mandag den 1. august 2011

Hvad sker der for middelalderen?

Jeg kan ikke huske, hvordan man skriver almindelig blogindlæg. Jeg ved, at jeg henover sommeren adskillige gange har tænkt, at det her må jeg skrive om til august, men nu kan jeg kun huske to ting.

Den ene er: Hvad i alverden sker der for middelalderen? Hvorfor kan man ikke sparke sig igennem det danske sommerland, uden at støde på markeder, hvor nutidsmennesker har iklædt sig svedige stykker sækkelærred, sure lædersutter, rustne ringbrynjer og komiske kyser? Det er jo ikke fordi, de ikke drikker cola i pauserne fra mjøden til ære for publikum. Måske vil de bare gerne slås med sværd på en legal måde?

Lad det bare være sagt med det samme: Vi gider ikke købe flere helleristede læderarmbånd eller se på mere byggrød kogt over bål. Ikke engang mine børn gider eje flere træsværd eller høre mere lurmusik. Det kunne være, I skulle lave det til Nintendo eller Wii, så ville de måske godt. Det er på tide at kaste sig over en ny tidsalder og der er kogt suppe nok på Valhalla.

Dog er der indenfor min nærmeste familie en, der ikke er blevet træt af det endnu. Så uden at nævne navne, vil jeg bare beskrive reaktionen, da han foreslog, at vi slog et slag forbi Bornholms Middelaldercenter: 4-stemmigt synkron: NEEEEEEJ! Så var der ligesom ikke mere at gøre. Fire mod en er for svært at argumentere for og børneben vil med garanti blive akuttrætte, allerede inden de første sværd krydser klinger. I et familiedemokrati med to voknse og tre børn tæller voksnestemmerne ganske vist dobbelt, fordi vi har en slags magt, men når det bare fører til 2 mod 5, hjælper det ikke. Så kan de kvikkeste nok regne ud, hvem det var, der gerne ville på middelaldercenter.

Det andet, jeg kan huske, at jeg ville skrive om, var grundforskelle i indretningstendenser hos kønnene. Her vil jeg lade disse to billeder fra hhv. drenge og pigeværelset i vores ferielejlighed tale for sig selv:


1 kommentar:

  1. Er heller ikke vildt bitter over, at ingen andre end jeg herhjemme huskede på, at der jo netop var Vikingetræf på Moesgård i weekenden. Og jeg sagde sgu ikke noget!
    Mon vi også er så heldige at undgå Middelalderfestival i Horsens?! Tvivler...

    Ja, billederne taler for sig selv :-)

    SvarSlet

Kloge kommentarer: