Opgang mod undergang 16. kapitel

Æv jeg har mistet to faste læsere de sidste to dage. Hvis der er andre, der hellere vil have min almindelige blog, så hold ud - projektet her er færdigt for denne omgang om en uges tid og jeg savner også at blogge almindeligt igen.

Værsgo til dem, der endnu hænger ved - og bliv lige hængende ikke?

16. kapitel

April 2010

Henrik havde besluttet sig for at blive helt sikker i sin sag, før han involverede Mette. Han kunne godt mærke, at hun undgik ham, men det var egentlig heldigt nok, at hun var stødt på sin gamle veninde Gitte, for så længe der var andre i lejligheden, var der hverken gråd eller beskyldninger, kun tavshed og kulde, måske blandet med en lille åbning af tvivl hos Mette.

Egentlig var det også fint nok, at de skulle til koncert, så han kunne få arbejdsro. De havde allerede skaffet back stage pas til Gitte, og når sandheden skulle frem, havde Henrik det bedst med, at Mette ikke tog alene af sted med den mistanke, hun tydeligvis havde, selv om den var ubegrundet. Han kunne næsten ikke vente på den forsoning, han vidste, ville komme, men han var nødt til at have vished for sin mistanke til overboen. Han måtte finde fældende beviser og måske endda melde overboen til politiet for chikane.

Han åbnede en flaske rødvin til pigerne, men tog selv en danskvand. Gitte sendte ham et vredt blik, skjult for Mette, da han stillede glasset foran hende. Sikke en uhøflig opførsel, men det ville være dumt ikke bare at stryge hende med hårene, når nu hun bevirkede en skrøbelig og overfladisk fred i lejligheden.

”Far, jeg er fæææærdig,” lød det fra badeværelset og Henrik forsvandt fra stuen. Katrine havde affundet sig med Mettes mærkelige humør og trak i stedet på sin fars overskud eller i hvert fald mindre underskud end sin mors.

”Skal vi købe nye underbukser til mor?” spurgte hun så, mens hun kæmpede med at få sine egne på. Helt uvidende om spændingen mellem forældrene var hun alligevel ikke.

”Hvorfor snakker du så meget om de underbukser?” fiskede han endnu en gang.

”Mors er ikke sådan her, der er bare en snor,” sagde Katrine.

”Hvordan snor Katrine?” udfrittede Henrik, som havde på fornemmelsen, at der var noget vigtigt i det, Katrine sagde, uden helt at vide hvad eller hvorfor.

Mettes skuffe var fyldt med hvide Sloggi og Henrik blev helt flov over at forestille sig, at det var en G-streng, Katrine prøvede at beskrive. Hvor skulle hun have hørt om eller set sådan en? Men hendes beskrivelse blev mere og mere præcis, uden at Henrik hjalp hende på sporet.

”Og så smed hun dem i skraldeposen, fordi de var i stykker,” insisterede Katrine. Det var heldigt, at hun havde så veludviklet et sprog for en næsten treårig. Var det Mette, der havde en affære og gik med frækt undertøj for en anden mand? Men hvorfor skulle det gøre hende så vred på ham?

Han spidsede ører, da han gik forbi døren til stuen. Rødvinsflasken var næsten tom og Gitte lænede sig ind over bordet og sagde lavmælt til Mette: ”Jeg tror altså, det var din mand, der var min kunde. Det var en Henrik og han havde samme adresse.”

”WHAT?”

”WHAT?”

Det første what var Mettes, det andet Henriks, idet han kom brasende ind i stuen.

”Jeg er sgu ikke din kunde, hvad er det i det hele taget for noget at sidde og lukke ud? Skal du bare provokere, så tager jeg med Mette til koncert og så kan du bare skride.

Stille og roligt fiskede Mette sin udprintede email op af lommen og lagde den triumferende på bordet mellem Henrik og Mette. Først snappede Mette luft ind til en lang anklage, men så så hun, at den ikke var sendt til Henriks email-adresse. I hvert fald ikke en adresse, hun kendte til. Som om han læste hendes tanker, udbrød Henrik i det samme: ”Det er jo ikke mig, det der, jeg kender slet ikke den email.”

Der lød et hårdt dunk i gulvet fra lejligheden ovenpå. Nærmest som noget tungt, der faldt på gulvet. Henrik stirrede vantro på Mette. Begge kiggede op mod lyden og så ud som om, de tænkte det samme. Så hev han sine to andre beviser op af jakkelommen og lagde dem tavst ovenpå den udprintede email.

Gitte kiggede usikkert fra den ene til den anden og forstod naturligvis ingenting.

”Mette, det er alvorligt det her. Men jeg bliver nødt til at spørge, om Katrine har set dig smide en g-streng i skraldeposen,” sagde Henrik.

Gitte var vant til at føre an og faldt ind med en lidt skinger latter: ”Det er sgu en mærkelig humor, I to har. Vil nogen lige fortælle mig, hvad der foregår?”

Mette ignorerede hende og stirrede med blanke øjne på Henrik. ”Jeg troede, du havde smidt dem i skraldeposen. Jeg troede… ja du ved jo godt, hvad jeg troede.”

”Det var satans,” var det eneste Henrik kunne sige.

”Klapvognen og barnevognen,” udbrød Mette. ”Det var garanteret også hende!”