Julekalenderen Musetrappen 16. december

Skrevet af Kong Mor

Kirsten vågnede senere end hun plejede. Hun havde sovet uroligt, minder fra fortiden havde forstyrret hendes ellers drømmeløse søvn og hun følte sig slet ikke udhvilet.
Hun kom op med besvær, og kom langsomt i tøjet. Da hun havde indtaget sin spartanske morgenmad, satte hun sig ved computeren for at planlægge dagens program. Hvert øjeblik faldt hun i staver og genkaldte sig det øjeblik da Mogens hjalp hende op. Hun rystede tanken af sig, der var vigtigere ting at tage sig til.
Hun måtte finde ud af hvad det var for nogle varer. Havde det mon noget at gøre med Elliot?

Hun rejste sig og gik hen til vinduet. Det sneede stadig og fortovet var fuldstændigt ufremkommeligt. Kirsten rynkede misbilligende panden; det var igen den uduelige vicevært de havde. Hun havde flere gange påpeget hans mangler overfor boligforeningen men de ignorerede på det groveste hendes henvendelser.
Hun kunne godt se på det hele, at hun takket være den dovne vicevært, ikke kom ud i dag.

Hun gik med slæbende skridt ud og lavede sig en kop kaffe. Hun syntes det trak så underligt i det ene ben, så hun var glad da hun igen kunne sætte sig tilrette foran skærmen.
Kirsten havde endnu ikke gjort brug at det nem-id kort hun havde snuppet fra Elliots lomme. Lidt rastløs og usikker loggede hun alligevel ind på hans netbank. Hun drak sin kaffe og virrede med hovedet, hun havde det underligt. Måske var det den manglende søvn? Eller var hun mon ved at blive syg.

Hun kunne pludselig høre en sagte lyd ude fra trappen. En kat? Tænkte hun. Hun rejste sig, denne gang med endnu mere besvær, og kom ud til entrédøren.
Hun åbnede og kiggede ud på trappen, men kunne ikke se nogen kat.
Hun vendte om og gik ind igen, men blev stående midt i stuen, usikker på hvad hun skulle. Hvad var det hun havde været i gang med da hun rejste sig?
Kirsten kunne pludselig heller ikke huske hvorfor hun havde rejst sig.

Hun blev pludselig svimmel og tænkte: ”Jeg må ind og lægge mig”. Hun nåede ind til sin seng, hvor hun meget ulig sine egne vaner lagde sig ovenpå det lysebrune sengetæppe og faldt i søvn, endda uden at tage skoene af.

Kirsten blev vækket af en let lyd. Som om hoveddøren blev lukket. Hun satte sig halvt op, havde der været nogen? Hun var forvirret. Var det far? Nej, hun så ned af sig selv, tøjet var i orden og der var ikke noget som gjorde ondt.
Så gik det op for hende at han jo havde været død længe og kunne ikke gøre hende noget ondt mere. Så lød der et ordentligt drøn; en eller anden smækkede en dør i nedenunder.

Kirsten kom op at stå. Hun var ikke længere svimmel, men hun skulle bruge mange kræfter på at få tankerne på plads.
Sikke en uorden, tænk at sove sådan midt på dagen, og så oven på tæppet. Hun redte sengen igen, glattede sengetæppet minutiøst og fik med besvær alle kanterne stukket ind under madrassen. Hun rettede sig op og så sig om i det spartanske værelse. Tapetet var falmet. Smalle striber i beige og lysebrune farver. Hun kom til at tænke på sit barndomsværelse.

Med hvide vægge og smukke indrammede tegninger af engle. Engle som hendes mor holdt så meget af. De hang og kiggede bebrejdende på hende når hun prøvede at forsvinde ud af sin krop. Så havde smerten, angsten og hendes far ikke noget med hende at gøre. Hun kunne føre lange samtaler med englene, og de endte altid med at de med moderens stemme, fortalte hende at hun ikke var en sød pige. At hun gjorde sig til og at det var hendes egen skyld.

Da hun flyttede hjemmefra havde moderen spurgt om hun ikke skulle have de yndige tegninger med. Kirsten havde fået kvalme og havde under opydelsen af al sin styrke, blot pænt takket nej.
Da forældrene var døde havde hun blot beholdt engletegningerne. Og selv brændt dem. At se dem blive konsumeret langsomt af ilden havde givet Kirsten en enorm tilfredsstillelse.
Faderen ville begraves, men Kirsten havde fået trumfet igennem at han skulle brændes. Moderen sad på plejehjemmet og da hun fik at vide hvad der var sket var det for sent.

Kirsten havde stået ved krematoriet og nydt at følge røgen med øjnene. Godt nok var han død derinde i kisten, men hun forestillede sig hvordan hans krop blev ædt af flammerne og forsvandt helt, reduceret til en bunke aske og det gav hende en indre ro.

Hun gik lidt tøvende ind i stuen. Det trak fra entréen og Kirsten gik derud og stivnede. Døren stod på vid gab. Var her mon nogen? Hendes første indskydelse var at smække døren hårdt i. Men hun tøvede, og lukkede døren stille.

Hun kunne pludselig huske at hun havde siddet på Elliots webbank da hun var blevet forstyrret af et eller andet. Kirsten gik tilbage til computeren, men da hun nærmede sig blev hun fuld af bange anelser. Der lå et stykke papir ovenpå tastaturet, hun tog det med rystende fingre og læste ordene:

”DET DU GØR ER STRAFBART!!!”

Kirstens hjerte hamrede og hun var lige ved at gå i panik. Samtidigt lød en brummende lyd. Hun så sig forvirret om, det var hendes Samsung Galaxy som lå på bordet ved siden af. Kirsten holdt vejret og nåede at tænke at den plejede da at ligge på konsollen ude i entréen.
Hun greb telefonen og fik med bange anelser beskeden frem. En MMS fra et ukendt nummer – et billede af hendes computer, af skærmbilledet hun havde forladt før hun gik ind for at sove. Et skærmbillede af Elliots webbank. Et bevis.

Kirsten var rystet, kontrollen var ikke i hendes hænder mere, nogen vidste at hun kunne komme på Elliots webbank. Hun tastede febrilsk Elliots kode, men som ventet var det for sent, den var ændret. Hun lukkede facebook op, og kunne også her konstatere at hun ikke havde adgang mere, samt at både Marias og Elliots profiler var blevet lukkede for ikke venner.

Hun måtte væk. Hvis hun kunne bevise at hun ikke selv havde været i lejligheden på MMS’ens tidspunkt, kunne hun helt nægte at det var hende. Hun måtte også skaffe sig af med telefonen. Hun måtte lade som om hun havde været ude, og havde glemt sine nøgler derhjemme. Idéen lød plausibel så hun rejste sig op, gik hurtigt ud i entréen, og fik frakke og tørklæde på.
Hun lod nøglerne ligge midt på konsolbordet i entréen, stak telefonen i frakkelommen, smækkede døren og skyndte sig ned ad trapperne og ud i snevejret, hvor hun halvt løb, halvt gled ned mod busstoppestedet.  

På vej ind til byen slappede Kirsten af, og satte sig bedre tilrette i sædet. Hendes plan ville fungere, det var hun helt sikker på.

Lige indtil telefonen i hendes lomme gav sig til at brumme igen.