søndag den 18. december 2011

Julekalenderen Musetrappen 18. december

Skrevet af Line fra Lines Linier

Det gav et sæt i Kirsten og hun rakte ned efter den brummende telefon i lommen. Hun fik med lidt besvær åbnet beskeden, der tydeligvis ikke var til hende ”Jeg savner dig, kom hjem. Jeg har rødvin og kærlighed. KH M”. M?
Hun kunne se på nummeret, at afsenderen åbenbart var den samme, som tidligere havde sendt den væmmelige MMS til hende med billedet af computeren ombord i Elliots netbank. Billedet, der et øjeblik havde bragt Kirsten helt ud af kontrol. M – kunne det være Maria? Ja, hvem skulle det ellers være, der havde listet rundt og taget billeder i hendes lejlighed som en tyv om natten mens hun selv lå forsvarsløs og sov? Nå ja, den slags kunne hun jo selv finde på, men alligevel. Det skulle Maria ikke slippe godt fra, hvis det da var hende. Men det måtte vente. Nu skulle hun først lige...
Kirsten trak vejret dybt og kiggede rundt på de andre passagerer i bussen. På den unge mor med det utålmodige barn. Sikke beskidt det barn var om munden; var de unge da helt ligeglade med alt i dag. Og på de to piger længere fremme med deres små korte jakker og lette kanvasstøvletter sølet ind i snesjap. Og med huller i bukserne. Og næsen. Lige som Maria. Kirsten forstod ikke, hvad der fik de unge piger nu om stunder til at klæde sig i den slags. Hvad skulle det til for? De talte også så grimt og simpelt. Og højt. De skulle bare vide, hvad sådan én som hende kunne bruge den slags oplysninger til, som de letsindigt slyngede ud her midt i bussen. Kirsten lod nysgerrigt øjnene glide videre frem langs passagerrækkerne. Hun stoppede op ved den mørkhårede unge mand helt fremme på det forreste sæde. Det lignede grangiveligt... Jo, minsandten om det ikke var underboen, Elliot, der sad der. Hun var ikke bare heldig. Hun var virkelig heldig. Mon han havde set hende? Det troede Kirsten ikke, at han havde. Nu hun tænkte efter, havde hun måske endda set ham ved busstoppestedet lige før, da hun var gledet på det glatte fortov. Havde han vinket til hende? Hun havde været så forvirret og helt ude af kontrol efter at have modtaget den afslørende MMS, at det ikke stod helt klart. Bare han ikke havde set hende gå ind i bussen.
Kirsten trak sig lidt ind i frakken og skubbede sig ned i sædet. Hun kiggede indgående og længe på ham, men han vendte sig ikke om. Han havde travlt med at rode efter noget i sin taske. Kirsten vidste godt, at det var riskabelt, men fristelsen var simpelthen for stor. Hun blev nødt til at prøve på at finde ud af, hvor han mon var på vej hen.
Da de nåede til Park Allé ved Rådhuset rejste han sig og sprang hurtigt ud af bussens fordør. Kirsten listede forsigtigt ud af midterdøren og håbede på, at hun kunne gemme sig i menneskemylderet. Det lykkedes vist. Elliot lagde tilsyneladende ikke mærke til noget, for han var allerede målrettet på vej hen bus nr. 12, hvor han sprang ind og satte sig ned. Kirsten vidste desværre ikke, hvor bus nr. 12 kørte hen – det var så forvirrende med de nye busruter, der kun lige var trådt i kraft i august. Det havde der også været meget debat om i lokalnyhederne. Men hun listede efter Elliot og smøg sig ned på ét af de bagerste sæder. Heldigvis godt gemt i den fyldte bus med julehandlende. Kort efter satte bussen i gang og kørte dem afsted gennem trafikmylderet i Århus midtby.
Der gik dog ikke lang tid, før Kirsten fik en idé om, hvor bussen måske var på vej hen. Og ganske rigtigt, kort efter svingede bussen ud af Silkeborgvej med retning mod Brabrand.
Ved Engdalsvej begyndte Elliot at lyne jakken til og rejste sig med retning mod døren. Et kort øjeblik følte Kirsten, at han kiggede direkte hen mod hende og hun mærkede straks fornemmelsen af måske at være afsløret. At miste kontrollen. Den værste følelse af alle. Kirsten dukkede sig ned bag sædet. Hvad havde hun da også tænkt på? Det var alt for hastigt besluttet af hende at følge efter ham. Alt for risikabelt. Og hun kunne jo alligevel ikke stå af sammen med ham. Det ville han jo opdage. Heldigvis virkede det slet ikke som om, at Elliot havde set hende, for han kiggede ikke længere hen mod hende, men gik i stedet ud af bussen i samme øjeblik den standsede og dørene åbnedes. Kirsten lod ham lettet forsvinde ud af døren og afsted.
Hun måtte vente med at stå af til næste stoppested og så bare håbe, at hun kunne finde ud af, hvor Elliot var gået hen. Det ærgede hende at skulle miste ham af syne. Men heldigvis kørte bussen ikke længe, før den gjorde holdt igen og hun kunne smutte ud. Hun vendte sig om og kun få hundrede meter længere nede af vejen, så hun konturen af Elliot, der lige nøjagtigt drejede ned af en at de små stikveje mod Brabrandstien. Kirsten ilede efter ham, selv om det trak så pokkers i det ene ben, når hun gik. Det var simpelthen for godt til at være sandt, hvis han virkelig var på vej derhen, hvor hun troede. Hun bed smerten i sig. I det øjeblik hun drejede ned af samme stikvej som Elliot, genkendte hun huset, som hun nogle dage tidligere havde set på Google Maps. Det høje hegn rundt om, porten ved siden af skiltet med ”Hunden bider” og logoet, der ikke var til at tage fejl af.
Kirsten sank en ekstra gang, da hun i ly af en stor tuja så en særdeles bredskuldret fyr lukke Elliot ind i huset. Hun havde hele tiden haft på fornemmelsen, at der var noget skummelt ved Elliot, huset og de 85.000, der pludselig var dukket op på hans konto. Noget, der slet ikke var, som det skulle være. Nu vidste hun det med sikkerhed og nåede til sit held af få foreviget Elliot og den bredskuldrede fyr med det udmærkede kamera i sin Samsung Galaxy.

3 kommentarer:

  1. Uh, hvor et det spændende - hvad mon der sker nu?

    SvarSlet
  2. Ihh ja - hvad nu? Og når det hele at falde på plads til juleaften?

    SvarSlet
  3. Det håber jeg sandelig :-) ellers må vi jo skrive igen til påskeferien!

    SvarSlet

Kloge kommentarer: