Opgang mod undergang 24. kapitel

24. kapitel

Påskelørdag

Alt klappede, da hun først havde fået Henrik overtalt til at lave den togtur med Kirsten, mod at politiet så skulle stå klar i Vejle og tage sig af Kirsten Essendahl. Det havde krævet en del overtalelse at få den vagthavende på Politigården i Århus til at tage sagen alvorligt. Men da sagen også blev knyttet til de stjålne vogne fra kælderen, lod betjenten sit gode hjerte og påskehumør løbe af med ham og indvilligede i at gå ind i denne hans til dato mest besynderlige kriminalsag.

Mette strålede. Det havde ikke været svært at få aktiveret det meste af sin internetgruppe og en del familie og venner, da hun først havde afsløret den bizarre historie for dem. Hun havde beskrevet hele forløbet på sin netgruppe og fået støtte og opmuntring fra de fleste. Det var nærmest blevet til en happening, men det bedste var næsten, at hun kunne se, at en del af Henrik også nød hævnaktionen, så længe de ikke udsatte Kirsten for værre ting, end hun selv havde udsat dem for.

Ikke mindst havde Ernst vist sig at være en uvurderlig hjælp. I ventetiden i Kirstens lejlighed inden hun kom hjem fra hospitalet, havde han i kedsomhed tændt hendes computer, bare for lige at læse sin mail. Det var der, han var kommet på sporet af Kirstens flerdobbelte liv, da browseren startede på Facebook som Mary Poulsens profil. Ernst havde rimelig let fundet hendes andre login-oplysninger i et tekstdokument og senere hjemme hos sig selv brugt en rum tid på at komme helt i dybden med, hvad det egentlig var for et univers, Kirsten havde opbygget fra sin egen lille position på 4. sal til højre.

Der var nok til at anmelde Kirsten for bedrageri og tyveri af barne- og klapvogn. Annonceteksten til Århus Onsdag havde Ernst nemlig også fundet på Kirstens computer. Nu måtte politiet og siden hjemmeplejen tage sig kærligt af Kirsten, mens det blev afgjort, hvilken sigtelse der kunne rettes imod hende.

Hovedsagen var, at Kirsten ikke længere var i stand til at komme mellem Mette og Henrik. Efter at have set politibilen trille af sted med Kirsten, havde den euforiske stemning dog hurtigt lagt sig, og det var tvivlen i Henriks øjne, der gav hende en ubehagelig fornemmelse. En fornemmelse af, at hun ikke var bedre end Kirsten, eftersom hun – sammen med Ernst – havde brugt nøjagtig samme midler på at give gengæld. Hun havde taget et øje for et øje, i stedet for at vende den anden kind til. Kirsten var måske bare en forstyrret stakkel, som nu oven i købet havde et alvorligt handicap. Havde Mette givet hende for hård en medfart?

Bør man tilgive, selv om man ikke bliver bedt om forladelse? Bliver man et bedre menneske, hvis man lader hævntørst fare eller vil man så nære en knude af bitterhed hos sig selv? Der var mange spørgsmål, men nu stod det ikke til at ændre. Henrik fik hende tilbage til nuet, ved at lægge armene om hende i et langt forsonende kram. Hendes tårer fik frit løb igen. Hun kiggede op og så i hans blik, at Henrik accepterede. Han var måske en mere tilgivende natur, men han forstod også Mettes behov for hævn.

*

Mette og Henrik havde endnu et åbent hus arrangement ved et stort ældre hus i en forstad i modsat retning end Henriks forældre i morgen. Et hus, som Mette havde fundet og næsten på stedet forelsket sig i. Hun kunne lige se Katrine gynge i det store gamle træ i haven til huset. Hun kunne også forestille sig, hvor en fremtidig placering af en barnevogn med baby kunne være.