Julekalenderen Musetrappen 10. december

Hermed får Helle fra Mit Helle lov at skrive for anden og sidste gang - hun anbefaler en leverpostejmad til dagens afsnit :-)

Mørket var for længst faldet på. Voldsomme vindstød kastede regn mod køkkenruden. Det krævede ikke stor sans for dramatik at forestille sig, at silhuetten af det kæmpestore elmetræ i ejendommens baggård var et frygtindgydende uhyre, hvis lange nøgne grene var arme, der sultent rakte ud efter et uskyldigt offer.
Kirsten rejste sig fra sin plads ved klapbordet og trak gardinerne for. Det var alligevel ikke til at se en døjt i mørket og lytte kunne hun også glemme alt om. Regnens pisken mod ruden overdøvede alle andre lyde udefra.
Kirsten skuttede sig og trippede på sine tøfler ind i stuen, hvor gardinerne med behændigt håndelag også blev trukket for.
Det havde været en stille dag. I formiddag havde der været en del aktivitet i lejligheden neden under.  Det unge par havde talt højt med hinanden og pigens stemme havde lydt ganske fortvivlet.
Liggende på gulvet i sit soveværelse med højre øre trykket ned mod gulvbrædderne havde Kirsten kunnet opfatte selv de mindste lyde nedefra.
Ruminddelingen var identisk i de to lejligheder, men indretningen vidt forskellig. Det unge par havde deres seng placeret i den modsatte ende af rummet, end der hvor Kirstens gamle seng stod, og derfor var der fri gulvplads i Kirstens soveværelse lige over Maria og Elliots seng.
Kirsten havde efterhånden erfaret at de unge tilbragte et, for hende komplet uforståeligt, stort antal af deres vågne timer i sengen. Selv kunne hun ikke drømme om at lægge sig i sengen for andet end at sove om natten.
Men det skulle hun da så rigelig love for at det unge par kunne.  Det var ofte langt op ad formiddagen inden der kom liv nedenunder, og typisk var det pigen, der stod op først.  Hun ville så enten tage af sted ca. en time efter at hun var stået op, eller også ville hun blive i lejligheden og gå og ordne forskellige praktiske ting. Det ærgrede Kirsten gul og grøn, at der ikke var noget system i, hvilke dage Maria tog af sted, og hvilke hun blev hjemme. Kirsten fandt tryghed i rutiner og blev omvendt helt fysisk utilpas, hvis mennesker pludselig reagerede mod hendes forventninger eller hvis situationer tog uventede drejninger. Kontrol, tænkte hun. Det gælder om at have kontrol over tingene. Så undgår man at havne i de forkerte situationer. Tankerækken gav Kirsten kuldegysninger. På det seneste var for længst fortrængte billeder fra barndommen begyndt at presse sig på – og Kirsten havde selv samme nat ligget vågen fra kl. 04.30, badet i sved efter et grusomt mareridt.
Det var som om, den nyligt genkomne erindring om Ove og Niels i buskadset ved grusvejen bag skolen, havde trukket en stribe andre glimt med sig. Glimt fra en barndom, som Kirsten havde brugt det meste af sit voksenliv på at viske ud og glemme.
Hun var vågnet fordi lyden af en knirkende dør havde fundet vej til hendes øre, mens hun sov. Om der reelt havde været en lyd, eller om lyden kom fra Kirstens underbevidsthed, vidste hun ikke.
Det eneste hun vidste, var at lyden fyldte hende med en angst så stor at hun knap turde trække vejret og at hun automatisk havde trukket dynen helt op til hagen, vendt sig med ansigtet ind mod væggen og ryggen ud mod verden.
Den 12-årige Kirsten havde ikke noget valg. Det ville ingen forskel gøre om hun vendte på denne måde i sengen eller om hun lå på ryggen eller på maven. Han ville finde hende og han ville tvinge hende.
Tvinge sig adgang til det modbydelige, som hun afskyede mere end noget af alt det andet, han siden hun var en 6-7 år havde udsat hende for om aftenen, når moderen ikke var hjemme.
Med alle kroppens muskler spændt til det yderste, lukkede hun øjnene, idet hans ene hånd strøg hende over håret, mens den anden løftede op i hendes hvide natkjole.
Her var Kirsten vågnet med et skrig, havde sat sig op i sengen og til sin rædsel opdaget at der løb salte tårer ned af hendes kinder.
Hun havde hænderne og knuget fingerspidserne hårdt ind i håndfladerne, slået dynen til side og var ud i køkkenet for at lave varm mælk med honning. Altid den samme trøst. Som dengang, når moderen kom hjem fra sine aftenkurser og fandt Kirsten vågen og bange i mørket. Her, drik lidt af det her, havde hun altid sagt, og herefter rakt Kirsten den varme kop, hvorefter hun hastigt forlod værelset.
