Intermezzo 5. kapitel

Nu havde Kirsten været tæt på en afsløring endnu en gang og hun sad tilbage i stuen og undrede sig over, at hun kunne være blevet så grebet af sine nye muligheder, at hun havde taget så uforsigtig en chance som at gå ind i stuen nedenunder. Godt nok var hun sluppet heldigt fra det, men der havde været utallige muligheder for, at det kunne gå galt. Hun besluttede sig for kun at operere fra sin egen lejlighed i en rum tid og spille meget forvirret, hvis hun på sine sjældne indkøbsture skulle møde nogen på trappen. Forvirringen kunne forklare det, hvis nogen skulle have set hende gå ind eller ud af sin underbos lejlighed - og hun kunne altid sige, at døren ikke havde været låst.

Således forvisset om, at hun ikke var i overhængende fare, satte hun sig til sin computer. Facebook var hendes startbillede, men hun havde også gjort det til en vane lige at tjekke Elliots kontobevægelser, hver gang hun satte sig til tastaturet. Hun havde haft ret i sin antagelse om, at han var mere end almindeligt sløset med sine pengesager og overtrækket så kun ud til at vokse sig større og større på hans lønkonto. Altså var kassebonen, hun havde efterladt, perfekt materiale til at så splid mellem parterne.

Af Facebook fremgik det, denne tirsdag ved frokosttid, at Elliot og Maria netop var tjekket ind på Café Globen Flakket. Kirsten lavede for sig selv et lille overslag på, hvor stor en transaktion, der ville blive synlig på kontoen indenfor ganske få timer efter, at de forlod caféen. Af hjemmesiden fremgik det, at en brunch kostede mellem 94 og 104 kroner og dertil kom formentlig ekstra juice og kaffe. Kirsten satsede på, at regningen ville lande på omkring 350 kroner. Et beløb der på ingen måde var dækning for på Elliots konto, som også havde stået for biografbilletter og biografcafé søndag og et højt beløb til biografens kiosk.

Det var ikke helt tilstrækkeligt tilfredsstillende for Kirsten at få ret i sine små gættelege - hun måtte finde på noget, der fik skovlen under dem for alvor, uden at blive bemærket. Maria havde spillet klaver til langt ud på mandag nat og nede i bunden af opgangen hang der nu ganske vist et festvarsel, men det var ikke oppe de reglementerede 8 dage før festens afholdelse, så ingen havde jo en chance for at undslippe støjgenerne med så kort varsel. Kirsten skøjtede let hen over det faktum, at hun ikke havde haft andre steder at tage hen, om så festen havde været varslet en måned i forvejen.

Hun skiftede tilbage til caféens hjemmeside og sad og spekulerede så det knagede, indtil hun forfattede denne sms og sendte den til et mobilnummer, der var angivet til caféen på hjemmesiden: "Jeg har netop overhørt et ungt engelsktalende par gå ind på jeres café, mens de talte om at placere en bombe. Hun har håret farvet sort og ring i næsen, han har langt og lidt sjusket hår, taler engelsk og har en sort Haglöffs rygsæk på. De ser ikke arabiske ud, men man ved jo snart aldrig, hvem der har terrorhensigter. Jeg ønsker at forblive anonym for at undgå reprassalier." Det var godt, hun havde købt denne Samsung Galaxy telefon, den skulle nok vise sig at blive en nyttig hjælper i Kirstens forehavende. Hun måtte bare sætte sin lid til, at telefonens ejer var på arbejde, eller at det var en telefon, der tilhørte caféen og blev tjekket jævnligt.

Nu skulle der nok komme gang i sagerne - og det var spørgsmålet om det unge par overhovedet ville være hjemme til at holde fest i morgen eller om de ville blive varetægtsfængslet med det samme. I gunstigt vindstille vejr kunne Kirsten høre udrykninger fra Politigården og hun lindede på altandøren præcis tidsnok til at høre en politisirene gå i gang. Oh hvilken fryd. Lykken havde vendt og Kirsten sad nu igen på toppen af sit net og kunne overskue og styre alle andres bevægelser - troede hun i hvert fald.