Opgang mod undergang 23. kapitel

Skal lige have denne her ud af verden: Jeg ved godt, at påskelørdag var allerede den 3. april i 2010! Men nu har jeg ladet alt det forudgående foregå i april, så betragt det mere som kunsterisk frihed end opgør mod folkekirken, at jeg har fået rykket påsken en uge. Til gengæld fandt følgende nu sted på min fødselsdag i 2010:

23. kapitel

Påskelørdag

Kirsten kunne næsten ikke begribe tingenes udvikling. Få dage tidligere var hun tæt på at blive afsløret som svindler, dernæst havde hun været indlagt med hjerneblødning og var i øjeblikket næsten ikke i stand til at tale.

Men når ulykken var størst, var der åbenbart et forsyn, der alligevel ville tildele hende lidt kærlighed i sit livs sensommer. Det passede jo med alt, hvad hun havde set på tv og læst i ugeblade, men aldrig havde været sentimental nok til at tro på, skete i virkeligheden. Var det virkelig sådan, at gammel kærlighed aldrig ruster? Og så netop nu, hvor hun havde så hårdt brug for en ny start og en flugt væk fra denne opgang.

Hendes morgenhumør var så strålende, at hun overvejede at tage imod tilbuddet om taleundervisning på hospitalet. Måske ville hun rent faktisk få brug for at tale mere de sidste år af sit liv, end hun havde haft de 60 første. Hun havde glemt, at hun kunne fløjte og blev helt forbavset, da hun hørte sig selv gå fløjtende og nynnende rundt i lejligheden, mens hun strøg sit nydeligste sæt tøj og gjorde sig klar til togturen. En bluse med blondekrave, tynd grå uldcardigan og et par skarpt pressefoldede bukser i samme grå nuance. Det var ganske vist et gammelt sæt tøj, men uden det mindste slid. Der havde ikke været mange lejligheder til at tage det på.

Der kom også lidt rødt på læberne og kinderne, ligesom hun fandt en gammel YSL deodorant. Den havde en lidt for sprittet lugt, men havde heller ikke været anvendt i mange år. Hun strøg hånden hen over både det oprindelige brev fra Ernst og den seneste påskehilsen. Begge dele lå sikkert i den rummelige sorte læderskuldertaske med guldspændet.

Et øjeblik undrede hun sig over, at Ernst ikke havde givet sig til kende, da han afleverede ægget, men måske var han også lidt genert ved situationen. Og hun var jo lige udskrevet fra sygehuset. Hun skød tvivlen til side, stak i et par støvletter og gik ud på trappen. Noget fandenivoldsk kom over hende og hun gjorde ikke det mindste for at være lydløs, da hun nærmest trampende passerede underboens dør. Det var nu nok skønne spildte kræfter, for der var ikke en lyd fra lejligheden, så de var nok slet ikke hjemme.

Hun havde flottet sig med en vogn til banegården, for ikke at ødelægge frisuren, som var sat med Carmen curlers allerede kl. 6.30 samme morgen. Alt så ud til at klappe, da Kirsten trådte ind på Århus Hovedbanegård.

Det gik også fint med at få brevet konverteret til en togbillet med pladsreservation. Først da gik det op for Kirsten, at hun slet ikke havde nogen ide om, hvor turen gik hen. Hun fnisede næsten ved tanken om, at de tilsyneladende skulle på påsketur til København.

Hun gik ned på perronen og begyndte at spejde efter Ernst. Han var ikke at se, så i stedet søgte hun mod sin plads i vogn 22. Måske sad han allerede klar på sædet ved siden af hende. Kirsten var overrasket over sig selv og over, at hun så selvfølgeligt havde taget mod til sig til denne tur. Hun følte næsten, at hun svævede udenfor sin egen krop, mens hun dansede ned ad midtergangen i vogn 22.

Der sad han.
Ved siden af ham sad en ung lyshåret kvinde, som Kirsten genkendte fra Facebook billedet. Hende, som måtte være hans datter, selv om Kirsten også havde frygtet, at hun kunne være hans partner. Det var alligevel besynderligt, at han havde taget hende med. Kunne det være et tilfælde?

