Opgang mod undergang 17. kapitel

17. kapitel

April 2010

Intet var gået som Kirsten havde forestillet sig den fredag. Planen havde selvfølgelig haft svage punkter, men at det hele skulle gå i vasken var alligevel mere uheldigt, end det burde være muligt. Hun havde været så optaget af at smede rænker, at detaljerne om, hvorfor hun egentlig var vred på sine underboer, havde fortabt sig i glemsel. Der var i det hele taget flere og flere episoder, hun ikke kunne huske tydeligt.

Lykke var gået med hele familien op i lejligheden og den sidste chance, Kirsten havde for at tage del i begivenhederne, var at lægge sig fladt på gulvet med øret mod det sted, der var det største mellemrum mellem gulvplankerne. Der lugtede lidt af mug og fugtigt træ. Unægtelig en noget skuffende tilskuerplads i forhold til den søde smag af hævn med hindbærsnitte, hun havde håbet på.

Etageadskillelsen i den gamle ejendom havde nogle svage punkter, hvor isoleringsmaterialet mellem gulvbrædderne og stukloftet nedenunder var mørnet væk. Disse steder gik dele af samtalen tydeligt gennem loftet.

Kirsten var en fantastisk matematiker og kunne drage logiske følgeslutninger så hurtigt, at ingen kom op på siden af hende. Men når andre mennesker opførte sig irrationelt kom hun til kort. Der var en faktor, som virkede selvfølgelig i andres liv, men som Kirsten ikke kunne få greb om. Det uforudsigelige spil mellem mennesker med følelser, kunne hun ikke afkode.

Der var en del af samtalen, hun ikke kunne høre. Men det var tydeligt, at Lykke kendte Mette, selv om det lød til, at hun kaldte sig Gitte eller måske Ditte overfor Mette. Der kom høje latterbrøl, stille fnisen, mumlen, høje råb, ind i mellem afbrudt af den lyse barnestemme, men ikke noget særlig brugbart.

Der blev talt om papirer. Det var på det tidspunkt, at det dæmrede for Kirsten, at hun måske havde handlet uforsigtigt. Hun skulle ikke have sendt det klagebrev om vækkeurene, det betød jo ikke noget i det større spil, hun var i gang med.

Kirsten kom akavet på benene, det var svært at komme op fra helt liggende på et hårdt gulv. Da hun var halvt oprejst, vaklede knæene under hende og hun faldt på ryggen, men nåede at tage fra med venstre albue. Det gav et ordentligt brag. Hun sagde ikke en lyd, det var længe siden, hun havde udtrykt smerte eller andre følelser i ord, der var jo alligevel aldrig nogen til at høre ordene. I stedet sprang en sveddråbe fra panden, fik følgeskab af flere og de samledes til en lille flod, der løb ned foran øret og derfra dryppede videre ned på trægulvet.

Hun bed tænderne hårdt sammen og krøb forsigtigt som en slange på maven ud mod køkkenet. Det var bedst at holde lav profil nu. Hvis de bare ikke hørte hende, kunne de tro, det var et maleri eller andet tungt, der var faldet ned. Hun overvejede at tage til et hotel i en anden by i nogen tid. Bare indtil gemytterne havde lagt sig. Ingen ville vel i længden mistænke en gammel kone for at have lavet så meget ravage i den anden families liv. Deres beviser kunne vise sig at være falsums, de kunne i hvert fald sløres, så de ikke pegede så direkte på hende.

Kirsten var i mavekrybende stilling nået til soveværelset. Her fandt hun trøst i det gulnede brev fra Ernst Schmidt, hendes eneste livline til en verden, der ikke tog notits af hende. En verden, for hvem hun var helt ubetydelig, når det kom til stykket.

Hun havde stadig svært ved at holde balancen, da hun tumlede i seng. Men denne gang landede hun blødt og lydløst. Hun turde ikke frembringe en eneste lyd, der kunne afsløre, at hun var hjemme. Den venstre arm var igen delvist følelsesløs. For anden aften i træk faldt Kirsten udmattet hen, uden hverken at børste tænder eller rydde op i køkkenet. Men hun holdt det gamle gulnede brev tæt ind til sit bryst, som hævedes og sænkedes langsomt og med en let astmatisk piben, da hun faldt i søvn.