Intermezzo 4. kapitel

Maria elskede fester og hun elskede, når hun og Elliot havde et fælles projekt at gå op i. De havde masser af venner fra musikmiljøet, gymnasiet, konservatoriet og de englændere i byen, som var i stand til at spotte og hænge ud med byens andre briter - måske fordi de alle kom på den samme engelske pub. Det eneste der var helt sikkert var, at når de inviterede til indflytterfest på en onsdag i efterårsferien, så var der ikke mange, der var forhindrede på grund af noget så småborgerligt som et almindeligt arbejde, de skulle op til den næste morgen. Der var heller ikke mange i flokken, der skelede til, om der kunne drikkes alkolhol først, midt eller sidst på ugen, for de fleste var livet en lang fest.

Festen om onsdagen betød også, at de var nødt til at få kasserne pakket ud inden da - det ville selv Elliot kunne se nu. Ikke fordi, det skulle være en fornem fest med tre retters menu og hvide duge, men der skulle skabes plads til, at så mange som muligt kunne stå og drikke en øl, spise snacks eller danse. Det var en stor stue og de havde ikke mange møbler med - Maria var lige flyttet hjemmefra og Elliot havde boet rundt omkring hos kammerater uden særligt meget jordisk gods. Den perfekte scene var sat for et fest- og dansegulv - og så skulle den gamle dame ovenpå få fuld valuta for sin nysgerrighed, når festen gik i gang.

Med al sin bedste vilje til at være large gik Maria til angreb på flyttekassen med forstærkeren, som endnu mandag formiddag stod midt på gulvet. Hun kunne ikke løfte den, men gik i gang med at skubbe den i retning mod entreen af alle kræfter. Den rokkede sig da også nogle centimeter, inden Elliot kom styrtende: "Pas po med den der, nu skal jeg tage den," sagde han og løftede den med et snuptag op i brysthøjde og tog den ind i det andet værelse. Maria smilede til hans stærke ryg - alt gik jo efter planen. Pludselig var der masser af gulvplads, kun forstyrret af en lille hvid lap papir, som hun samlede op og skulle lige til at krølle sammen, da hendes blik faldt på et beløb på næsten 6000 kroner på en kassebon, der var mindre end en uge gammel.

Maria var vant til, at der var penge nok i barnsomshjemmet, men hun vidste også, at forældrenes køb af lejligheden til dem var en prøve i, om hun overhovedet var i stand til selv at administrere penge. Det interesserede hende ikke, så hun havde i store træk overladt økonomien til Elliott. Hun vidste dog godt, at hans indtjening på musikken helt sikkert ikke var stor nok til, at han kunne tillade sig at købe en dyr mobiltelefon, dyre PC-højttalere og trådløst internet. Det trådløse havde de talt om, så det var OK, men telefonen havde hun ikke engang set - hvad fanden havde han gang i?

Hun vidste også, at direkte konfrontation bare fik Elliot til at klappe i, så hun stoppede kassebonen i lommen og gik ind til ham i soveværelset, hvor han rodede med at sætte kabler sammen til sit lille musikstudie i hjørnet - han var i gang med at sætte højttalere op! Så de ikke lidt nye ud? Sandheden var, at Maria ikke anede, hvordan de gamle eventuelt havde set ud eller om han overhovedet havde haft nogen før. I situationen syntes hun bestemt aldrig, at hun havde set de højttalere før, men hun nævnte dem ikke. I stedet spurgte hun indsmiskende: "Skat jeg har glemt at lade min telefon op, må jeg lige låne din?" "Ja, her," sagde han og stak hende sin ældgamle Sony Ericsson telefon.
Maria gik ind i stuen - hvad var det, han skjulte? Hun gik ud på altanen, tog sin egen fuldt opladte telefon op ad lommen og ringede til Elliots nummer - Sony Ericsson telefonen ringede med det samme. Han havde altså en ny Samsung Galaxy med et andet telefonnummer og SIM-kort - hvad var det dog, han lavede, som hun ikke måtte vide noget om? Noget der var så hemmeligt, at det krævede en hemmelig telefon? Hun valgte igen strategien med ikke at konfrontere, bare snuse lidt og forhåbentlig finde en logisk forklaring.

"Jeg vil også gerne på internettet, har du fået det trådløse til at virke?" spurgte hun Elliot. "Årh, det har jeg ikke fået købt endnu, men du kan bruge kablet her," sagde han på sit engelsk-danske og så helt upåvirket ud. Maria var ikke tålmodigheden selv, så hun valgte at trække bonen op ad lommen: "Hvad er så det her måske? Og hvor kommer de højttalere der fra? Og hvor er den nye telefon? Og har du overhovedet fået betalt husleje?"

Elliot stirrede uforstående på kassebonen. "Det er ikke min," sagde han forsigtigt, men kunne godt fornemme, at hun ikke troede på ham. "Jamen her har jo ikke været andre!" svarede hun tilbage.

De kom ikke rigtigt videre - selvfølgelig var der en chance for, at det kunne være en af flyttehjælperne, men det virkede underligt, for de havde slet ikke været inde i stuen, men derimod stillet alle kasserne i entreen, hvorfra skiftevis Maria og Elliot havde fordelt dem i de to værelser og det lille køkken. Mistilliden havde sneget sig ind i mellem dem som en lille kile, der dog ikke var stor nok til at forhindre dem i at gå i Netto og købe stort ind af chips, øl, breezers, Gajol shots og et par symbolske liter cola til deres indflytterfest. Gæsterne skulle komme klokken 20 og der var allerede over 30, der havde takket ja til invitationen. Allerede i overmorgen villle lejligheden være fuld af festlige mennesker - så skidt da med den telefon.