Opgang mod undergang 15. kapitel

Det var ikke mange mænd, der kom frem i lyset der i går. Men ok, det er godt nok for mig, at jeg ved, der er et par st:ykker, som læser med. I behøver jo ikke være at finde under Faste Læsere, hvor min egen er den eneste repræsenterede  mand. :o)

15. kapitel


April 2010

Fredag morgen kl. 5.45 stod Kirsten i sit køkken og var lysvågen. En god nats søvn havde gjort godt og den summende følelse i venstre arm var ikke så tydelig denne morgen. Kirsten var igen helt klar i hovedet og kunne endda smile lidt af sig selv ved synet af den uordentlige stue. Hun måtte have spisebordet og stolene tilbage på deres oprindelig plads igen, for sofaen kunne hun ikke flytte ved egen kraft.

Kaffen sendte sin liflige duft op i hendes næse. Hun tog den med hen til altanen ved siden af karnappen, gik ud, lukkede døren til og satte sig i en havestol helt ind mod muren, så hun ikke kunne ses nedefra. Det var en kølig men tør og stille morgen. Perfekt til at bære lyde fra gadeniveau helt op i 4. sals højde.

Klokken blev 6, der hvor Henrik plejede at løbe. Der skete bare ingenting. Heller ikke klokken 6.15 var der så meget som den mindste lille lyd fra opgangen eller gaden. En skuffende start på den fredag, Kirsten havde bygget tårnhøje forventninger op til. Heldigvis var glansnummeret, at escortpigen Lykke skulle komme og gå tur med Henrik samme eftermiddag.

Kirsten blev irriteret, men lod sig ikke helt slå ud over aflysningen af morgenens underholdning. Hun ville købe lidt lækkert til eftermiddagskaffen, så hun rigtigt kunne nyde det forventede drama kl. 16.30. Nu skulle møblerne på plads og selv om klokken kun var 6.30, gik hun i gang med at skubbe spisebordet tilbage i karnappen.

Allerede klokken 16 sad Kirsten klar med en hindbærsnitte og endnu en af dagens talløse kopper kaffe. Den unge familie havde forladt lejligheden til sædvanlig tid samme morgen, uden Kirsten havde bemærket noget særligt. Men hun havde også siddet på altanen, mens de stod op, så hun havde ikke kunnet høre eventuelle skænderier gennem gulvet. Den morgen var en ærgerlig fodfejl, men før eller siden ville Henrik vel løbe igen.
Det blev Mette, der først viste sig med klapvognen klokken 20 minutter over fire. Rundt om hjørnet kom en anden kvinde, som Kirsten genkendte fra escortbureauet. Mette var lige ved at ramme hende med klapvognen, som hun skubbede indædt, men fik så også øje på hende og så begyndte tingene at glide ud af Kirstens kontrol.

”Gitte? Har vi ikke gået i folkeskole sammen? Hvad laver du her?!” hørte Kirsten Mette sige.

”Heeej Mette, jo det har vi da. Det er godt nok længe siden, men du ligner dig selv. Du tror det er løgn, men jeg har det her studiejob, som jeg tjener vildt gode penge på, og så er det både sjovt og nemt. Jeg skal faktisk mødes med en stakkels ensom fyr her og gå en tur med ham i skoven.”

Kirsten knugede kaffekoppen hårdt og mærkede sved pible frem fra panden. Hindbærsnitten blev stående tør og urørt på tallerkenen. Hun forstod ikke mekanismerne i det, der foregik, men kunne høre de to piger skiftevis grine og tale afdæmpet, mens de blev stående og Katrine faldt i søvn med hovedet helt på skrå i klapvognen, uden Mette opdagede det.

Gitte, med arbejdsnavnet Lykke, fik pludselig den professionelle mine på, da Henrik også dukkede op. Han gik mod den opgang, hvor hun skulle mødes med en Henrik. Så fik han øje på sin datter og kone og sluttede sig til selskabet.

Mette sagde ikke noget, så Gitte overtog styringen: ”Hej jeg hedder Gitte,” sagde hun.

”Henrik,” svarede  han høfligt og gav hånd.

Gitte lavede en lynhurtig tavs kalkulation. Var det hendes kunde?  Han virkede nu ikke genert, men hvor mange Henrik’er kunne der være i den opgang?

”Hvad sal bor I egentlig på?” spurgte hun, og genkaldte sig 3. th fra sin mail med opgaven.

”3.” sagde Mette og øjnede en chance for at slippe for at være alene med Henrik. ”Vil du ikke med op? Jeg skal faktisk til en koncert med Michael fra gymnasiet i aften, kan du huske ham?”

”Jeg er jo egentlig på arbejde,” sagde Gitte og sendte i skjul et misbilligende blik mod Henrik. Så sagde hun meget højt: ”Men den gris har da godt af at blive brændt af, så lad mig bare komme med. Er det ham Michael som har et band nu?”

”Ja, det kan da være, du også kan komme med, hvis du ikke har andre planer?” sagde Mette, som hadede at skulle overskride sin egen grænse og gå til koncert alene.