fredag den 2. september 2011

Den der Århus festuge ikke?

Jeg synes godt, den kan være lidt svær at få øje på. Altså der er selvfølgelig lyde og synsindtryk, som uvægerligt signalerer Århus Festuge. Fx cyklede jeg her til morgen lidt før kl 9 forbi en gruppe ponchobeklædte peruvianere på Nørre Alle, som allerede på det tidspunkt var i ret højt humør. Der er også ekstra høje doser af peruviansk fløjtemusik, salg af sombreroer og cowboyhatte på Clemens Bro og så det der andekald, eller hvad hedder den fløjte, man kan gemme i munden og lyde som Anders And?

Det er selvfølgelig også en slags kultur, men det er måske ikke lige det, jeg forventer af Europas kulturby, som vi gerne vil være - og Danish for Progress, men det er et helt andet ord, for det er Århus med Aa.


"Men så kunne du jo læse lidt i programmet?" hører jeg dig sige. Jaja Jens, men I har taget det med fejl lidt for vidt, når den mobile løsning ikke virker, for tiden er altså løbet fra at printe det ud og putte det i lommen. Jeg er sikker på, der er højdepunkter, som jeg går glip af og glippofobi er en frygtelig lidelse, hvor man hele tiden forestiller sig, at den store åbenbaring findes bag den næste shawarmabiks eller fadbamsetelt.

Et par lyspunkter skal retfærdigvis fremhæves, for jeg var der faktisk i et helt andet ærinde, men var alligevel godt underholdt af en skraldespand, der kørte efter mig i Ryesgade og sagde noget til mig. Det blev tilsat ekstra komik af, at jeg, pga manglende hørelse på venstre øre, ikke kan retningsbestemme lyde, så jeg roterede lidt rundt om mig selv, før jeg forstod, at det var skraldespanden, der talte. I didn't see that one coming.

På Next i Ridehuset er der en glimragende fremtidsudstilling, hvor mine drenge fortabte sig i robotarme, fingeraftryksscannere, intelligente LEGO æsker og meget andet.

Endelig er det sandsynligt, at mit sure opstød skyldes misundelse, fordi min mand både har været til cabaret i Spejlteltet og Kluvers big band med John Scofield, mens jeg passede børn. Som kompensation skulle vi måske tage ind i den der lystunnel ved Musikhuset i morgen ("Get a life - without kids," tænker du nok nu, men hrmf, det får jeg så ikke lige i denne weekend - omend kun 2 af 3 er hjemme).

- Posted using BlogPress from my iPad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kloge kommentarer: