Julekalenderen Musetrappen 22. december

Skrevet af Kaal

Det summede og snurrede i Kirsten hoved. Hun brød sig absolut ikke om at være i centrum, og nu var hun BÅDE i centrum, fordi hun var skvattet op ad trappen OG fordi hun havde talt til Mogens. Hun havde genvundet talens brug! Hun kunne ikke genkende sin egen stemme. Hun dumpede ned på et trappetrin – hun ramte med hoften først og det gjorde ondt - og næsten i samme nu, dumpede en plasticpose med hvide piller ned ved siden af hende. Der blev helt stille i opgangen. Blikkene gled i raskt tempo fra Kirsten til Mogens, til  posen med pillerne og rundt blandt de tilstedeværende. Ingen sagde noget.
Kirsten rømmede sig, forsøgte at komme på benene igen ved at gribe om gelænderet. Gelænderet var glat, og hun mærkede kræfterne svinde. Mogens stak en hånd ind under hendes armhule og hjalp hende op.  Selv i denne stund skinnede det igennem, hvilken gentleman han var. Kirsten blev rørt og mærkede tårerne strømme op i øjnene. Hun glattede sin frakke og konstaterede, at hendes vinterhue var væk. Uden at se op, gjorde hun sig fri af Mogens´ greb, vendte sig om og gik roligt op ad trappen. Et øjeblik svimlede det for hende, da det gik op for hende, at hun ikke havde nøglerne til lejligheden. Hun stak hånden i frakkelommen. Der lå de jo – så måtte de jo have ligget der hele tiden. Hun tog et fast greb om dem, koncentrerede sig voldsomt for at ramme nøglehullet, gav døren det lidt hårde skub, den skulle have for at åbne. Da døren lukkede bag hende, drog hun et lettelsens suk. Sikke en dag.
Hun stod et øjeblik med ryggen mod døren, mens hun lod blikket glide hen over den gamle avis, hvor hun stillede sine støvler efter de få ture hun havde uden for lejligheden. Hen til det lille bord, hvor julens reklamer lå i en bunke - hun burde sortere dem - og hen til døren ud til køkkenet. ”Mogens, Mogens”, sagde hun forsigtigt. En lille trækning gled over hendes ansigt. Smilet var større inde bag hendes slappe ansigtsmuskulatur end udenpå. Mens hun stillede støvlerne på den gamle avis og hængte frakken på bøjle, sagde hun ”Kaffe, kaffe”. Med en længe hengemt munter følelse i kroppen, en hofte der værkede som bare pokker efter faldet og en overvældende træthed, bevægede hun sig ud i køkkenet. Da hun fik øje på katten, sagde hun med en lidt højere stemme ”Goddag”. Hun satte kaffe over, fandt fem Karen Volf småkager i posen – i dag måtte hun godt få fem. Hun satte sig til rette i den gode stol med kaffe, småkager og den sidste uges reklamehøst. Hun kunne slet ikke forholde sig til dagens begivenheder og havde brug for en pause fra tankerne. Det vidste hun at kaffe og reklamerne ville give hende.
Efter den første tår kaffe blev hun overvældet af tristhed. Hvorfor overhovedet læse reklamer – hun skulle jo ikke give nogen gaver. Hun hadede julen. Ensomheden, som hun kunne holde fra døren til hverdag – især efter hun havde fået den mission, at beboerne i lejligheden nedenunder skulle udskiftes, indtil de levede op til de mest simple standarder for godt naboskab – overvældede hende. Tårerne fik frit løb. Kirsten troede ellers ikke på, at tårer kunne løse noget som helst. Katten kom hen og gned sig op ad hendes ben, spandt og var temmelig vedholdende i sine kærtegn, indtil Kirsten tog den op på sit skød. Katten lagde sig til rette og spandt højlydt. Hun gav den et blidt puf. ”Ned med sig”, sagde hun.
Hun tog sig sammen, og gav sig til at bladre gennem reklamerne. Hun kunne bedst lide den fra Netto og gemte den til sidst. Der var en brochure fra FOF. De tilbød sig med kurser i porcelænsmaling, spansk , madlavning for seniorer og alt muligt andet, som slet ikke var noget for Kirsten. FOF brochuren røg over i skal-smides-ud-bunken.
Hun stødte på en stor konvolut med hendes navn på. Den havde hun da ikke lagt mærke til før? Der var ingen frimærker på. Da det gik op for Kirsten hvad kuverten indeholdt, stivnede hun, og alle tankerne og den gode følelse hun havde haft, stoppede med et. Det var hendes egne prints af den døde killing. Hun havde da smidt kuverten ind hos de uduelige underboer … ikke? Kirsten blev bange. Hun havde slet ikke kontrol over situationen længere. Var det pludselig de unge mennesker nedenunder, der legede med hende?
Kaffen blev kold, mens hendes tanker langsomt kom i bevægelse igen. Den første tanke der bevægede sig frem i hendes bevidsthed, var tanken om Mogens. Han var trådt ind i hendes liv igen. Det gav hende håb. Havde han det godt? Måske havde han ledt efter hende? Hun var i hvert fald ikke i tvivl om, at han havde genkendt hende, da han rakte sin stærke mandige arm ud efter hende ude i opgangen.
Hun rejse sig og fandt underboens NEM-id nøglekort. Hun klippede det i stykker med sin Fiskars fjærkræsaks. Den havde hun givet sig selv i julegave sidste år. Hun havde med fagter ladet ekspedienten i isenkræmmerforretningen forstå, at den skulle pakkes ind som en gave. Den ekstra tid, kunne de godt bruge på hende, havde hun tænkt, mens den mandlige ekspedient, havde fumlet med gavebåndet. Det var for øvrigt også den saks, hun havde brugt, da hun parterede den lille killing, så kødstykkerne passede ned i hendes kødhakker, og hun kunne lave postejen, som underboerne aldrig fik.
Hun skyllede de plastikovertrukne papirstykker ud i toilettet. Derefter gik hun ud i gangen og åbnede skuffen i det lille bord, der nu var fri for reklamer. Jo, det lå der stadig. Hun tog det filmbetrukne og lettere gulnede kalenderlys frem. Det havde hun købt i Netto i januar. Da var de nedsat til en femmer. Hun tændte lyset og dryppede stearin ned i bunden af en kaffekop, så det kunne stå fast. Mens hun sad og betragtede flammen langsomt æde sig ned mod 1-tallet, hørte hun en dør smække … Det var nedenunder. Mogens var dernede med sin familie. Hvad mon de lavede? Åh, hvor ville hun gerne se, hvad de lavede. Hun hørte lavmælte stemmer dernedefra. Mon de havde et juletræ? Hun havde ikke set dem bære et op af trappen.
Hun krøllede billederne af killingen sammen og smed dem i skraldespanden.
Mens hun tændte for sit TV og så den sidste halvdel af ”Nissebanden på Grønland”, dryssede sneen ned i store flager udenfor.