Julekalenderen Musetrappen 21. december

Skrevet af Lene K

Elliot trådte ubevidst et par skridt baglæns, da han kom ind i opgangen og så forsamlingen af mennesker. Hans første refleks, sikkert frembragt af dårlig samvittighed, var at tage benene på nakken og komme væk derfra. Men det gik jo ikke. Svigerforældrene var kommet, og han skulle forestille at have været ude i et ærinde og blevet lidt forsinket. Han havde forestillet sig, at det opfundne ærinde var julegaveindkøb til deres kære datter. Et indkøb så småt, at det kunne være i inderlommen på hans jakke.
Han så sin svigerfar stå bøjet over en ældre dame, som han genkendte som deres halvtossede overbo. Hendes tøj og hår sad i en uklædelig uorden, som han ikke havde set hos hende før, og hendes stilling halvt siddende, halvt liggende på gulvet, mindede om et barns.
Elliot sprang op ad trappen og lagde armen om Maria, der stod foran døren ind til deres lejlighed. ”Hvad sker der?” hviskede han. ”Aner det ikke. Hun faldt vist ned ad trappen.” Mogens kastede et blik i deres retning, og Elliot forsøgte at aflæse hans blik. Havde Mogens set ham ude i Brabrand? Det var gået så stærkt, og der havde været lidt tumult, så han var ikke sikker. Han havde forsøgt at spole filmen tilbage for sit indre blik, da han sad i taxaen på vej hjem. Elliot havde mødtes med Ole Olsen, som var Sharks officielle dæknavn, for at afslutte en deal. Ingen vidste, hvad Shark, eller Ole Olsen, hed i virkeligheden, men han var en af de store indenfor rockermiljøet i Aarhus, og han var ikke kendt for noget godt. Elliot havde mødt ham til en af deres koncerter, hvor Shark havde været inviteret med backstage af bassisten. Det havde været en af de aftener, hvor de havde leveret en forrygende koncert, men ugen før var blevet brændt af af ejeren af et spillested, der var gået konkurs. De var derfor i et noget blandet humør, og der var røget væsentlig flere bajere indenbords, end der plejede. Bassisten, der var gået fra øl over hash til de hårde stoffer, havde ringet efter Shark og hans godteposer. I sin fuldskab og med den uholdbare økonomiske situation, havde Elliot lavet en deal med ham. Han skulle tage nogle varer med fra England, og Shark ville betale ham 85.000 i forskud, og 85.000 efter levering. Elliot havde tænkt på Maria, på den nye lejlighed og huslejen til sine svigerforældre, som han godt var klar over, at han var i bad standing hos, havde krydset fingre og tæer og gjort det. På sin sidste tur til Manchester havde han hentet en pakke på den opgivne adresse, havde puttet det hele i kufferten og fingerrystende taget turen tilbage til Billund. Tolderne havde intet opdaget. Han vidste ikke, hvad der var i pakken, han havde ikke spurgt, og han ville ikke vide det. Han havde mareridt om natten, der handlede om skolebørn, som han tvang til at tage baner med kokain, som han holdt op under næsen på dem, og at han holdt dem og sprøjtede heroin ind i deres dunkende blodårer med en kæmpestor kanyle. Han overvejede et splitsekund at smide det hele i toilettet, men tænkte så på konsekvenserne, og var ikke sikker på, at han ville overleve sådan en handling. Han var nødt til at gennemføre det, han var startet på, og gøre det så diskret, at ingen, mindst af alle Maria, nogensinde ville få noget at vide.
Men i dag, da han var ude hos Shark for at aflevere pakken, var det millimeter fra at gå galt. Han og Shark stod inde i det forfaldne og mugbefængte køkken, og Elliot kunne se Per, som han vist hed, rode med sin Harley ude foran huset, da Pers mobil ringede, og han efter en kort samtale gik hen og åbnede porten. Og Elliot kunne ikke holde et udbrud tilbage, da han så sin svigerfar komme ind. Mogens virkede lidt forlegen, selvom han grinede og dunkede Per jovialt på ryggen. ”What the fuck!” Elliots udbrud fik schæferen Kato til at springe op fra sin kurv ved siden af køkkenbordet, og idet Elliot forskrækket trådte et skridt bagud, væltede han med den ene arm alle de tomme flasker, der stod på bordet. Hunden gøede som en besat, og fór ud ad den åbne dør, og inden nogen kunne nå at stoppe den, var den sprunget på den fremmede mand med den dyre frakke, som stod i indkørslen. Mogens havde instinktivt forsøgt at afværge angrebet med sin ene hånd, og dyret havde øjnet chancen og bidt til.
Og nu stod de så her i opgangen. Elliot kunne se, at der var løbet blod fra Mogens’ hånd. Han havde bundet sit stribede og sikkert dyre halstørklæde omkring håndleddet, men der var blod ned langs lillefingeren.
Kirsten så forvirret og bange op på Mogens, der forsøgte at få hende op og stå, og der var stille et øjeblik, mens alle håbede, at det ville lykkes, så de kunne få hende lempet ind i sin lejlighed og få det overstået. Og i det øjebliks stilhed, da han netop havde fået hende op at stå, og hun støttede sig tungt til ham, hørte alle den tilskadekomne sige med bønfaldende stemme: ”Redder du mig igen nu, Mogens? Ligesom du gjorde dengang?” Og de så Mogens spørgende løfte øjenbrynene  og ryste på hovedet, indtil genkendelsen pludselig fik ham til at spærre øjnene op, og idet han et øjeblik mistede balancen, tog han et par skridt baglæns, hvilket fik Kirsten til at hage sig fast i hans frakke, og ud af frakkens lomme faldt en stor gennemsigtig plasticpose fyldt med hvide piller.