var noget, der ikke stemte. Hun ville gerne have et barn mere, hun ville gerne have lykke. Han ville gerne købe et rækkehus og sørge for, at hans forældre kunne hjælpe med at aflaste Mette med børn i fremtiden. Hvad skulle han ellers gøre for at bidrage til deres lykke? Hvad var den hemmelige formel og hvad var det, han stod anklaget for?
Der lød puslen i lejligheden ovenfor. Faktisk lød det som om, den sure gamle dame var i gang med at omrokere møblerne i hele lejligheden. Det kunne være sjovt at sende hende et klagebrev i samme stil, som dem hun så ofte havde sendt til dem. Sært at tænke på, hvor lidt man egentlig ved om de mennesker, man bor så tæt på, at man kan høre dem trække ud i toilettet, men ikke aner, hvad de tænker på og drømmer om.
Henrik ville ikke ringe og alarmere andre. Det her skulle nok løse sig og snart ville Mette dukke op igen. Men aftenen skred frem og Mette var ikke dukket op, da Henrik faldt i søvn på sofaen.
Datid er fint - lav endelig ikke om på det!
SvarSletOh spænding - Hvad mon Kirsten pusler med ovenpå?
Og kommer Mette mon hjem igen, så påskefrokosten kan fuldendes? Jeg er ikke til happy endings, meeeen det føles alligevel lidt uretfærdigt for den stakkels Henrik.
Fint med en god blanding af det nye og gamle. Det er spændende nu, glæder mig allerede til mere :-)
SvarSlet-Stine