19. kapitel
April 2010
Lørdag formiddag var bedre, end de sidste mange lørdage hos Mette og Henrik. Spændingerne var afløst af et fælles projekt: Hævn. De havde talt det meste af natten og de havde grædt begge to, men lydløst for ikke at Kirsten skulle høre dem og lykkeligt, fordi det var den slags gråd, som gør glæden og samhørigheden meget større, efter man har grædt sammen.
Nu sad de med sen morgenmad og lagde de sidste brikker til deres plan. Der lød listende trin på trappen. Ikke noget de før ville have taget notits af, men nu styrtede Mette ud til dørspionen. Det var Kirsten, der forsigtigt var på vej ned med et indkøbsnet og ved første øjekast et bistert udtryk i ansigtet. Men der var også en afgrundsdyb forvirring i det blik, der stirrede direkte ind på Mette, idet Kirsten passerede deres dør.
Da Kirsten nåede en etage længere ned, stod Mette stadig og fulgte hende med øjnene, nu med døren på klem. Hun talte skridtene, 10 trin for hver etage delt i 2x5 med et lille repos mellem hver. Ved det sidste trin på 2. etage lød et drøn og et kort støn forplantede sig op gennem den nøgne opgang, op til Mette. Hun glemte alt om sine hensigter og styrtede ned ad trappen, mens hun råbte på Henrik.
Kirsten lå livløs med hovedet til den ene side og venstre arm og ben underligt dinglende ned over de næste trin. Mette væmmedes ved at skulle yde førstehjælp til sådan en heks og var lettet, da hun mærkede åndedræt på den pegefinger, hun forsigtigt stak ind under Kirstens næse. Henrik kom ned med Katrine på armen, rakte hende til Mette og fik resolut hevet Kirsten på benene.
Hun blinkede forvirret med øjnene og for sammen, da det gik op for hende, i hvis arme hun var kommet tilbage til bevidsthed. Hun prøvede at vriste sig løs, men kunne ikke bevæge venstre ben. Det var simpelt hen knækket sammen under hende sekunder før faldet. Så prøvede hun at protestere og baskede løs med højre arm, men hendes tunge ville ikke makke ret og der kom kun langtrukne og uforståelige lyde over hendes læber.
2. sals beboere var kommet ud og en havde ringet efter en ambulance. Mette spurgte, om nogen kendte nogle pårørende, de kunne kontakte, men det var der ingen, der gjorde. De fandt hendes sygesikringskort i tegnebogen og et personligt brev fulgte med op, da Mette hev kortet op. Det var gammelt og gulnet, men uden på kuverten stod et telefonnummer, som virkede til at være tilføjet for nylig. Inde i brevet var der mod alle odds en slags kærlighedserklæring fra en Ernst Schmidt.
Ambulancen kom inden de havde fået kontaktet denne Ernst, og i mangel af ”pårørende, der skal underrettes” fik ambulanceredderen Mette og Henriks telefonnummer.
*
Da ambulancen var kørt og de var tilbage i lejligheden stod Mette lidt med det store hule mælkechokoladeæg, hun havde købt som en del af sin plan. Oplysningen om Ernst kunne bruges til at gøre hævnen endnu sødere. Henrik, den altid fornuftige, sagde, at de måtte droppe planen nu, det var jo ikke sikkert, hun overhovedet ville komme levende hjem fra hospitalet.
Mette kunne ikke slippe tanken helt og fiskede den lille note ud af ægget, som hun møjsommeligt havde boret et hul til, uden at knække skallen på ægget. Hun ændrede tekstens afsender fra ”DSB Rejser,” til ”Ernst Schmidt.” Den øvrige ordlyd ændrede hun fra:
”Tillykke! Du har vundet påskekonkurrencen om en oplevelsestur med DSB. Tag dette bevis med til skranken på Århus Hovedbanegård og indløs det til en billet til påsketur lørdag den 10. april 2010. Afgang fra Århus kl. 10.00.”
Til:
"Kirsten! Jeg er så glad for at have fundet frem til dig. Du har været i mine tanker alle årene og nu må det briste eller bære. Kom med mig på påsketur lørdag den 10. april 2010. Afgang fra Århus kl. 10.00. Tag dette bevis med til skranken på Århus Hovedbanegård og indløs det til en billet. Mød mig i toget på den reserverede plads.”
Det var jo ikke sikkert, der nu ville blive behov for hævn, men hvis der blev, havde Mette forstået så meget af det korte blik på det gulnede brev, at Ernst Schmidt ikke var uden betydning i Kirstens liv og tanker.
Mette ville sørge for, at Kirsten skulle få sig en overraskelse på Århus Hovedbanegård. Hun var garanteret ærgerrig nok til at tage imod en præmie, selv om hun sikkert sjældent rejste nogen steder. Med Ernst som afsender, følte Mette sig sikker endnu mere sikker på, at Kirsten ville reagere på påskeægspræmien, som hun havde tænkt sig at sende ham op til lejligheden med. Hvis altså Kirsten kom tilbage fra hospitalet. Mette håbede ikke, hun måtte ikke slippe så let som at dø i synden.
Jeg har været væk fra en pc så har ikke kunnet følge med - men har nu læst op!
SvarSletDu skriver super godt og jeg glæder mig til mere.
De som ikke gider være med - fred være med dem.
Kunne du evt. lave en separat bog blog?