Opgang mod undergang 22. kapitel

22. kapitel

Langfredag 2010

Ernst Schmidt var for kort tid siden blevet pensioneret fra et job i universitetets IT-afdeling. Han var fraskilt og havde været det i mange år og havde klamret sig til arbejdspladsen, indtil han høfligt blev henstillet om at stoppe som næsten 68-årig ved årsskiftet til 2010. Han anede nemlig ikke, hvad han skulle fylde sine dage med og var slet og ret nervøs for at gå i hundene, når han ikke havde sit job at stå op til.

Derfor var Mettes overraskende opringning faldet på et tørt sted. Det havde godt nok taget noget tid for ham, først at genkalde sig den kvinde, Mette talte om, på hvem et gammelt brev fra Ernst var blevet fundet, da hun var faldet om med en hjerneblødning. Da han først havde forstået så meget, indvilligede han i at møde hende, fordi hun sagde, at hun havde noget mere, hun gerne ville tale med ham om.

De mødte i Sallings café og Mette købte både kaffe og blødt brød. Hun var vel på hans datters alder og han blev et øjeblik helt flov over, hvad eventuelle bekendte eller gamle kolleger ville tænke, hvis de så ham i byen med en ung dame, som vel at mærke ikke var hans datter. Han var et meget retskaffent menneske og efterhånden som Mette oprullede sin historie, blev han mere og mere chokeret.

Han havde aldrig været en stor menneskekender, tallene og teknikken var nemmere for ham at håndtere. Men han havde følt en stærk tiltrækning mod Kirsten Essendahl, som han ikke havde glemt, selv om det var mange år siden, han havde set hende på et kursus og efterfølgende sendt hende et brev. Nu forekom det ham som noget, et af hans børnebørn ville gøre, og som han selv i hvert fald var for gammel til, også allerede for de 19 år siden, som var gået i mellemtiden.

Derfor var han målløs over den beretning om en ondsindet og kalkulerende heks, som havde forpestet Mettes og mandens liv de sidste mange uger. Han kunne ikke lade være med at føle sig en smule fascineret af den omhu og fantasi, hvormed Kirsten havde formået at konstruere en helt alternativ virkelighed for det unge ægtepar. Samtidig var hans retskafne side stærkt fortørnet. Mest af alt var han helt forvirret. Han foreslog, at de lige fik en lille en at styrke sig på, før Mette fortsatte sin fortælling og inden hun fremsatte sin bøn om, hvordan Ernst kunne hjælpe hende.

Ved afslutningen på historien havde han indvilliget i at hjælpe hende. Han havde ikke taget endeligt parti og havde jo også kun hørt Mettes version af historien. Om ikke andet ville det give ham lidt indhold i sin hverdag og også chancen for at gense kvinden med den imponerende begavelse og talforståelse, som han aldrig havde glemt.

Ernst skulle spille en nøglerolle som lokkemaden, der skulle sikre, at Kirsten deltog. Den del af planen var allerede udspillet ved at levere påskeægget ved hendes hjemkomst fra hospitalet.

Nu var det langfredag og gensynet med Kirsten havde været kort og skuffende. Hun havde ikke umiddelbart virket til at genkende ham. Desuden så hun både gammel, mager, bitter og en smule forvirret ud ved synet af Ernst med det kæmpestore påskeæg. Det på en gang dragende og utilnærmelige, som han var faldet for, var væk og det var svært at forestille sig, det nogensinde havde været der.

Ventetiden til det blev lørdag føltes uendeligt lang. Ernst kunne godt lide planens udførlighed, men var glimtvis tilbøjelig til at få medlidenhed med den stakkels Kirsten. Var Mettes historie imidlertid sandheden, skulle den gamle heks få at føle, at man ikke ustraffet spiller kispus med andre mennesker. Eller bare helt undlader at svare på deres ellers høflige breve, selv om de åbenbart har stor betydning. Ernst begyndte så småt at glæde sig til påskelørsdags togrejse.