onsdag den 28. december 2011

Nytårskavalkade

Det er ikke så let at komme i gang med almindelig gråvejrsblog ovenpå den fede oplevelse det har været at være julekalenderredaktør. Men nu prøver jeg med et billede og en catchy overskrift og håber, det sætter gang i tankerne.

Den 25.1.2011 startede jeg med at blogge. Temaet skulle være det evindelige skisma mellem arbejds- og familieliv ud fra en ide om, at der er en masse ting, vi kvinder selv kan gøre, for ikke at gå i forventningsselvsving. Meget fornuftigt emne - og desværre lige så kedeligt, som det er uløseligt. Jeg faldt i hvert fald i søvn kort efter, jeg havde formuleret synopsen. Desuden har jeg ikke haft almindeligt arbejde hele 2011, så det har knebet med at føle skismaet på egen krop. Jeg har været træt af titlen på bloggen lige siden, fordi det lyder som en feministisk samfundsfagsopgave, men nu er det ikke sådan at lave om på. Jeg vil dog stadig gerne have fede ting og ferier uden at blive alt for stresset og med en slags almoderlig omsorg for mit afkom.

Speaking of afkom, så var et af årets highlights, at ældsten blev teenager på helt udramatisk vis - lige bortset fra det med sparkedragten. I denne juleferie har ældsten og mellemsten også splittet op, så de ikke længere deler værelse, hvilket indtil videre har resulteret i, at de alle tre har sovet på samme værelse?! I dag har vi byttet roller, så ældsten er den voksne og jeg har læst eller siddet med min iPad det meste af dagen. Vi har fået serveret morgenmad med kakao til, frokost med cola til og der breder sig i dette øjeblik en liflig duft af burgerbøffer i køkkenet. Dog var det mindsten, der efter 8-10 timer opdagede, at vi havde smidt vores vasketøj på gulvet i gangen, på trods af, at ældsten har trampet henover det flere gange.

Det var også i 2011, at vi havde kobberbryllup - ikke at jeg fatter en meter af det, jeg er jo ikke gammel nok til den slags! Ikke desto mindre blev det en rigtig god dag med brunch i det lokale forsamlingshus.

Det absolutte clou må have været, da jeg besluttede at smide mit årgamle skuffeprojekt om Kirsten og hendes underboer ud på bloggen i sommerferien og udfordre mig selv til at skrive et afsnit hver dag i hele juli måned. Det fortsatte jeg med i efterårsferien og fik det også i Alt for Dullerne - og fik assistance til den nyligt overståede julekalender. Jeg pønser lidt på at arbejde videre med konceptet Feriebloghistorier, men det er ikke helt tænkt færdigt. Dog kommer der ikke mere om Kirsten, for jeg synes ikke, der kan tærskes mere langhalm på hende nu.

Mellemsten fik et 500 meter mærke i svømning og sendte mig ned ad Memory Lane. Nu har mindsten fået 400 m mærke, men det tror jeg nu skyldes forkert optælling. På den anden side er der også kommet et brev om, at hun skal i skole til sommer. Meget underligt, men den går ikke længere, hun bliver endda blandt de ældste i sin årgang.

Således opdaterede vil jeg ønske godt nytår og håbe, at jeg får en ide til et nyt blognavn eller begynder at skrive om emnet i 2012.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kloge kommentarer: