Ville din mand/kæreste/bror/far mon gide læse denne historie? Jeg tror, jeg har flest kvindelige læsere, men min mand er også fanget nu. Er der andre mænd her?
14. kapitel
April 2010
Mette ruskede Henrik vågen på sofaen. Hun frøs og ville gerne ind under sin dyne og bare sove og glemme.
”Hvorfor har du taget sengetøjet af? Har du haft besøg? Fandeme friskt lige at ringe efter Lykke, så snart jeg er uden for døren!”
Henrik satte sig fortumlet op. Han havde knastørre øjne og ondt i nakken af at sove krøllet sammen på sofaen.
”Mm, jeg skal lige vågne. Hvad er det, du snakker om? Hvor har du været?”
”Ja, bare benægt. Jeg tager sofaen i nat og jeg skal for resten til koncert i morgen aften, så du må tage dig af Katrine.”
Henrik kom på benene og gik ud og plaskede koldt vand i hovedet. Var lykke en eller anden form for kodeord eller havde det andre betydninger, han ikke kendte. Så forstod han med et, hvad det var, anklagen gik ud på.
”Mette, regner du med, jeg er utro? Er det det, du påstår? For det er jeg altså ikke.”
”Tænk at du ikke engang står ved det!” råbte Mette og gik ind til skuffen og fandt brevet fra Lykke.
”Hvad er så det her?”
Henrik tog papiret, stirrede, læste det og genlæste det vantro og sagde så helt afkræftet:
”Det ved jeg virkelig ikke. Jeg ved det sgu ikke Mette.”
”Hvis du ikke stod og løj mig op i ansigtet, så havde du måske – MÅSKE – en chance. Men den er du i gang med at forspilde." Mens hun talte, havde Mette hentet sin dyne og lagt et nyt betræk på og bredt et lagen ud på sofaen. Hun puffede den endnu søvndrukne Henrik ud i gangen og lukkede døren i. Hun lagde sig på sofaen og mærkede igen tårerne løbe lydløst og lave sorte mascarapletter på det rene pudebetræk.
Henrik stirrede på brevet, han stod med i hånden. I brevet stod der:
”Kære Henrik,
Tak for et eventyrligt tirsdagsmøde – samme tid og sted næste tirsdag?
Kærligst
Lykke”
Hvem var mest vanvittig her? Var Mette blevet så sur over et eller andet, at hun selv havde konstrueret beviser og brugte dem som påskud for at gå fra ham? Det gav jo ingen mening. Det eneste han havde gjort var at have haft meget arbejde. Men ellers kunne de jo heller aldrig købe det rækkehus. Hvad ville hun egentlig have?
Der var et eller andet bekendt ved brevpapiret, han stod med i hånden. Også måden, arket var foldet skarpt og den lidt hengemte lugt af støv, som kom fra papiret, syntes han, han genkendte. Han stod lige ved siden af sin jakke, som hang på en bøjle i entreen og fik øje på den hvide kant af et brev, der stak op af lommen. Klagebrevet fra overboen. Han hev fat i det, og stod med to fuldstændig identiske stykker papir med samme foldning og ikke mindst samme støvede lugt. Kun var det ene håndskrevet og det andet maskinskrevet. Han trak arkene helt op til næsen. Først det ene og så det andet. Der var ingen forskel. Kunne det virkelig passe?
Han åbnede forsigtigt døren ind til stuen. I det svage lys fra gaden kunne han se Mettes silhuet. Hun lå helt stille i sofaen med ryggen til døren. Hendes åndedrag lød sødt og regelmæssigt. Han havde lyst til at vække hende, men gjorde det ikke. I stedet gik han ud og tændte den skarpe lampe i køkkenet, lagde de to stykker papir foran sig og snuppede en cola fra køleskabet. Nu skulle der tænkes både klart og hurtigt.
Uhhhh, endelig faldt ti-øren... er virkelig spændt på fortsættelsen!
SvarSlet