Åh, nu har jeg gjort det igen - skrevet et afsnit selv, fordi jeg ikke havde hørt fra Kristine mandag aften. Lige som jeg var færdig, hørte jeg alligevel fra hende, så hun fik tilsendt mit og i dag får I derfor en kombi med først mit og derefter Kristines afsnit.
Skrevet af Mai
Kirsten var på en gang frydefuldt pirret over, at hendes spionage havde båret frugt og gnavende irriteret over, at hun stadig ikke vidste HVAD det var for en lyssky forretning, Elliot havde gang i. Der var ingen tvivl om, at den var lyssky og der var heller ingen tvivl om, at det var rockerborgen ved Brabrandsøen, der lå bag det høje plankeværk - men Kirstens viden om, hvad disse vederstyggelige mennesker egentlig foretog sig, udover at køre på larmende motorcykler, var desværre stærkt begrænset. Det var i sandhed ikke noget, hun nogensinde havde haft lyst til at sætte sig ind i.
Kort efter sin første opdagelse og mens Kirsten endnu havde hjertebanken af den, var en beige Audi 8 gledet ind til siden få meter foran hende - og ud var steget en nydelig høj mand, som - Kirsten kunne næsten ikke tro det - var identisk med den Mogens Ellekilde, hun for ganske kort tid siden havde googlet sig frem til. Kirstens hjerte sprang næsten et par slag over ved denne opdagelse, men hun nåede at springe ind i et busstoppested og plagiere at være meget optaget af afgangstidspunktet for linie 12 ind mod byen. I læskurets glas spejlede den mørke skikkelse af Mogens Ellekilde sig tydeligt - indtil han drejede fra ad den samme stikvej ned mod Brabrandstien, som hans svigersøn (eller muligvis svigersøn, tænkte Kirsten, for Mogens kunne jo også være et slægtsled længere ude end Marias far) var forsvundet ned ad ganske kort forinden.
Det var næsten for meget for Kirsten nu - hun kunne ikke rumme en eneste stump mere information i sit hoved og længtes pludselig hjem til lejlighedens forudsigelighed og daglige rutiner. Til det, der lige nu føltes som en fjern fortid, hvor ret var ret og vrang var vrang - og ikke alle disse ukontrollerbare gråtoner mellem godt og ondt. Rockere var onde, Elliot var ond, men Mogens Ellekilde var hendes barndoms helt, hendes hemmeligste drømmes ridder på den hvide hest, som kom og tog hende med til en anden verden, hvor der kun var godhed. Kirsten kunne simpelt hen ikke lide at få sit drømmebillede af ham tilsmudset.
På vej hjem i bussen gik det op for Kirsten, at hun havde endnu et problem - hendes geniale plan om at skaffe sig et alibi for at have været på Elliots konto og have glemt sine nøgler hjemme var en frygtelig fejltagelse, for nok kunne hun lukke sin egen dør op med et kreditkort, men gadedøren var tung og hård og kunne kun låses op ved at ringe på en af de andre lejligheders dørtelefon. Noget alibi havde hun jo sådan set heller ikke, eftersom hun havde haft mere travlt med at lure på andre end selv at blive set. Hun var for forkommen af kulde og mentalt overarbejde til at bryde sig om den sidste kendsgerning - hun måtte bare se at komme hjem og ringe på hos Fru Møller på stueetagen og stikke hende en seddel med en forklaring om den glemte nøgle. Alt var besværliggjort, efter hun ikke havde talens brug, for eksempel var det yderst vanskeligt at skaffe sig en låsesmed uden at gøre brug af et eneste ord.
Kirsten dirrede og klaprede af kulde, da hun på usikre ben stolprede hen ad det glatte fortov på sin gade. De sidste fire meter hen til gadedøren, så ville hun være der og måtte bare bede til, at Fru Møller var hjemme og ville undlade at sætte en masse hjælpeforanstaltninger i værk - konen kunne sagtens finde på at indberette Kirsten til kommunen og bede om hjemmepleje til hende.