I det hun fik øje på Mette, Henrik og Katrine på den modsatte side af midtergangen, fik en pludselig indskydelse hende til at vende om på hælene og stolpre stift og målrettet mod udgangen. Men i det samme lød den elektroniske smækken af døre og toget satte langsomt i bevægelse og forlod Århus H.

Sky som en hare satte Kirsten sig på den tildelte plads. Ingen værdigede hende et blik. Heller ikke Ernst, som sad fordybet i samtale med den blonde kvinde. Alligevel følte hun hvert øjeblik, at alles øjne var rettet mod hendes ryg og at deres blikke borede sig direkte igennem hende og aflæste hendes tanker som en åben bog.

Kirsten stirrede tomt ud ad vinduet, for ikke at komme til at reagere og dermed afsløre sin ydmygelse. Hvis der var noget, hun var god til, var det at lægge gode miner til slet spil, men i denne situation mærkede hun tårerne brænde lige bag øjenlågene. Ydmygelsens og skammens tårer. Hvad værre var, hun kunne slet ikke tænke klart og få samling på, hvordan hun dog var havnet i denne rædselsvogn proppet med smukke, glade, lykkelige og mest af alt almindelige mennesker. Hun sad som en levende død i mellem dem, en outsider midt i begivenhederne. En kulisse i andres liv, aldrig en del af det.

Bedst som hun troede, det ikke kunne blive værre og at hun trods alt kunne tage sin gode frakke og stå af i Skanderborg, kom Katrine og rakte hende en sort satintrusse med g-streng. ”Her,” sagde barnet genert og pilede tilbage til sin mor. Mette tog ikke umiddelbart notits af Kirsten, men da var det, Kirsten fik øje på et webcam, som sad placeret mellem Ernst og hans datter, som hun stadig valgte at håbe, det var.

Hun stirrede ned ad sig selv og på det ynkelige syn, hun måtte udgøre, som hun sad der, i sit stiveste puds fra 1988 og med et par trusser i hånden. Skammen steg op i hende og farvede hendes kinder mere røde, end den farve, hun selv havde lagt på. Og nu forlod toget også Skanderborg, uden hun havde nået at stige ud.

I Horsens steg en familie på toget og blokerede udgangen for Kirsten ved hjælp af henholdsvis en klapvogn og en barnevogn. De var begge sorte og af mærket Odder. De var identiske med de vogne, som Kirsten havde afsat fra kælderen i ejendommen et par måneder tidligere. Ergo kom hun heller ikke ud af toget i Horsens. I barnevognen var der ikke et barn, men MaryP71’s profilbillede fra Facebook var klistret på en uhyggelig dukke, som var i barnestørrelse, men med gammelkonekrop. Heller ikke denne familie værdigede Kirsten et blik.

Hun var ude af sig selv, snappede panisk efter vejret og var flere gange tæt på at besvime. Der kom ikke et ord over hendes læber, men selv om det var tydeligt, at hun havde et ildebefindende, var der ingen, der hjalp hende.

Tilbage på sin plads opdagede hun skråt overfor hende på den anden side af midtergangen escortpigen Lykke, som i virkeligheden hed Gitte eller Ditte. Hun var klædt i stram kort læderkjole og grunden til, Kirsten ikke havde bemærket hende tidligere, var, at hun hele tiden tungekyssede en mand med tatoveringer på hele den ene bare arm, skægstubbe og halvlangt fedtet hår. Da Lykke et øjeblik slap ham, genkendte Kirsten ham som musikeren fra det band, Mette havde været til koncert med. Parret var så hæmningsløse, at det også var pinligt for de andre passagerer. Men når Kirsten tog øjnene væk, kunne hun kun stirre lige på Ernst, som gav den lyshårede kvinde et kys på kinden og hviskede hende noget i øret.

Den offentlige ydmygelse fortsatte til Vejle, hvor hun endelig slap ud af toget. Men friheden blev kort. Udenfor vognen stod et par betjente, som førte hende ud til en patruljevogn, der holdt parkeret udenfor stationen.