Kirsten havde denne formiddag rejst sig fra soveværelsesgulvet mens hun havde udbrudt høje uforståelige gryntelyde, og hovedrystende sukket dybt. De havde gjort det igen. Højlydt og helt uden hensyntagen til andre end sig selv. Væmmelsen havde fyldt Kirsten så meget at hun fik kvalme, men hun havde som altid alligevel været draget af de blide suk, lyden af kyssende tunger og den knirkende seng. Så snart sengens knirken havde antaget en bestemt frekvens, havde Kirsten skyndt sig ud af soveværelset. Lige præcis den del – det sidste, kunne hun under ingen omstændigheder holde ud at høre på. Fy for den lede, sikke ækle dyr de mennesker er, havde hun som altid tænkt, mens hun uroligt var gået frem og tilbage i køkkenet. Resten af dagen havde været stille og begivenhedsløs.
En knurrende lyd fra maven mindede Kirsten om at kl. var 17, og at hun på dette tidspunkt hver eneste dag, påbegyndte tilberedningen af sin aftensmad.
Også dette var under kontrol og sat i system. De samme retter på de samme dage, sådan havde det været i mange år.
Fredag var suppedag og da Kirsten åbnede køleskabets frostrum og tog posen med hønsekødssuppe ud, strejfede hendes blik en hvid papæske bagest i frostrummet.
Et højlydt gisp forlod hendes mund. Hvordan havde hun kunnet glemme den? Det var hende helt ubegribeligt!
Hun tog æsken ud og åbnede den. Helt krummet sammen og stiv af kulde lå den der. Den lille vanskabte kattekilling, der døde dagen efter, at den var ankommet til verden.  Æsken med den døde killing havde stået et par dage i køleskabet, mens Kirsten havde spekuleret over, hvad hun skulle gøre ved den.  Hun kunne ikke smide den i skraldespanden, for tænk hvis vicevært Mortensen opdagede den og anmeldte hende til boligforeningen for ulovligt dyrehold!? At grave den ned et sted var en mulighed, men det kunne selvfølgelig ikke være i baggården, hvor man aldrig kunne vide sig sikker for legende børn eller mødre med barnevogne. Kirsten var nået frem til at hun kunne tage bussen ud på landet og begrave killingen der. Så havde hun smidt den i fryseren. Og glemt alt om den.
Én ting var at miste talens brug. Det havde Kirsten lært at leve med og hun trivedes forbavsende godt i tavshedens skjul. Men tanken om at alderdommen også kunne ramme hendes hørelse eller endnu værre: hendes hukommelse - og dermed gøre hende ude af stand til at klare sig selv, var frygtindgydende og helt ubærlig.
Jeg gør selv en ende på det inden da, var den tanke der ramte Kirsten hver eneste gang, hun blev overmandet af angsten.
Kirsten havde for mange år siden lært at angst skal bekæmpes med kontrol og at kontrol opnås ved handling. Ingen skulle få hende ned med nakken, det skulle hun nok sørge for, og derfor blev hun som altid overmandet af en stærk trang til at GØRE noget. At give sig i kast med en praktisk opgave var for Kirsten en god måde at få de dystre tanker til at fordufte på.
Toilettet skyllede neden under.  Det unge pars boltren sig i kødelige lyster blandet sammen med de ækle minder fra fortiden, gav Kirsten et stikkende følelse af afsky over for Maria og Elliot.
Før hun vidste af det, havde hun fundet kødhakkeren frem langt inde bag en masse andet gammelt køkkengrej i et af underskabene. Hun tørrede den af for støv, lagde et skærebræt frem og sleb skuffens største køkkenkniv.
Følelsen af at vinde kontrollen over sin situation tilbage, skyllede ind over Kirsten, som med fryd og velvære tog imod denne følelse og tillod sig at trække følelsen i langdrag ved dvæle ved synet af kødhakker, skærebræt og kniv, mens hun langsomt spiste en portion hønsekødssuppe.
Timerne herefter gik stærkt. Kirsten arbejdede i køkkenet med sikker og rutineret hånd.
Først flåede hun skindet af killingen. Det var præcis som at flå en hare, noget Kirsten havde gjort sammen med sin mor et utal af gange, når faderen havde været på jagt.
Herefter skar hun kødet fra knoglerne, hvilket var langt mere besværligt, da killingen var ganske lille og ikke havde meget sul på kroppen. Projektet lykkedes efter mange intense minutters præcisionsarbejde.
Mens Kirstens højre arm med god kraft drejede kødhakkerens håndtag rundt, nynnede hun velfornøjet. Få øjeblikke efter havde hun en fin lyserød fars, som sirligt blev lagt i en gennemsigtigt plasticbøtte, som hun placerede bagerst på nederste hylde i køleskabet.
Kirsten vaskede sine hænder, tørrede dem af i det blomstrede forklæde, som hun til lejligheden havde fundet frem. Hun tog et stykke papir og en kuglepen og satte sig ved klapbordet med Frøken Jensens Kogebog, som lå opslået på en opskrift på hjemmelavet leverpostej.
På sedlen som i morgen ville ledsage hende til et af kvarterets supermarkeder, skrev hun med sirlig skråskrift:

Svinelever
Spæk
Løg
Æg
Allehånde
Nelliker
Smør

I morgen skulle der laves leverpostej.
Kirsten smilede gådefuldt. Bare de nu kan lide min postej, tænkte hun, og gav sig til at spekulere over hvordan hun uden at vække mistanke, kunne komme af sted med at forære sine rædselsfulde underboer en lille hjemmelavet julehilsen.