lørdag den 31. december 2011

Farvelleve

Nu har jeg snart sovet længe i en hel lang juleuge, men i morges vågnede jeg 6.15 og stod op klokken 7.00 uden en lyd til at vække resten af familien med. Kun katten var helt oppe at ringe og ville ud i den dybfrosne morgen. Det ser faktisk ud som om, verden har frosset sig fast i 2011 og nægter at give slip?



Således kan den sidste dag strækkes langt og godt - ligesom de tråde af karamelsirup, jeg lige har kogt til aftenens blærerøvsdessert. Jeg tror i øvrigt ikke, fru Blomsterberg selv vasker forstenet karamel af sine sigter, gryder og skåle i sit søde liv.

Jeg kan bedst lide lige tal. Det er ikke fordi, jeg som sådan har noget at udsætte på 11, som også har en vis symmetri og derfor på en snydeagtig måde snylter sig op ad et rigtigt lige tal. Især hvis det bliver skrevet som to lige streger uden de små skrå. 12 kan bare komme an med sin vidunderlige delbarhed med både 2, 3, 4 og 6, et par runde fødselsdage, en konfirmation og en skolestart - og naturligvis fylder alle børn et lige antal år.

Mon ikke alle voksne mennesker som barn/ung har regnet ud, hvor gamle de ville være ved årtusindeskiftet? Jeg havde. 28 ville jeg være og alt derefter var ren science fiction. Simpelt hen så langt ude i hampen, at der også ville være et liv efter 28, at et barnehoved ikke kunne rumme det. Havde nogen fortalt mig, at jeg bare 5 år inde i det nye årtusinde ville sidde med tre børn, familiebil og realkredit, havde jeg skraldgrinet. Havde det været omkring 1990 havde jeg sikkert hævdet, at jeg satsede mere på at klippe får i New Zealand end det med familie og forstad. Og kat. Nu kunne jeg ikke forestille eller ønske mig det anderledes og det må være skrækkelig varmt - og stinkende - at klippe får i New Zealand nu.

Godt nytår til alle! Jeg er sikker på, at det bliver endnu bedre end 2011, som slet ikke var ringe.

3 kommentarer:

  1. Godt nytår kære Mai - glæder mig til at læse med her i det nye år. Jeg er helt på linje med dig, hvad angår tal - Jeg mærker en salig fryd ved tanken om at jeg fylder 40 den 12.01.12. En rund fødselsdag på en symmetrisk dato. Er det ikke smukt?

    De allerbedste hilsner fra Helle

    SvarSlet
  2. Godt nytår - og tak for en dejlig juleføljeton.

    SvarSlet
  3. Er ligeglad med lige eller ulige tal, men jeg er også født på et helt igennem ulige klokkeslet, dato, måned OG årstal.

    Til gengæld er jeg helt på bølgelængde med i 1990 at kunne have brækket mig af grin over det der Villa, Volvo, vovse og en lille håndfuld børn -- hvem fanden gad da det!!? Tror nok, at mine mest håndfaste planer for livet dengang var noget med at suse Europa tynd i en gammel varebil og tjene til dagen og vejen ved at plukke appelsiner, vindruer og andet forefaldende sammen med ligesindet hippieveninde.

    Godt nyt år, hvad end det må bringe :-)

    SvarSlet

Kloge kommentarer: