Julekalenderen Musetrappen 24. december

Skrevet af Mai

Mogens startede med at lægge to fingre ved Kirstens halspulsåre, men kunne ikke mærke noget pulsslag. Hans næste skridt var at åbne hendes skævt knappede polyesterbluse, som garanteret havde været moderne omkring 1978 og lægge øret mod hendes bryst - men inden han hørte det svage dunk dunk, så han Kirsten dreje hovedet og prøve at løfte det op fra gulvet. Hun kiggede direkte ind i hans øjne og så på en gang bedende og pinligt berørt på ham.

Mogens fik hende forsigtigt op at sidde og turde ikke forlade hende for at hente et glas vand. Han rakte i stedet ud efter en kop med kold kaffe, der stod på sofabordet - det var en kongelig porcelænskop med guldrand foroven, placeret på en fin lille underkop flankeret med fire vanillekranse. Han førte koppen op til hendes mund og de blålige læber spidsede sig rutineret om den spinkle kant på koppen. Mogens sad på gulvet bag hende og hun lænede sin fugleagtige skrøbelige krop ind mod hans bryst og sendte en lidt for sprittet duft som af gammel og godt gemt YSL Rive Gauche parfume ind i hans næsebor. Tænk, hun kunne højst være 7-8 år ældre end Ingelise, men hendes lejligheds indretning, hendes egen udstråling og ikke mindst hendes nervøse blik virkede som en døende gammel dames.

Ingelise var den første, der viste sig i døren: "Hvad sker der?" spurgte hun og kiggede sig nysgerrigt omkring i Kirstens lejlighed, inden hendes blik faldt på det surrealistiske scenarie på gulvet ved sofabordet. Det kunne da ikke være jalousi, hun følte? Det var jo patetisk - sådan en gammel stakkel! Men der var noget ved den fuldstændig hengivne måde, hun lænede sig op ad Mogens på - og den måde, han lod hende gøre det. Hun slog tanken væk og forsøgte at etablere et slags praktisk overblik - noget der faldt hende vanskeligt, fordi hun altid havde haft enten en au pair eller en maid i huset i Spanien til at stå for det. Hun fandt en overfrakke i entréen, mens hun sagde til Mogens, at Falck var på vej.

"NEJ!" lød det pludselig meget bestemt fra Kirsten. "Jeg skal ikke på sygehuset, jeg faldt jo bare!" Mogens og Ingelise vekslede et desorienteret blik. Ingelises sagde ordløst: "Jo hun skal," fordi hun fornemmede, at der ikke var andre til at tage sig af hende over julen, mens Mogens mere så ud til at tænke, at det måtte hun vel selv bestemme. Så hørte de lægeambulancen ankomme og kort tid efter fyldtes lejligheden med effektivitet; båre, tæpper, måleapparatur og en læge, der gik i gang med at undersøge Kirsten. Hun havde fået farve i kinderne igen, var blevet bugseret op at sidde i sofaen og havde rakt en hånd ud mod en uldklump af en bunke sorte kattekillinger, der lå i sofaen og diede hos deres hvide mor.

"Er I pårørende?" spurgte lægen Mogens og et eller andet fik ham til at sige "Ja," måske det faktum, at Ingelise var gået nedenunder og Elliot og Maria slet ikke havde vist sig hos deres overbo: Han skammede sig over sin egen families forkælede indstilling til et menneske i nød. "Det er min søster," fortsatte han. "Godt, for hun fejler umiddelbart ikke noget, men hun bør ikke være alene de næste tre-fire dage," sagde lægen. Først da gik det op for Mogens, at "de næste tre-fire dage" indebar juleaften, som skulle holdes i huset i Skåde sammen med Maria, Elliot, Marias storesøster og hendes mand og lille barn. "OK," sagde han til lægen, så vi ringer bare 112, hvis hun falder om igen?" "Ja," svarede lægen, der allerede var ved at pakke sammen igen og forsvandt ud af døren med et "Glædelig jul."

.....

