Julekalenderen Musetrappen 23. december

Skrevet af Christine

Mogens samlede straks posen med de hvide piller op og stoppede dem i lommen igen. Til alt held var det ikke posen med de blå potenspiller, men bare den pose med panodiler som han altid havde med sig. Han nægtede simpelthen at lade sit gode liv og humør blive ødelagt af en hovedpine, så han var altid beredt. Kun Elliot bed mærke i at Mogens hurtigt fik fjernet pillerne igen, men både Maria og Ingelise kendte til Mogens´ forhold til hovedpine, og lod sig derfor ikke mærke af synet af posen med de hvide piller.
Mogens kiggede efter den ældre kvinde som gik op af trappen. Hvem var hun? Hvad havde han reddet hende fra og hvornår? Han mærkede Marias arme omkring sig, og gav hende et varmt knus imens han hørte hende mumle hej far ind i hans brystkasse. De gik alle fire ind i lejligheden og Mogens blev straks ramt af en følelse af hjemlig hygge. Maria havde gjort det så fint, der var levende lys i hele lejligheden og der duftede af nybagt kage. Sikke en forandring hans ellers så rebelske datter havde gennemgået. Det var som om julefreden langsomt lagde sig over ham, og selv ikke lyden af Ingelises endeløse snak om alt og ingenting kunne ødelægge den stemning.
LA´ MIG SÅ VÆRE!! Råbte Maria pludselig imens hun skubbede Elliots arme væk. Han havde forsøgt at lade som om alt var godt, ved at lægge armene omkring hende, og det havde tændt et hidtil ukendt raseri hos Maria. I et splitsekund blev hun selv overrasket over sit pludselige udbrud, men den undren blev hurtigt afløst af en hurtig talestrøm der væltede ud af hende. Hvorfor skal du altid komme for sent? Forstår du ikke hvor pinligt det er for mig at mine forældre ser vores hjem SÅDAN HER, vrængede hun? Og hvor har du egentlig været hva? Ser du en anden hva? Hulkede hun. Hvem er du hva? HVEM ER DUUU skreg hun imens en pludselig kvalme steg op igennem hendes krop, som en alien der ville ud. Hun løb i retning imod toilettet, og smækkede døren bag sig imens hun brækkede sine frustrationer og smerte ud over WC´et. Hulkende gled hun ned på gulvet, krummede sig sammen i fosterstilling, imens vreden afløstes af fortvivlelse og flovhed over at hun var flippet ud på den måde. Det var jo netop det der IKKE skulle ske. Hendes forældre skulle se hende lykkelig i den lejlighed de havde købt til hende, se at hun sagtens kunne være lykkelig sammen med Elliot, at det var dem der var galt på den, når de sendte hinanden himlende øjne når de troede hun og Elliot ikke så det.
En række forsigtige bank på døren og en lille stemme der kaldte ”Maria-musen” trængte igennem tågerne af snot, bræk og tårer, og Maria følte sig pludselig helt lille. Hendes mor kom ud på badeværelset, og satte sig på hug ved siden af hende. Aede hende over håret og tørrede hendes øjne med sit lommetørklæde.
”Kom nu her min skat, du kan ikke ligge her” sagde Ingelise til sin datter. Hun hjalp Maria op og stå, vaskede det værste skidt af hende og støttede hende ind til soveværelset hvor hun puttede hende under dynen, som hun havde gjort så mange gange før, da Maria var en lille pige. Ingelise kiggede sig omkring, det var altså Maria og Elliots soveværelse det her. Hun kunne ikke udholde tanken om hvad de foretog sig her. Hvorfor vidste hun egentlig ikke, det var ikke fordi hun havde svært ved at se sin datter som en voksen kvinde med hvad det medfører, nej det var nok snarere noget med……
 
Elliot stod i døren og så bekymret på Maria. Hvad var der sket med hende? Hvorfor var hun pludselig så anderledes? Han forstod ikke en pind af det hele, vidste bare at det gjorde ondt at se sin elskede have det så skidt. Ingelise kyssede Maria på panden, rejste sig og gik ud på badeværelset og begyndte at tørre op. Hun vekslede et par ord med Mogens, som var som forstenet over det lille optrin han havde været vidne til.
En pludselig indskydelse fik ham til at gribe lejlighedens eneste julestjerne, og han gik med den i armene resolut hen imod yderdøren. Da døren smækkede i bag ham huskede han hvem hun var: Kirsten fra mellemskolen. Hun måtte have tænkt på episoden med de to småknægte som han havde reddet hende fra. Han havde solet sig i hendes blikke i tiden efter, og han mærkede en varme sprede sig i kroppen ved tanken om det. Han bankede på hendes dør, flere gange, intet svar. Besynderligt, bare hun nu ikke var dårlig, hun så ikke helt frisk ud på trappen tidligere. Han tog en rask beslutning, tog i dørhåndtaget og skubbede hårdt til døren, så den gik op. Inde i lejligheden så han Kirsten liggende på gulvet i en aparte stilling, med hånden på brystet. Han snappede efter vejret, tabte julestjernen på gulvet, så skjuleren gik i stykker, og der var jord og julestjerne ud over det hele. Han råbte bagud: INGELISE…. ELLIOT…. RING 112 NU!! Imens gik han forsigtigt hen til Kirsten, lagde hånden på hendes bryst for at mærke om hun trak vejret….