Opgang mod undergang 20. kapitel

Jamen OK så bestemmer jeg selv straffen :-). I øvrigt er jeg stolt af nu også at have min nevø, den nyslåede student, på læserlisten. I den anden ende af skalaen finder vi mine svigerforældre. Og jeg troede, min målgruppe var kvinder på min alder!

20. kapitel

April 2010

Der var intet nyt fra hospitalet søndag morgen, da familien gjorde klar til påskefrokost hos Henriks forældre. Alle bemærkede en anderledes fri og glad stemning hos Mette og Henrik og på et tidspunkt spurgte tanten helt ublu, om Mette var gravid. Hun rødmede og benægtede, men tanten så bedrevidende på hende. Benægtelsen blev ikke godtaget. Sådan var Henriks forældre og familie: Uden fornemmelse for personlige grænser og med ret til at blande sig i alle anliggender.

Tvivlen var nu fejet væk hos Mette og det at Kirsten var væk, gav hende et åndehul og mulighed for at forberede sit næste træk. Altid korrekte Henrik syntes godt nok efterhånden, det var nogle grumme planer, hun lagde og selv om han var virkelig vred, var han nået frem til, at det rigtigste ville være at lade politiet tage sig af sagen Kirsten, når hun kom ud fra hospitalet. Men under alle omstændigheder havde en lettelse indfundet sig og også Katrine var i hopla, så farmor stolt kunne fremvise hende til sin familie, uden at hun hverken græd, blev genert eller trak sig om bag Mettes lår. Mette hadede, når hendes svigermor brugte sit eneste barnebarn som show case og fik hende til at sige alle mulige obskure ting.

Henrik sendte Mette et indforstået blik henover sildene, som rituelt blev skyllet ned med Rød Aalborg efter onkelen havde sunget en lille vise. Det var en lige så gammel tradition som onkelen, og Mette havde affundet sig med denne påskefrokost, selv om der i hendes ateistiske familie ikke var nogen traditioner omkring de kristne højtider. I Henriks familie var påsken nu også mest et påskud for at samles og drikke snaps.

Mette returnerede med et bedende blik mod væguret og spurgte med øjnene, hvor længe de mon behøvede at sidde til bords. Men der var ingen smutveje og sildene og snapsen var kun begyndelsen. Heldigvis kunne Mette gå en tur under påskud af, at Katrine skulle sove og på en eller anden måde gik dagen alligevel.

Heldigvis skulle svigermoderen passe Katrine de næste tre hverdage inden påske, hvor vuggestuen var lukket. For første gang i lang tid så hun frem til at være alene med sin mand. Der var endnu så mange spørgsmål og så mange følelser, de havde i klemme. Følelsen af at have været overvåget var væmmelig. Der var også en del ting, de undrede sig over, hvordan Kirsten havde kunnet vide. Hendes timing havde været god, næsten lige indtil hendes fald på trappen.

Det skulle blive skærtorsdag morgen, før Kirsten blev udskrevet fra hospitalet. Mandag, tirsdag og onsdag blev ulideligt lange, dels fordi de ikke havde Katrine hjemme, dels fordi de ventede en opringning fra hospitalet og en forløsning for deres hævntørst. De var begge optagede af hævn og opfyldt med retfærdig harme. Kun var de ikke helt enige om metoden.

Inden det blev torsdag, havde Mette ikke bare taget mod til sig og ringet til Ernst Schmidts telefonnummer fra den gulnede kuvert, Kirsten havde båret på sig, da hun faldt. Hun havde også udtænkt en sindrig plan.