Tragedien i Norge får pludselig min hovedperson til at fremstå from som en pigespejder. Det virker næsten forkert, at verden går videre, men det gør den, også i opgangen.
18. kapitel
April 2010
Efterhånden som indicierne voksede sig tydeligere og tydeligere, skiftede stemningen mellem en blanding af vantro og intens koncentration i den lille families lejlighed. Mette var ikke parat til helt at slippe al sin opbyggede mistanke, det gjorde for ondt at tænke på, hvor meget skade hun kunne have forvoldt deres forhold, hvis det hele bare var rænkespil.
Det mest bizarre var g-strengen. Hvis Henrik virkelig var uskyldig, hvordan var de så havnet i skraldeposen? Affaldsposen var for længst kørt til forbrændingen og egentlig havde Mette heller ikke lyst til at gense trusserne. Endnu engang var det lykkedes dem næsten at glemme Katrine, som lå i sin sækkestol og så Disney Sjov. ”De lugtede af kaffe,” indskød hun sagligt. Hun havde trods alt næsen i den rette højde, selv om det var en meget underlig observation. Men hvis de gjorde det, var det så et forsøg på at få dem til at se brugte ud.
Et andet tilbagevendende behov var hævntørst. De var flere gange tæt på at drøne op ad henholdsvis for- og bagtrappen for at omringe Kirsten og give hende den største skideballe, hun formentlig nogensinde havde fået. Men det virkede for nemt og hurtigt afsluttet. De måtte pine hende og finde en måde at lade hende smage sin egen medicin.
Gitte morede sig over at være gået fra en opgave, som man aldrig på forhånd vidste, hvordan ville udvikle sig, og til at være spundet ind i dette drama med sin gamle skoleveninde. Hun var med på at udtænke en ondsindet hævn, men manglede ligesom Mette stadig at blive helt overbevist om, at Henrik ikke bare løj om det hele for at dække over sig selv. Hun havde set og hørt mange mænd jamre og klage over deres koners eller kæresters manglende opmærksomhed, som havde kastet dem nærmest viljesløst i armene på hende i sit velbetalte studiejob. Hun var en god lytter og gjorde aldrig andet end at nikke forstående og sympatiserende, mens hun tænkte på, hvilke uendelige mængder forsmået klynkeri, der også fandtes i mændenes verden.
Da tiden nærmede sig for koncerten havde de en masse ideer på en liste, men ingen af dem var fuldfærdige eksekverbare planer. Pigerne overlod det modvilligt til Henrik at arbejde videre, men han måtte love ikke at gøre noget, i det mindste indtil Mette var hjemme igen. De måtte stå sammen i hævnen, aftale deres træk og spille kortene bedst muligt, for at få skovlen under den gamle snedige rad på 4. th. Hun var en værdig modstander, der helt sikkert havde flere modbydelige planer.
Koncerten var i fuld gang, da Gitte og Mette ankom. De kunne ikke komme helt frem for den kødrand af mennesker, som stod foran scenen, men genkendte straks Michael, ham fra gymnasiet som alle piger var lidt forelskede i på et tidspunkt i løbet af de tre år. Det så ud til stadig at være tilfældet, blot var det stadig gymnasiepiger, der stod og kiggede henført på Michael som måtte være 30 eller 31 år. Det var tydeligt, at han nød det i fulde drag.
Mette mærkede også et sug i mellemgulvet, da han fik øje på dem ved baren og sendte hende et stort og selvsikkert smil. Eller var det mon til Gitte, eller bare samme smil, som han sendte alle, for at holde sit plade- og koncertbilletsalg ved lige?
Gitte smiskede løs for ham, da de gik back stage efter koncerten. Det var den irriterende side, som Mette havde glemt, men som straks bragte hende 12 år tilbage i tiden til studenterfesterne, hvor Gitte var en af dem, alle elskede, mens Mette selv lige var blevet forlovet med Henrik.
Michael skaffede øl til dem og solede sig videre i sin succes blandt en del andre inviterede til back stage party. Der var flest piger og langt de fleste yngre en Mette og Gitte. Men det var Gitte ligeglad med, mens Mette følte sig mere og mere forkert for hver mundfuld øl, hun drak. Hun prøvede at holde tankerne på alt, hvad der var sket de sidste uger og finde bare en lille bitte plausibel grund til, at overboen skulle lade sin vrede gå ud over hende og Henrik. Mette syntes, at Henrik var ordensmenneske grænsende til det perfide, mens hun selv godt kunne glemme alt om vasketøj, cykel og barnevogn i kælderen eller sin tur til at feje bagtrappen.
Hun orkede pludselig ikke se på Gittes spillen op til Michael og hans solen sig i det. De var jo ikke kommet videre overhovedet siden 3.g nogen af dem. ”Jeg tror, jeg går hjem,” sagde hun, og Gitte nikkede bare gennem larmen. Det var ikke sikkert hun havde hørt, hvad Mette sagde. Men da hun rejste sig og tog sin jakke på, lagde Michael en tung arm om hendes skulder. ”Hey, du skal da ikke allerede gå,” sagde han og gav hende et smækkys på kinden. Han duftede dejligt og Mette var lige ved at lade sig rive med, om ikke andet så for at vise Gitte, at hun ikke kun var den kedelige forlovede Mette.
Alligevel brød hun op og så Michaels arm lægge sig lige så tungt om Gittes skulder, da hun vendte sig mod dem fra døren. Hun gik hjem ad Bruuns Gade og tænkte på den morgen, hun havde skygget Henrik, da hun passerede banegården. Så fik hun en ide og satte farten op for at skynde sig hjem og dele den med Henrik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: