Opgang mod undergang 21. kapitel

Hvor er det svært at slutte! Men jeg glæder mig også til at blogge almindeligt igen og på søndag slutter denne historie. Jeg har dog allerede besluttet at vende tilbage med en efterårsferiesag i uge 42 og en julekalender til december. Alt andet er ikke til at bære. Jeg er sikker på, at jeg har nydt det mindst lige så meget som jer. Altså I skal jo nyde lidt endnu, men jeg er færdig med sidste kapitel i denne omgang.

21. kapitel

Skærtorsdag 2010

Kirsten havde været meget konfus de første dage på hospitalet. Lammelserne havde fortaget sig, men talens brug havde hun ikke længere. Det irriterede hende grænseløst, at hun dermed blev behandlet som en sinke eller som om, hun ikke hørte og forstod hvert et ord, der blev sagt omkring hende.

Der var blevet talt om hjemmehjælp, eventuel aflastningsplads på plejehjem og hendes lejligheds uegnethed til kørestol. Alt i mens Kirsten bare skreg indvendigt, at de kunne spare sig, mens der kun kom langsomme og uforståelige lyde ud af hendes mund.

Onsdag viste det sig, at hun ved en blanding af sin viljes kraft og rent held, kunne både stå og gå på begge sine ben. Dermed begyndte forberedelserne på at udskrive hende, selv om hun stort set kun kommunikerede ved hjælp af håndskrevne beskeder. Der var ingen, der regnede med, at hun kunne bruge en computer, så det fik hun ikke tilbudt. Så hun glædede sig til at komme hjem, selv om hendes planer om en stilfærdig exit fra 4. th. indtil videre var skudt i sænk.

Hvor uheldigt at det lige skulle være Mette og Henrik, der samlede hende op efter faldet. Men uanset hvad eller hvor meget de vidste, var de vel for gode mennesker til at genere en syg og svækket gammel dame. Derfor besluttede Kirsten at spille lidt mere svækket end tilfældet var, i hvert fald, hvis hun stødte tilfældigt på det unge par.

Men hun var også mere svækket end hun selv troede. Hun havde haft en mindre hjerneblødning, som havde skadet talecenteret, men var sluppet nådigt for lammelser i kroppen. Sygeplejersken var vant til at patienter reagerede meget stærkt på at miste talens brug, men Kirsten virkede ikke som om, det var noget stort tab. Hun kunne jo heller ikke vide, at Kirsten i årevis kun havde talt ganske få ord, men til gengæld skrevet et ikke ubetydeligt antal ord i form af breve og internetaktivitet. Når For Kirsten, som i forvejen afskyede direkte kommunikation med andre mennesker og foretrak ro og isolation, var det faktisk en gave at miste talens brug.

Hun kunne dog godt have brugt et par ord, da hun så den modtagelse, der ventede hende i lejligheden. Viceværten havde åbenbart låst lejligheden op og indenfor døren stod en nydelig ældre mand med et stort påskeæg i hænderne, som han rakte frem mod hende, mens han sagde: ”Kirsten – jeg er her med en personlig leverance til dig”. Hendes første reaktion var lede, så undren, efterfulgt af en pirrende fornemmelse af, at hun havde set ham før. Men han ventede ikke på hendes svar, hvilket var godt, for han kunne have ventet længe, uden der var kommet et fornuftigt ord ud af hende. Han var for længst væk igen, før hun fik ham placeret.

Hun satte sig fortumlet ved sin yndlingsplads i karnappen bag persiennerne og stirrede på påskeægget. Hvem var den mand? Hendes søde tand havde dog heller ikke lidt skade, selv om hun foretrak bitter chokolade. Så hun skænkede kaffe og skulle lige til at sætte tænderne i ægget, da det bankede kraftigt på døren. Hun for sammen. Hun havde ikke haft andre gæster end viceværten i flere år, og det kun, når der var reparationer i lejligheden, hun ikke selv kunne klare.

Det viste sig at være en geskæftig hjemmehjælper, som gik i gang med at tiltale Kirsten som om hun var debil. ”Dav Frøken Essendahl, nu skal De bare se her, der kommer lige en mand med nogle hjælpemidler til badeværelset og sådan. Og så kommer jeg og hjælper Dem i seng om aftenen og i tøjet om morgenen.”

”Jaaaaammmeeeen!” Mere nåede Kirsten ikke at sige, før den hærdebrede hjemmehjælper skubbede hende jovialt til side i entreen og gik ud og inspicerede lejlighedens lille badeværelse, for at gøre plads til det, der åbenbart skulle stilles til rådighed for en hjerneblødningspatient i hjemmet.

Her havde Kirsten virkelig lyst til at sige en mening eller to, om at hun hverken behøvede hjælp til det ene eller det andet. Men der var ingen vej udenom, og det eneste lyspunkt var, at det nok ville afholde den unge familie fra at tage hævn, nu hvor det var tydeligt for alle, at hun var dårlig nok til hjemmehjælp.

Da der endelig blev fred fra Århus Kommunes personale, var Kirsten på sammenbruddets rand. Det var ikke lige med i hendes planer, at hun skulle forstyrres både morgen og aften. Hun kunne ikke sige fra, og det ville være taktisk uklogt at skrive et brev, der anskueliggjorde, at hun var i stand til at tage vare på sig selv. Hun måtte prøve at få det bedste ud af situationen.

Påskeægget – det havde hun helt glemt i al postyret. Hun tog en forsigtig bid fra bunden og ud trillede et lille sammenrullet stykke papir. Straks hun så afsendernavnet, vidste hun, hvem manden med ægget var og hendes hjerte dunkede af sted helt oppe i halsen på hende. I brevet stod der:

"Kirsten! Jeg er så glad for at have fundet frem til dig. Du har været i mine tanker alle årene og nu må det briste eller bære. Kom med mig på påsketur lørdag den 10. april 2010. Afgang fra Århus kl. 10.00. Tag dette bevis med til skranken på Århus Hovedbanegård og indløs det til en billet. Mød mig i toget på den reserverede plads.”