Det mærkeligste fra 2011

Man skal huske at gøre mærkelige ting - det er jeg helt sikker på. Du kan grine af dig selv og som sideeffekt vil dine børn elske dig for det. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har gjort nok mærkelige ting i år, så i dag tager jeg en lille slutspurt indenfor mærkelighed. Jeg har allerede brugt en times tid på at forsøge at komme til at stille spørgsmål til telefonsupporten på det mærkeligste klædningsstykke i nyere tid: Den jumpin, som vil forbedre min søns livskvalitet i en grad, som ikke tåler sammenligning med hverken nye bukser fra H&M eller nyt level i WoW. Han har råd, han er 13, han tjener selv penge, men var alligevel ikke meget for at ringe til butikken helt ovre i København. Så jeg fandt mig selv efter fire-fem forgæves forsøg (de har åbenbart en rimeligt laidback holdning til servicetelefonens åbningstid, dem der er konverteret til jumpin-religionen - eller også sidder de på toilettet og skal have heldragten på igen, før de kan tage telefonen) stillende moragtige spørgsmål til de forskellige dragters tykkelse, hvortil en meget overbevisende jumpinpige, blev ved med at fortælle, at det kom an på, om jeg var kuldskær - hun brugte personligt den tyndeste til nattøj og den tykkeste til dagstøj. Jeg gjorde meget ud af at forklare, at den ikke var til mig selv, men hun lyttede ikke rigtig. Alligevel er der nu udsigt til stor glad mellemblå baby på 165 cm og str 41 i sko her i huset.

Den anden mærkelige ting, jeg har gjort, var på foranledning af Birgitte - eller rettere sagt Birgittes hund, som sidste efterår ruskede, bed og flunsede i nogle pyntegræskar, som siden blev begravet sammen med dens egen hundehømmer i haven - og vupti kom der året efter et væld af nye pyntegræskar, hvoraf jeg er den lykkelige indehaver af tre af dem. Jeg ville prøve at gøre tricket efter, så jeg har konsulteret Birgitte, men er nået frem til, at ruske, flå og flænsedelen gøres bedst af en hund og derfor har jeg bare begravet de tre græskar i baghaven - der var ikke gevinst i kattebakken, så de må klare sig uden gødning. Det kan blive et interessant modbevis på, at jeg ikke har grønne fingre - eller en smertelig erkendelse af, at jeg har mindre grønne fingre end en golden retriever. Jeg gruer for det sidste, men håbet er lysegrønt. Jeg lover at følge op, hvis der kommer noget op af jorden. Dette billede er snyd, det er fra før, de overhovedet kom ned i jorden:

Jeg er sikker på, at jeg har gjort mange andre mærkelige ting i årets løb, men det er nu godt lige at slutte af med en finale. Tænk hvis jeg går hen og bliver voksen og kedelig, når jeg fylder 40 om få måneder! Det ville virkeligt være trist.