Maria var gået fra al den tumult i lejligheden og ned i kiosken for at købe smøger. Hun var vågnet op igen efter en lur og var nået til den konklusion, at hun ikke gad spille den pæne pige overfor sine forældre længere: De måtte tage hende - og Elliot - for dem, de var og ellers kunne de rende og hoppe. Maria havde stadig ikke fået menstruation, så en pludselig indskydelse fik hende til at lægge endnu en graviditetstest på disken og skynde sig at dække den til med en pose pebernødder, der også lå ved kassen - der kunne jo komme nogen, hun kendte. Tilbage i lejligheden blev hun mødt med et meget forvirrende syn. Kirsten sad i sofaen og havde fået et krus kaffe i hånden, som hendes spinkle hænder næsten ikke kunne holde oppe. Hun talte nervøst om løst og fast i en blanding af gamle dage og mellemskolen, katte, unge mennesker nu om dage og det pudsige i, at hun åbenbart boede lige over et af dem, som Mogens havde sat i verden. Overfor sad Marias far med en avis og spiste uafladeligt den ene brunkage efter den anden. Endnu mere underlig var den måde, Ingelise sværmede rundt om Elliot på. Hun ignorerede de to ved sofabordet, men vimsede lige i hælene af Elliot og forsøgte at konversere om hans musik, som hun tydeligvis ikke anede noget som helst om. Elliot så lettet ud over, at Maria kom tilbage og sendte hende et blik, der fik hende til at fnise og elske ham på en gang: "Hold nu kæft, en sær familie jeg har!" tænkte hun, rømmede sig højt og spurgte, om ikke Kirsten skulle have været på sygehuset.

Kirsten snerpede munden sammen, som om synet af Maria fik noget til at dæmre for hende. "Nej jeg fejler skam ikke noget," kvidrede hun så og så igen fuldstændig ud som om, hun ikke havde nogen fortid til fælles med Maria, aldrig havde intimideret sine underboer og i det hele taget bare hørte til i Marias sofa som det mest naturlige i verden. Maria trak Elliot med ud på badeværelset og låste døren, så de kunne tale i fred. "What the fuck is going on?" spurgte han. "Det ved jeg fandeme heller ikke!" svarede hun, "Men det kan blive enten værre endnu eller bedre." Hun satte sig på toilettet og pakkede graviditetstesten ud. Elliot gjorde store øjne og gned sig nervøst om skægstubbene på hagen, mens Maria tissede på pinden. Hun lagde den på spejlhylden på et stykke toiletpapir, vaskede sine hænder og så stod de sammen og stirrede på den - mens der langsomt tonede endnu en blå streg frem i feltet ved siden af den, der var kommet til syne med det samme.

Maria skælvede, men Elliot smilede til hende og viste den positive og ubekymrede side, som hun var faldet for. "A christmas baby! You must be holy fucking Mary." Maria smilede mat og forvirret, mens 1000 tanker snurrede rundt. Abort, uddannelse, fremtid, unge mødre, forældrene, der opførte sig som om, de ikke var en dag ældre end hende selv, den fornuftige og pæne storesøster med sin perfekte lille familie. Så tog hun cigaretpakken og brækkede alle smøgerne i to, smed dem i toilettet en bunke ad gangen og skyllede ud efter hver bunke. "Vi siger altså ikke noget til det galehus derinde, i hvert fald ikke endnu vel?" sagde hun til Elliot. "OK," sagde han og smilede til hende.

Klokken var efterhånden tæt på midnat og spørgsmålet om, hvor Kirsten skulle sove, trængte sig på. Hun boede jo lige ovenpå, men på den anden side, var det Mogens, der havde lovet at tage sig af hende. Han havde sagt A og måtte også sige B og enden blev, at hun gik op og pakkede en taske med stadstøj og tandbørste og blev gelejdet ind i den beige Audi A8 med Ingelises misbilligende blik i nakken.

....

Den 24. sent på eftermiddagen var alle samlede i pragtvillaen i Skåde. Marias lille nevø spænede omkring med kinder, der lyste om kap med den blinkende nissehue, han havde på. Kirsten talte endnu som et vandfald, men denne gang var det om alle de små juleforberedelser, hun havde deltaget i. Hun havde kogt risengrød og smuttet mandler, udstenet kirsebær og i det hele taget foretaget sig ting, hun kendte til fra forgangne tider, men ikke havde udført i mange mange år. Ingelise havde tilsyneladende slået sig til tåls med hendes tilstedeværelse og erkendt, at Kirsten var bedre til ris a la mande, end hun selv var. Mogens gik også rundt og så velfornøjet ud og klappede sin kone bagi hver gang hun kom forbi - hvortil hun fnisede koket og smilede sigende til ham. "Klamt," tænkte Maria, men hun sagde ikke noget. Hende og Elliot havde også aftalt ikke at sige noget om Kirstens indblanding i deres liv - hendes hjerne var jo tilsyneladende kortsluttet og nulstillet - og hvis det bare var spil for galleriet, måtte de tage stilling til det på et andet tidspunkt. De havde pludselig en ny og vigtigere situation at forholde sig til.

................................................................................................................

Glædelig jul! Her slutter historien, men jeg vil gerne sige 1000 tak for al jeres deltagelse, både til medforfattere og opmuntrende læsere. Jeg håber ikke, der er for meget, som ikke er samlet op og jeg synes faktisk, det er blevet en ret god historie, vi har fået banket sammen i betragtning af, at vi ikke havde aftalt noget som helst på forhånd. :-)