Julekalenderen Musetrappen den 14. december

Skrevet af Christine

Sneen væltede ned udenfor. Kirsten gik langsomt op af trappen, efter at have børstet det værste sne af sin frakke og det brune hovedtørklæde, inden hun gik ind i opgangen. Sikke et svineri sådan en omgang sne kunne medføre. Især når denne uges trappevaskere hed Elliot og Maria, for de havde selvfølgelig ikke vasket trapperne, det var vel hvad man kunne forvente af ungdommen nu til dags. ”Pokkers også!” tænkte Kirsten, da hun gled i en vandpyt lige udenfor det unge pars dør. Hun rettede sin trætte krop op, og blikket gled hen over den triste seddel på døren, som stadig ikke var erstattet af et rigtigt navneskilt: Maria Ellekilde og Elliot Meyer. Ellekilde, der var noget ved det navn. Det irriterede hende, når der var noget hun ikke kunne huske. Havde hun alligevel taget mere skade af hjerneblødningen, den tanke plagede hende stadig ind imellem. Kirsten gik videre op af trappen, imens hun smagte på navnet ”Ellekilde”, hvad var det nu det mindede hende om?
Pludselig var hun tilbage i skolegården. Ove og Niels var i gang med at udføre den yderst ydmygende straf, da et par store drenge fra 3. mellem tog fat i kraven på Ove, trak ham væk og gav ham et ordentligt lag tæsk. Niels slap grebet på Kirsten og stak af. Han snublede over en sten på vejen, men slap væk. ”Ka´ du så lær´ at man ik´ pisser på en pige??” råbte Poul imens slagene haglede ned over Ove, der bad om nåde, og da også til sidst fik lov at løbe. Imens kom Pouls ven hen til Kirsten, hjalp hende op, og tørrede den gule væske af med sit tørklæde. Han spurgte, om hun var OK og Kirsten fik fremstammet et ”ja” imens hun kiggede usikkert ned på sine sko. Hun havde tit set de to store drenge i skolegården. De gik i 3. mellem, imens hun selv først lige var startet i 1. mellem og hun var sikker på, at de aldrig havde set hende før, selvom hun havde lagt mærke til deres James Dean agtige gang og James Dean frisurerne. Det var tydeligt for enhver, at Poul forsøgte at leve op til vennens popularitet, og det lykkedes også, næsten. Poul kunne godt leve med at være den 2. mest ombejlede fyr på skolen, når han nu gik sammen med skolens mest ombejlede fyr. Kirsten sukkede: Tænk at HAN havde ikke bare værdiget hende et blik, men ligefrem havde reddet hende fra Ove og Niels´ ydmygelser og oven i købet havde SNAKKET TIL HENDE.
Kirsten fik travlt med at komme ind i lejligheden, satte poserne fra sig, gik ind i stuen stadig med støvlerne på og tændte for computeren. Imens den varmede op, tog hun overfrakken af og lagde først da mærke til, at hun var gået ind i stuen med støvlerne på. Da støvlerne var sat på plads i entreen oven på den pænt sammenfoldede avis og frakken hang på sin plads, satte hun sig ind til computeren, der nu var klar til at hun kunne logge på nettet. Hendes nysgerrighed var pirret, hun måtte undersøge, hvad der var så genkendeligt ved navnet Ellekilde. Hun startede med at google ”Ellekilde”. Her fik hun en masse forskellige resultater, så som Ellekilde heldagsskole og Ellekilde auktionshus. Hun klikkede på nogle forskellige links, men intet genkendeligt. Efterfølgende søgte hun på KRAK. Her fandt hun nogle forskellige navne, som heller ikke sagde hende noget. Hun rejste sig, gik ud i køkkenet og satte en kop kold kaffe i mikroovnen. Imens kaffen varmede, smurte hun en ostemad og tænkte over, hvordan hun kunne komme videre.
Tilbage ved computeren loggede Kirsten på facebook. Hun søgte på navnet Ellekilde, og først på resultatlisten stod Maria Ellekilde. Hun klikkede på Marias navn, og kom ind på den side hun kendte så godt. Kirsten klikkede på Marias venneliste med 879 venner. Kirsten søgte på Ellekilde iblandt Marias venner, og der dukkede 8 navne op. Kirsten skimmede listen. Ingen navne virkede bekendte, og dog…  Var der ikke noget over Mogens Ellekilde? Hun klikkede på billedet og fik et sug i maven. Det var jo Mogens, Pouls ven. Kunne han være i familie med Maria? Var det mon ligefrem hendes far? Eller onkel?  Mogens´ facebook-profil var lukket. Det eneste man kunne se var et billede af ham. Billedet var af Mogens iført smoking, og med en smuk kvinde ved sin side. Hun var vel på Kirstens alder eller måske lidt yngre, men det var tydeligt at se, at kvinden gjorde en del mere ud af sit udseende end Kirsten gjorde. Den dyre pels og de prangende smykker sagde alt. Det måtte være gået ham godt, Mogens fra 3. mellem. En googlesøgning på Mogens Ellekilde viste, at han havde været en førende forretningsmand med indflydelse og magt. Kirsten blev hurtigt træt af at læse om hvor fantastisk det var gået forretningsmanden Mogens Ellekilde, så hun klikkede formålsløst igennem oversigten over søgeresultaterne og fandt ved et tilfælde et link til Facebook, der linkede til en beskedside på Facebook. Halsen snøredes sammen. Kunne hun virkelig få adgang til Mogens´ private beskeder på Facebook? Kirsten vidste så meget, at private beskeder på Facebook ikke var offentligt tilgængelige, der måtte være en fejl på Facebook. Hun tog en tår af den nu afkølede kaffe og klikkede på linket til Mogens´ beskeder. Der kom en enkelt besked frem. Beskeden var fra en Per Hammer Frost hvor der stod: Mogens! Jeg har varerne til dig. Sender dem straks, så du kan ”hjælpe din gamle ven” hø hø. Ring når de er fremme. Sig til hvis jeg skal skaffe mere, jeg har en adresse i Brabrand, som måske kunne interessere dig. Bedste hilsner Per. Beskeden stod som ulæst, så Mogens havde tydeligvis ikke læst den. Men det havde Kirsten. Gad vide hvad det var for nogle varer Per Hammer Frost mente og hvorfor - hvad var det for en adresse i Brabrand?