Det blev ikke nødvendigt at ringe på Fru Møllers dør. I det hun nåede frem, gled den beigefarvede Audi ind på parkeringspladsen lige foran døren og ud steg - oh giv mig styrke, nåede Kirsten at tænke - Mogens Ellekilde. Han kiggede direkte på hende, krusede øjenbrynene et øjeblik som i undren over noget længst glemt, der var dukket op til overfladen. Kirsten, som ikke lige fremstod i sin bedste forfatning, kold og forhutlet som hun følte sig, lod sig ikke mærke med sin genkendelse, men havde åndsnærværelse nok til at stille sig lige bag ham på trappen, så hun kunne smutte med ind. Hun så ham tydeligt trykke på knappen ud for M. Ellekilde og E. Meyer. Oh så nær og dog så langt væk. Han drejede kroppen let irriteret mod hendes unaturlige opstilling så tæt på ham, men så fik det belevne i ham overtaget: "De skal måske også ind her?" Kirsten nikkede, blinkede og sank en masse gange. Hun var i tvivl om det var sne, der smeltede på øjenlågene eller små blanke tårer, der vristede sig løs.
Der fulgte en akavet opstigning til 3. sal. Kirsten var vant til trapperne og kunne sagtens holde trit, faktisk skulle hun passe på ikke at overhale Mogens, som prustede og pustede allerede ved 1. sals reposen. Det ville både virke upassende og fratage hende nydelsen af synet af ham - og ikke mindst var der et spinkelt håb om, at han ville komme i tanker om, hvem hun var, inden de nåede til 3. sal.
Skrevet af Kristine fra Kristines Dilemma
På vej op ad trapperne sammen med Mogens Ellekilde ser Kirsten på hans tøj, noget skal den grufulde stilhed jo gå med. Hans sko er meget lig hans profession tænker Kirsten, sådan nogle sko forretningsmænd går rundt med. Blanke, sorte, og runde i det. Men hvad er det, der på den ene snude? To dråber, lidt tykke, og størknede. Kirsten får helt hjertebanken og kan næsten mærke gåsehud på hele kroppen. Har Mogens Ellekilde hendes helt dræbt Elliot? Godt nok var hendes underboere ikke hendes type mennesker, men alligevel, at dræbe mennesker fordi man ikke kan li dem, der går grænsen alligevel. Kirsten synker sit mundvand og får også problemer med at holde styr på sine tårer. Selv Mogens kan man ikke regne med. Ingen mennesker kan man regne med. Vreden og skuffelsen i Kirsten får hende til at gå hurtigere. Hun får pludselig ondt i brystet, og i det hun tager sig til brystet med den ene hånd mister hun fodfæstet, og falder langsomt forbi Mogens, og når at tænke ”Grib mig, Mogens” før hun er ude af hans rækkevide og lander hårdt der på reposen op til 2 sal. Det gør ondt i brystet, og nu gør det også ondt i kroppen fordi den har fået noget af et slag, især hovedet fordi det blev knaldet godt ind i væggen, hvilken forklarer den store rungen der er i hovedet. Pludselig står en oppe foran døren ind til Maria og Elliots dør. Det er Maria som kommer ned for at hjælpe Mogens med at få Kirsten på højkant igen. De spørger hende om hun er ok, om hun skal have en ambulance tilkaldt. Kirsten ved ikke hvad hun skal gøre hun kan ikke snakke, men hun tager sig til brystet igen, og det er åbenbart nok til at Mogens tager sin telefon frem og ringer efter en ambulance. Kirsten sidder og sunder sig. Imens hun sidder der i gulvhøjde er hun tæt på Mogens sko. Hun skal lige til at tage hånden frem mod de to pletter, for at mærke konsistensen da hun hører en komme op af trappen. De ser alle sammen ned mod Elliot som kommer op ad trappen. Kirsten tænker at hvis Elliot og Mogens har mødt hinanden i Brabrand så skjuler de det meget godt. I forvirringen da Elliot kom op af trapperne kom Kirsten rent faktisk til at ramme de to pletter på Mogens sko, og sidder nu og prøver på at mærke om konsistensen er som blod, eller om det mon er noget helt andet. Maria ser på hende, på hendes fingre og spørger om hun bløder. Da hun siger ordet bløder, fornemmer Kirsten at Mogens opfører sig underligt. Kirstens hjerte banker på højtryk, og det gør ondt. Hun prøver på at trække vejret stille og roligt, selv om det er direkte ydmygende at skulle sidde der foran andre, og være sårbar og ude af stand til at gøre noget selv. Det er takken for at blive gammel. At man stadigvæk ikke har noget at skulle sagt i forhold til hvad der bliver gjort mod en. Kirsten ryster på hovedet til Marias spørgsmål, og tænker at hun måske bare skal lade fingrene være. Men spørgsmålet i Kirsten er hvis det hun har på fingrende er blod, hvor kommer det så fra, når det nu ikke er Elliot der er død?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kloge kommentarer: